” Dine børn er ikke dine børn.

De er sønner og døtre af livets længsel efter sig selv.

De kommer gennem jer, men ikke fra dig,

Og selv om de er med jer men de hører ikke til dig.

Du kan give dem din kærlighed, men ikke dine tanker,

For de har deres egne tanker.” – Khalil Gibran.

Sådan skriver den libanesiske-amerikanske forfatter Kahlil Gibran i digtet Tal til os om børn. Børn er ikke et resultat af forældrenes ”projekter” men selvstændige individer, der skal elskes, respekteres og sættes fri.  Frie mennesker er (livs)kompetente individer med håb for fremtiden og tillid til egne evner. 
Vores børn skal ikke ofres på selvstændighedens alter.

Som det er nu, er der alt for mange, der ikke får tilstrækkeligt ud af folkeskolen.
Alt for mange børn mistrives – hvilket bl.a. ses på selvmordsstatistikkerne – og det grønlandske skolesystem er nedslidt. Der mangler i den grad faguddannede lærer.
Disse er fakta, som vi må se i øjnene og handle på. Folkeskolen skal være løftestang for fremtiden og det kræver en fælles indsats fra både politikere, lærer, pædagoger og andre fagpersoner samt ikke mindst forældre og familie.

Vores børn skal vokse sig til stærke voksne ved tillid til egne (livs)kompetencer.  

”Som fribårne menneske herefter vil vi gro; begynd at tro på evnens morgenrøde!”

Sådan lyder de to sidste strofer i Nunarput utoqqarsuanngoravit med tekst af Narsaq-præsten og politikeren Henrik Lund.

Barndommens livs- og skolekundskaber giver frihed, men de kan bedst i erhverves i tryghed. Det kræver en massiv indsats overfor overgreb og seksuelle krænkelser. Barndommen skal fredes og børn skal have lov at være børn.
Det fordrer at voksne også agerer voksent.  Vores børn bør ikke være midler for politiske,- og separatiske projekter – for et barn er målet i sig selv.

Nationbuilding som projekt kan kun blive en succes, hvis det bygger på menneskelig trivsel og den opgave, kan vi som nation på ca. 57.000 individer ikke kan løfte alene.

I Samarbejdspartiet ser vi derfor ingen andre gangbare muligheder end at rekrutterer udenlandsk arbejdskraft – da antallet af eksempelvis faguddannet lærer ganske enkelt for lavt – til at hjælpe os med at skabe trygge rammer for vores børn og et generelt løft af folkeskolen.
Det kræver vilje til massive investeringer i folkeskolen, men det er samtidig en erkendelser af, at børn er Grønlands primære ”råstof”.    

Ingen opgave kan være vigtigere end vore børn og unge, for politikere.