Skat

Skjulte skatter for mellemindkomster synliggøres, og ydelsesfælden skal fjernes

Argumentet for flad skat er jo den samme som fortalere for progressiv beskatning
ynder at anvende:
De der tjener mest, betaler mest i skat allerede og vi glemmer, at der er såkaldte ”skjulte skatter”.
En familie med 3 børn fra en mellemindkomst husstand har udgifter for kr. 7.500-9.000 om måneden, alene for at få børnene passet, så forældrene kan gå på arbejde.
Ingen tilskud, ingen ydelser.
Ingen uddannede pædagoger, eller barnehjælpere med gode kurser er oven i købet realiteten for mange. Dette skal vi gøre op med.
Hvis vi ser på hvad folk selv skal betale for pasning, i fht. deres indkomst, er det meget rimeligt at kalde det en skjult skat.

De får heller ingen boligsikring, tilskud til indkøb af større varer, og betaler hele deres liv af på de investeringer de foretager sig i privat indkøb, klarer sig selv, og bidrager til arbejdsmarkedet.
Mange af disse ”mellemindkomst-familier”, har ikke et stort rådighedsbeløb om måneden.
Men de er med til at skabe gode rammer om andre børnefamilier, de er rollemodeller og gode borgere i samfundet, meget af vor velfærd hviler på deres skatte-betalinger, og alligevel ønsker nogen at brandbeskatte disse yderligere.
Med det fald vi ser i niveau på folkeskoler, institutionspladser med stimulerende og dygtige pædagoger, på sundhedsydelser, og andre velfærdsydelser der betyder rigtigt meget for en børnefamilie, er vi på galt spor.

Børnefamilier som betaler egne institutionspladser, ingen boligsikring får, søger at eje boliger privat – bør ikke straffes for at have gjort det rigtige.
Retfærdighedssansen lider, når vi har skruet et dårligt system sammen fra politisk hold.

Vor skatte-fradragsordning er den samme for de fleste, hvilket betyder, at lavindkomst familier får et større fradrag proportionelt set. Det kan man også med rimelighed kalde en fordel.
Men vi har også familier på overførselsindkomster, der faktisk sidder fast i en fælde, hvis de ønsker at arbejde.
De får gratis institutionspladser, eller voldsom reduceret takst på disse pladser. De får måske boligsikring og tilskud til diverse ting der gør, at de indimellem kan købe nye møbler, ordentligt tøj til ungerne osv.
Hvis de overgår til løn, så tages dette fra dem, og de har mindre i rådighedsbeløb end de havde før de gik på arbejde.
Disse hjælpemidler mister de i ét hug, når de vover sig ud på arbejdsmarkedet, forenklet sagt. Det har Grønland ikke råd til.

Det tager penge fra skoler, sundhedsvæsen og andre vigtige velfærdsområder, og ikke mindst, så tager det penge fra udvikling.
Nogle ønsker at kunne arbejde, og arbejdsmarkedet har brug for dem der ønsker at arbejde, men de sidder fast i en fælde. Ydelsesfælden.
Det skal altså kunne betale sig at arbejde.
Ingen tvivl om, at hvis vi kan opnå samarbejde om en god og solid reform, til gavn for personer på overførselsindkomst, som alle eller langt de fleste partier kan enes om, så er vi godt kørende.
Skattetrykket skal gøres ens over hele linjen, for at det er enkelt for kommuner og borgere at administrere. Hvis vi starter med at lave en masse gradueringer, og er bange for at omlægge, så vor administration vokser, har vi tabt alt hvad der hjælper vore borgere og vores økonomi på gulvet.
Derfor er samarbejde og tillid enormt vigtigt partierne, kommunerne og Selvstyret imellem på en kommende reform.
Undlader vi at reformere, udhules vor velfærd. Ganske simpelt.
Det sker allerede i dag.

Flad skat - Ydelsesfælden – Progressiv beskatning: Nej tak
Vi ønsker en flad skat. Ikke mere skat til folk.
Velfærden er IKKE blevet bedre de sidste mange år, heller ikke af, at vi har indført diverse skjulte skatter.
Vi skal lære at bruge pengene meget mere ansvarligt.

Vore borgere skal have mere ud af de penge de tjener, og ikke sidde fast i ydelsesfælder og de skal have lyst til at vende hjem og arbejde.
Alt dette kan man faktisk indbygge i en skattereform.

Det bør være gennemsigtigt for befolkningen hvorfor reformer er nødvendige, og det bør belyses klart hvad vi på lang sigt får ud af reformer.
Det kan ikke lade sig gøre at lave reformer uden, at det ændrer fundamentalt ved måden vi har indrettet os på, og det skal vi som politikere være bedre til at være ærlige med.

Der råbes ofte op om progressiv beskatning, men det er faktisk allerede en realitet på mange måder i landet.
Børnetilskud gives kun til familier der tjener op til 375.000 pr. år. De har en nænsom aftrapningsordning, hvilket er fint med os.
Ofte har de også fri institutionsplads, samt boligsikring.
Det har de almindelige familier ikke, og det er ikke fordi det ikke er retfærdigt at de økonomisk trængte får en hjælp, det er det.

Men at sige der i realiteten ikke allerede er progressiv beskatning er i bedste fald misforstået, i værste fald en forvanskning af virkeligheden.
At man så vil brandbeskatte de allerede hårdt trængte familier og folk med høje indkomster, for at skrabe mellem 2 og 7 mio. kr. ind, er helt gak.
I stedet bør vi fejre at vi har mennesker der bidrager til skattekassen rigtigt fint i forvejen, og som klarer sig selv.
Det skal være helt gennemsigtigt, hvad de selvbærende mennesker i landet rent faktisk bidrager med. Og vi skal holde op med at skælde ud på dem.

Ligeså giver det ingen mening, at vi beder folk tage en uddannelse, for så at straffe dem for en højere indkomst senere.
Og hold lige for øje, at de kan ende med mindre i rådighedsbeløb om måneden fordi de gør som vi beder om, og holder de økonomiske hjul i gang: skaber arbejdspladser, betaler ydelser af alle slags selv, køber privat boliger og bruger penge i samfundet vi har hårdt brug for.
Stop klapjagten på mennesker der allerede bidrager med meget!

Ligeledes sker der allerede en omfordeling af midler fra de større kommuner til de mindre, og folk i de store byer betaler mere i billetpriser på fly, mere i fragt, mere i internet og mere i dagligvarer og vand og varme, som en skjult skat.
Det bør være langt mere gennemskueligt, hvor meget mere der betales i det vi kalder skjulte skatter, dvs. de ydelser der bl.a. er oplistet her.

Vi siger ikke, at vi skal fjerne solidariteten, men vi siger vi skal rydde op i gennemsigtigheden af dem, så alle er klar over, hvor meget der bidrages med.
Således kan politikere ikke længere misinformere hinanden og befolkningen.
Gennemsigtighed og gennemskuelighed er et bærende princip for Samarbejdspartiet.

Samtidig er ydelsesfælderne ved ønske om arbejde en spændetrøje for både handicappede der gerne vil arbejde, og lavindkomst og fattige familier.
De får boligsikring, fri institutionspladser, og kan ansøge om en række tilskud.
Alt dette er helt fint for os.

Problemet er, at vi ikke har en ordentlig udregningsmatrix for aftrapning af tilskud, eller endnu bedre; en retfærdig ligning hvor de her mennesker ved at tage sig et arbejde får flere penge til sig selv, eller i det mindste det samme som før.
Det skal vi altså have lavet.

Det skal kunne betale sig at arbejde, også i fleksjobs og skånejobs.
Og de skal ikke have et forringet liv ud af, at ville arbejde. Det skal vi have lavet om på!

Enkelt skattesystem – nemt at administrere

Finans,- og Skatteområdet skal have en ordentlig og velgennemtænkt reform, som alle partier bør gøre deres ypperste til at samarbejde om, den reform skal foreligge så hurtigt som muligt, og skal senest være færdig i 2020.

Skattereformen bør sigte imod at gøre skattesystemet mere enkelt, og nemt at betjene som borger – herunder for spirende erhverv.
Reformen skal gøre op med de samspilsproblemer som vi oplever hos familier på overførselsindkomster, og skal gøre op med manglende incitamenter for at arbejde, uden at gå på kompromis med vor velfærd.
Vi er kun 55.500 – 56.000 mennesker i landet, vi skal have enklere administrationsformer, og enklere – mere gennemskuelige systemer end vi har i dag.

Samarbejdspartiet mener, at vi skal sammensætte systemet, så det er let at administrere, og at skat ikke skal bruge unødigt mange medarbejdere, ligesom de fejl og mangler vi oplever igen og igen med skattesystemet, skal udryddes.
Ofte oplever virksomheder og privatpersoner store problemer med, at indberette til skat, og skat begår fejl, selv om de indberetter korrekt.
Det skal være en saga blot om få år.

Alderspension og førtidspension
Samarbejdspartiet mener, vi skal slutte ring om dem som ikke kan selv.
Vi skal passe på vore udsatte borgere, og de der er tilkendt førtidspension, og tilhører eksempelvis matchgruppe 3 på arbejdsmarkedskontorernes matchlister skal vi lade leve et værdigt og roligt liv.
Ingen arbejdsprøvning, ingen genbehandling af deres sager, medmindre de ønsker det selv, og ingen klapjagt. Det er ikke værdigt.

Så længe vi ikke er i stand til at yde vedvarende hjælp af meget høj kvalitet til psykisk syge, til misbrugere der sidder fast i misbrug, til ofre for seksuelt misbrug og andre psykisk invaliderende hændelser, og ikke har en favnende og inkluderende uddannelses,- og arbejdsmarkedspolitik i effekt, bør vi ikke kræve at folk skal udgives for at være raskere end de er.

Dem der gerne vil arbejde skal have muligheden herfor, uden om de ydelsesfælder der nævnt tidligere i dette afsnit.

Førtidspensionen bør ikke være afhængig af bopæl, men afhængig af arbejdsevne og sygdom.
Det er uværdigt for vore borgere, at de får tilkendt meget lidt i førtidspension baseret på, hvor længe de har arbejdet her. Og det er uværdigt for dem, at vi ikke har et effektivt udredningsapparat og dernæst behandlingsapparat til dem.
Det kan vi ikke være bekendt.

Vi skal dog fastholde egenindtægt som en modregnings-ydelse efter indtjente kr. 28.000, ligesom vi skal beholde reglen om at ved indtjening over kr. 83.748 kroner eller mere, skal vedkommende have revurderet sin arbejdsevne.
Uafhængigheden af ægtefællens indkomst skal vi have et loft på, og evt. en aftrapning.
Det skal være sådan, at reglerne kommer de svageste til gode, dvs. de enlige og trængte, og ikke de mest ressourcestærke førtidspensionister.

Vi bør også lægge os gevaldigt i selen for at få unge under 35 år i arbejde, om ikke andte skåne,- og fleksjobs. Netop dette burde være relativt nemt at sikre i et land hvor vi er så få mennesker, at vi kan oparbejde bidrag til arbejdsstyrken på en skånsom og god måde.
Særligt for handicappede,- og psykisk udfordrede, vil dette kunne give pote i perioder.
Systemet bør også indrettes fleksibelt, således at de ikke mister retten til førtidspension, fordi de kan arbejde nogle af månederne, men ikke kan i andre.
mange psykiske lidelser som depression, og personlighedsforstyrrelser skaber arbejdsevne i kortere eller længere perioder, for så at ramme med uarbejdsdygtighed i kortere eller længere tid.
Dette bør vi kunne tage højde for, uden at systemet kan udnyttes af skruppelløse mennesker der blot ikke ønsker at arbejde.
Dette er vi klar over, forudsætter et meget bedre diagnose-apparat end vi har i dag, og væsentligt bedre samarbejde mellem kommuner, Selvstyre og sundhedsvæsen.

Innovation og opstart af virksomheder
Det skal være gennemskueligt for alle hvad det koster at opstarte virksomhed i Grønland, udvikle erhverv og at udvikle arbejdsstyrken.
Vi råber hele tiden på en flerstrenget økonomi, altimens vi overfisker.
Det gør det endnu mere vigtigt, at nystartede virksomheder kan komme til at få en frugtbar opstart, og en solid forretning ud af det de gerne vil arbejde med.

Nogle af de største forhindringer for dette er bl.a.:
* Utidig indblanding fra det offentlige
Der er ingen grund til, at vi skal detail-styre hvem forretninger og erhverv må ansætte, hvor de ansatte skal komme fra, og hvad der i øvirgt sættes af benspænd for selvstændige erhvervsdrivende.

* Konkurrence fra det offentlige
Typisk siger det offentlige, at de måske kan gøre en opgave bedre selv, og overtager så blomstrende små erhvervs livsgrundlag. Det skal vi altså holde op med.

* Det offentlige benytter ikke lokale konsulenter hvor det kan lade sig gøre, og lokale ydelser
Dette er dog en dobbeltsidet mønt, da vi også mangler at udvikle samarbejde de private erhvervsdrivende imellem.

* Skat bør være enkelt, og administrérbart.
Regnskaber er oftest dét, innovatorer og iværksættere kæmper med. En god strategisk rådgivning og klippekortsmuligheder som vi ser på Sullissivik skal bevares.

* Kunne man forestille sig, at vi ikke skal opbygge kapacitet a la Arctic Business Council og Sermersooq Business Council alle steder, men i stedet kan disse kommuner, hvis de er villige til det, udleje kapacitet og rådgivning til de andre kommuner som ikke har rådgivningsenheder i samme størrelsesorden?

Det vil vi gerne arbejde for.

Hvorfor skal vi reformere?
Vi véd det jo godt; det er ikke en mulighed at fortsætte som vi gør nu.
Vi er i disse år inde i en højkonjunktur, og alligevel så bruger vi finansloven lidt over maksimum (vi blev reddet på finanslovene i ’15, ’16 og ’17 af øgede fiskeriindtægter).
Det betyder at lige så snart faldet i indtægter fra fiskeri kommer, så sidder vi i vor egen landskasses ydelsesfælde.
Ligeledes vil et fald i indtægter i fiskeri betyde faldende boligbyggeri, og dermed vil det skrue op for lavkonjunkturen etc.

På den lange bane skal vi have det lange seje træk med uddannelse, og bedre udnyttelse af vore ressourcer og samarbejdsaftaler med udlandet, begrænse importen og fremme eksporten, og kun investere i overskudsgivende – eller potentielt overskudsgivende erhverv, eller erhverv der har en meget vigtig socioøkonomisk funktion.

Arbejdshandskerne på – reformer som fremtidsværktøj
Hvis vi fortsætter vort maksimale forbrug, samtidig med at vi belåner os til op over begge ører med indtægter fra Selvstyre-ejede selskaber, får ikke længere indtægter til at dække vor finanslovsudgifter, og det betyder, at vor velfærd forringes, tvungent.
I stedet synes vi i Samarbejdspartiet at vi skal tage arbejdshandskerne på, og se at rydde op i vor finanslov, og vore udgifter, og sørge for, at imødese det fald i indtægter der uundgåeligt kommer, særligt hvis vi ikke fisker bæredygtigt og kan blive enige om vækstfremmende initiativer.

Så snart vore indtægter stiger, bruger vi disse på nye udgifter. Det duer bare ikke.
2015, 2016 og 2017 har været relativt gode år for Grønland, bl.a. pga. fiskeriet.
Der er ingen penge lagt til side til dårligere år, vi risikerer at overfiske hvis vi ikke får styr på de kvotefrie områder, og vi får ikke brugt pengene på vækstfremmende initiativer.

Samarbejdspartiet mener, at flg. er nødvendige initiativer, og skal ske med lokalbefolkningens inddragelse alle steder:

 

1. Reformer fra nu til 2022. Risikoen ved at blive ved med at sidde med hænderne i skødet er, at vi gør os meget sårbare overfor tvungne hovsa-løsninger senere.
   Vi risikerer at kaste os ud i at vore naturlige ressourcer pludselig skal sælges til dårlige vilkår – og uden at vor egen befolkning er en del af udviklingen, fordi vi mangler penge. Det må ikke ske.
   Vi kan blot konstatere hvordan det går med at bruge penge i dag, for at kunne se det skrækscenarie for os.
   Ligeledes kan vi ikke se til, mens vi bruger penge uden indtægter i bytte, og samtidig skælder ud på Bloktilskuddets oprindelse. Det er jo helt hul i hovedet.

Politisk set har vi forhandlet os ud af kontrakten i Thule, vi har forringet vort Bloktilskud med Selvstyreaftalen, og vi formår ikke rettidigt og fornuftigt at forhandle råstof-kontrakter selv. Så mulighederne forpasser os. Men hellere dét, end at faldbyde os selv af nød i fremtiden.
Faldende velfærd er allerede en realitet, og vi ønsker bedre velfærd for alle borgere.

 

1. Iværksætteri / erhvervsanalyser mhp. nye indtjeningsområder – gerne med andet sigte end kun fiskeri. Vi skal have flere økonomiske ben at stå på.

 

1. Samfundsøkonomiske analyser på øget turisme, øget uddannelse, regionsudvikling erhvervsmæssigt i hele landet, og initiativer med sigte på, at udvikle fornuftige og realistiske erhvervsmuligheder i bygder og mindre byer. Ikke kun lufthavne.

 

1. Analyser på, hvordan vi får skabt et enkelt og overskueligt skattesystem, med en bedre velfærd end i dag, og brede forlig her

 

1. Realkompetence-udredning samt opkvalificering af vores arbejdsstyrke.

 

Reformen på skatteområdet skal forenkle skattesystemet til gavn for den almindelige borger, og for firmaer der ønsker at arbejde i Grønland og udvikle Grønland.

Uddannelse af vor befolkning til at varetage vort lands ressourcer er nødvendig.
Vi ser umiddelbart muligheder for vækst indenfor; turisme, industri indenfor IT og hardware bør udnyttes optimalt, eksport af andet end fisk må stimuleres hvor det er realistisk, og styrket samarbejde internationalt skal sikre os en bedre fremtid.

Investeringslysten i Grønland skal op
Det kræver langsigtede løsninger med samarbejde mellem Selvstyre og alle kommuner, kommunerne imellem, mellem de forskellige myndigheder i landet – og særligt mellem partierne repræsenteret i Inatsisartut.

Forslag til indtægtsskabende investeringer – Stabilitet, stabilitet, stabilitet
Vi skal sørge for, at vi investerer i indtægtsskabende og vækstfremmende initiativer.
Vi burde faktisk lovgive om, at ved investeringer i virksomheder med offentlige støttemidler eller skattekroner – uagtet om de er offentlige eller private start-initiativer – så skal en rentabel businesscase være præsenteret for et panel af eksperter, i stil med økonomisk råd, men med erhvervssigte.
De skal godkende denne, og disse skal være omfattet af loven om aktindsigt, med de naturlige begrænsninger der er som kan ødelægge virksomhedernes konkurrence-evne.

Her er en række andre ting vi gerne diskuterer:

1. Virksomhedsskatten ned til mellem 25 % og 27 %, skatteundtagelse de første 2 år af en virksomheds opstart, så længe man kan godtgøre, at indkomsten bruges til udvikling/reinvestering i virksomheden, ud over rimelig løn til indehaverne.

2. Nu er tvungen pension en realitet, men det er vigtigt at vi får mange flere i arbejde, at vi får flere arbejdsduelige på vor arbejdsmarked, og dermed flere A-skatter i indtægt til at sikre vor velfærd.
Derfor skal vi have en enkel formel for modregning i ydelser når borgere ønsker at tage deltids arbejde eller opkvalificering der er behov for. Forudsætningen for dette er, at alle får samme skatteprocent i hele landet, og det ensartet kan administreres.
Ingen må straffes for at tage arbejde, og ydelser som boligsikring, overførselsindkomst mm. skal kunne beholdes delvist, men med sikring om, at arbejde kan betale sig.

Ligeledes bør vi optrappe integrations-indsatserne i landet, og dygtiggøre vor rekrutteringsenheder i f.eks. Sundhedsvæsen, og Selvstyret.
Vi vil helst have medarbejdere der bliver lang tid, og vi vil have at de føler sig velkomne, men også introduceres til vor kultur, kulturforskelle, og livsvilkår i et arktisk land.

3. Vi skal have bedre hjemkomst-miljøer for vore hjemvendte end i dag, og et fleksibelt arbejdsmarked for de der forsøger at komme tilbage på arbejdsmarkedet, efter at have været sat udenfor arbejdsmarkedet, ligesom handicappede og udviklingshæmmede skal have muligheder for at være med.
Det skal være win/win for de erhvervsvirksomheder, der sikrer skånejobs, revalideringsjobs og giver den en ekstra skalle for lærlinge, praktikpladser og som hjælper med at afdække hvert menneskes muligheder for kurser og opkvalificering.
Det skal vi have skabt incitamenter for i samarbejde med kommuner og arbejdsmarkedsaktører, herunder de offentligtejede virksomheder.

4. Der skal frem for alt være stabile ramme-betingelser for erhverv, for investorer etc., det skal ikke kunne væltes hvert 3. år, eller i nogen tilfælde efter 1,5 år, så partierne og Naalakkersuisut må se at blive voksne og sikre samarbejde, langsigtede og brede forlig – til gavn for alle vore borgere.

Fasthold samme skat i hele landet
Vi er imod progressiv beskatning, og skjulte skatter.
Da vi har Bloktilskud, skal vi benytte denne sikre indkomst til at skabe en fordelagtig skattepolitik for både arbejdstagere og firmaer, mens vi har endnu har et fornuftigt bloktilskud.
Samarbejdspartiet mener, at vi skal indlede forhandlinger indenfor Rigsfællesskabet om, hvordan vi kan drage nytte af viden fra Danmark og udlandet til hjælp med udvikling af erhverv, og med sigte på, at gøre Grønland langsomt selvbærende.

Det kræver at nogle udgifter skæres ned undervejs, eller at indkomsten bliver større, mens vi omlægger en skattestruktur, hvor vi får flere i arbejde, og får os selv polstret til en flerstrenget økonomi.
Derfor er penge der lige nu tages til dyre investeringer der ikke giver husly, sikkerhed eller velfærd ikke brugt godt.
Vi skal være åbne overfor udefrakommende investeringer i boligmassen, i infrastruktur, og slippe vor kontrolsyge fra det offentlige – det er den eneste reelle måde der kan ske fremskridt i vor finansielle situation på den lange bane, ellers kan vi se stiltiende til, mens udgifterne stiger, og vor velfærd udhules.

Behold kommunerne – udvikling i nærdemokrati
Flere kommuner er en dyr øvelse, sådan som det er i dag, har vi brugt rigtigt mange penge på. Lad os lade dette være, og i stedet fokusere på, hvordan vi sikrer nær-demokrati og bedre sagsgange for alle.
Lad os skabe rådgivningscentre ved centrale enheder som ved børne taskforcen, og så sørge for, at de varme hænder i kommunerne bruger deres tid på sagsbehandlingen og ansigt til ansigt med borgerne.

Vi kan benytte administrationspersonale til administration, således at sagsbehandlere ikke skal arkivere og journalisere skriftligt og på IT-systemer, men kan nøjes med en diktafon og videregive denne del af arbejdet til administrations-personale.
Det fungerer for advokater og læger, hvorfor skulle det ikke fungere for vore pressede sagsbehandlere?

En effektivisering og opkvalificering af arbejdsstyrken og områder i kommunerne, er allerede begyndt. Lad os bygge videre på dette arbejde, og sørge for nærdemokrati ved hjælp af øget digitalisering, og god rådgivning og støtte centralt fra.
Samarbejdspartiet forestiller sig, at vi sagtens kan bruge vor tele-dækning over hele landet til at styrke nærdemokratiet.

Decentralisering efter kompetence udredning
Vi er nødt til at udvikle flere erhverv som vi kan tjene på, og får udviklet vore mindre byer og bygder i yderkantsområderne til at blive rigere, mere selvbærende og med bedre udviklingsmuligheder for beboerne.
Det er nødt til at ske i samarbejde med lokalbefolkningen alle steder.
Ingen centrale figurer skal politisk sidde og tro, at de alene véd hvad lokalbefolkningen vil have. Det er den vej vi hidtil har fulgt, og det har skabt en afstand og en afmatning for byer og bygder over hele landet.

Lokalbefolkningen skal aktivt engageres i udviklingen af deres regioner, bydele og byer.
Dér hvor Selvstyret skal træde til, er at hjælpe med at få hjulene i gang.
Hvad er erhvervsudviklingsmulighederne i hver by og bygd?
Hvad er realistisk. Skabe overblik over realkompetencer, og behov for kurser.
Samarbejdspartiet har observeret, at der i alle regioner er kurser og udvikling i gang, men hvordan skaber vi regionsmæssigt resultater ud af vore outfittere, vore nyuddannede tømrere og lærlinge. Hvordan sikrer vi incitament til at arbejde?
Hvis vi mener det alvorligt med turisme, skal vi have meget mere fokus på dette, og sikre, at hele Inatsisartut får input fra hele landet og alle turisme-aktører.

Arbejdsmarkedsydelser
Vi anvender meget lidt fleksjob ordningen. Særligt for handicappede og udviklingshæmmede skal vi have skabt et mere rummeligt arbejdsmarked, som skabes i samarbejde med arbejdsgiverne.
Der er megen uvidenhed om, hvad denne gruppe mennesker kan og vil påtage sig, og det er rigtigt vigtigt for dem selv og deres familier, at de får mulighed for at deltage i arbejdsmarkedet.

Det er også en sikring for deres familie, og en glæde for dem, at de personer med udviklingshæmning eller handicap, kan oppebære en god forsørgelse for sig selv, få venner, og en omgangskreds der også passer på dem.
Det er en del af et værdigt liv, og gør hele samfundet både rigere og mere afrundet.

Regulering af ydelser
Vi bør jævnligt pristalsregulere f.eks. underholdsbidrag, da det finanspolitisk er lettere at styre udgifterne for diverse ydelser på denne måde.
Vi ser jævnligt pludselige hop i forskellige ydelser, og det giver et pludseligt hop i udgifter.

Vor Finanslov skal have lov at være stabil og forudsigelig.
Det er en automatisk regulering af visse ydelser et redskab til.