Råstoffer i undergrunden, har et stort potentialefor Grønland.
Udlandet er opmærksomme på dette, og vi skal være klare til, at gribe chancen, og arbejde menneskeligt og miljømæssigt bæredygtigt på området.
Vi skal som nation prioritere en langsom opbygning udvindelse af råstoffer, således at vore borgere ikke bliver tilskuere til en udvikling der går deres næse forbi.
Råstof området er et oplagt alternativ til den nuværende industri hvor vi kan opbygge uddannelser og alliancer til fremtidig intjening.
For at opretholde velfærd som vi har i dag, skal vi årligt tilføre ca. 800 mio. kr. til velfærd, det er ca. 6 % af grønlands BNP. Dette blot for at opretholde det nuværende service niveau. Det vil kræve at der til enhver tid er 12 storskala-projekter i gang. Det er uden at vi hjemtager ydderligere områder fra rigsfællesskabet
- Og hvad så, når indtægterne svinder ind? Vi kan kun udnytte vore råstoffer én gang.
Derfor er det vigtigt for Samarbejdspartiet, at vi langsomt men sikkert opbygger kompetence, og langsomt omstiller os til at være et land hvor vi OGSÅ udvinder råstoffer. Men vi skal tage det lange, seje træk med uddannelse af vor befolkning, øget samarbejde internationalt hvor vi har behov for det – men også sigte efter at udvikle flere erhverv end vi har i dag.
Råstof-området et oplagt alternativ til nuværende industri hvor vi kan udvikle og forberede uddannelser, og vores alliancer, og opbygge til indtjening fremadrettet.
Vi skal tænke langsigtet for at sikre vor fremtid.
Indsatsområder
Første indsatsområde er en smidig og gennemsigtig forvaltning af råstofområdet.
Det er vigtigt at vi igen kommer op på listen over tillidsvækkende lande, at gøre forretninger med.
Firmaer verden over, har brugt millioner af kroner på efterforskning, mange, mange timer på, at forsøge at forhandle udnyttelsestilladelser på plads og har forsøgt at imødekomme helt umulige krav.
I debatten om råstoffer lyder det meget ofte, som om, at hvis vi begynder at udnytte vore råstoffer, så er det det samme som at vi forærer vores undergrund væk.
Det er simpelthen en mytedannelse.
Selvfølgelig skal vi sikre optimal udnyttelse af vor undergrund, og dertil hørende penge der kommer ind.
Selvfølgelig skal befolkningen have gavn af disse, i mange, mange år fremover, og ikke kun politikerne.
Derfor skal vi have en gennemsigtigt og smidig forvaltning af området, så borgerne også får en høj grad af indsigt i, hvilke aftaler Grønland indgår om udnyttelse af vor undergrund, og hvordan vi forvalter afkastet på disse.
Langsom opbygning fra Grønlands side af
Selvstyreloven af 2009, gav bl.a Grønland rettighederne til at forvalte alle naturressourcer, herunder mineralske ressourcer såvel som olie/gas inden for Grønland, og i den økonomiske zone udenfor Grønland.
Det grønlandske folk er også anerkendt som en nation under international lovgivning, og har som folk ret til naturressourcerne iflg. resolution 1803 - 5 i FNs generalforsamling.
Samarbejdspartiet ønsker en langsom opbygning af råstofområdet, og anerkender, at vi skal have hjælp fra internationale samfund, ligesom vi skal anvende og aktivere vore lokale uddannede indenfor områderne.
En omvæltning til en råstofnation med storskala projekter, er lige så stor en omvæltning som vi har oplevet da vi overgik fra fisker,- og fangersamfund til et industrialiseret land.
Vi vil hellere have en langsom og solid opbygning, end forkerte beslutninger med potentielt katastrofale konsekvenser for Grønland og vor befolkning. Men ikke så langsom en opbygning at udviklingen går i stå.
Mineraludvinding i Grønland, har fundet sted siden 1840’erne, og de første olieboringer ud for vor kyst, blev startet i 1970’erne. Det nye er, i virkeligheden, at vi skal opbygge vort netværk som land, og vore kompetencer i landet.
Hvis vi skal sørge for at de lokale ikke endnu en gang bliver tilskuere til udviklingen skal vi se det som en oplagt mulighed for at opgradere vores arbejdskraft og sætte massivt ind med en uddannelses indsats i råstofsektoren.
Råstoffond
I Norge har man haft meget god brug af en såkaldt råstoffond.
Det skal vi også have i Grønland.
Pengene skal investeres, forvaltes, og bruges til f.eks. uddannelse, folkets sundhed, optimering af vor almennyttige boligmasse – eller andre gode formål.
Midlerne der kommer fra afkast af disse aktiviteter, pånær A-skatter, skal stå og samle renter, og investeres klogt, så vi får flere penge ud af samme pengepulje, og sikrer landets fremtid i mange generationer frem.
På et område som dette, er det særligt vigtigt at politikerne samarbejder om, hvad der er best practices i verden, at få det bedste ud af pengene i undergrunden – uden at gøre det så svært at der aldrig kommer penge ud af det, men samtidig under virkeligt god lovgivning for den lokale befolkning, og bæredygtigt for naturen.
Det er en svær balancegang, og Grønland skal se at komme med på vognen.
Øget samarbejde med Norge, Danmark, og med øget indsigt i andre landes forvaltninger af råstoffer, skal alt sammen bidrage til, at politikerne, på tværs af partierne, finder et fælles ståsted, og tænker langsigtet. Rigtigt langsigtet. Mange generationer frem. Både i forhold til den mulige indtjening men i lige så høj grad i forhold til vores miljø.
Uvildigt råd – via internationalt samarbejde
Vi vil meget gerne have et uafhængigt råd, som består af en række eksperter lokale og fra resten af verden, som kan hjælpe os igennem og rådgive om konsekvenser for befolkning og selskaber, i fht. forskellige scenarier for udnyttelse af Grønlands råstoffer.
Selskaberne skal ikke frygte for at deres aktier falder, hvis de udtaler kritik af langsommelig forvaltning og uigennemskuelige regler, omvendt skal Grønland selvfølgelig ikke snydes af grådige selskaber, eller rendes over ende af andre lande.
Vi skal have skabt et win/win system, og det kan et uvildigt råd med ekspertise hjælpe med.
Der er bl.a. brug for mere transparens i forbindelse med sagsbehandling i råstofsager.
Ligeledes bør der være ens retningslinjer, realitetssans samt forståelse for hvorledes råstofmarkedet fungerer.
Hvis ikke vi er i stand til at agere hurtigt for at få et marked for f.eks. sjældne jordarter – men også andre mineraler og metaller - vil andre spillere i verden overtage dette marked alene, og vi vil miste chancen for at skabe et marked og efterspørgsel.
Der ER et stort potentiale i vores undergrund, men vi er nødt til at spille med åbne kort, forstå den verden minebranchen opererer i, være lige så konkurrencedygtige mod lande som dog har langt flere fordele end Grønland og/eller Arktis har.
Jo flere allierede i dette arbejde vi har, jo bedre.
Fra selskabernes synsvinkel
Vi skal også være villige til, at se det fra selskabernes synsvinkel.
Ingen investorer i noget som helst, investerer uden at forvente et afkast. Det siger sig selv.
Hvis det hele ender op i bureaukrati og ”røde streger”, og vi hele tiden fokuserer enøjet fra myndighedernes side af, på krav som gør det helt umuligt for investorerne at byde på de ellers attraktive mineprojekter, så har vi fejlet.
Hvis vi omvendt ruller rundt som en død hund, og forventer at udnyttelse af råstoffer er nemt, har vi også fejlet.
Grønland rustcher i disse år ned af ranglisten af lande som man kan regne med, på Fraser institutes indeks til hjælp for mine-industrien. Fraser Institute er en uafhængig organisation i Canada, som holder øje med bl.a markedet for råstoffer.
Landene bliver benchmarket på ting som; gennemsigtighed i lovgivningen, politisk stabilitet, og hvor attraktivt det er at investere i et givent land.
Vi er fra 2013 ti 2017 gået fra en score på 82 til 67 og gået fra en 7. plads til en 34. plads
Det er sket pga. politisk ustabilitet.
Vi er nødt til at gøre vort hjemmearbejde bedre, i forhold til langsigtede forlig, og aftaler med bred tilslutning. At investere mange milliarder kroner i udvikling, for så at have en skiftende regering til at sige ”nej”, midt i det hele, gør, at vi slet intet udbytte får af vor undergrund.
Vi må kunne diskutere åbent og ærligt, og det må selskaberne også have ret til, i et demokrati. Vi har behov for ekspertise på området, og det er Grønland blevet tilbudt igennem Rigsfællesskabets rammer af flere omgange. Den hjælp skal vi tage imod, ligesom vi skal have nogle af vore skarpeste hoveder til, uvildigt, at rådgive politikerne.
Selskaberne er nødt til at agere hurtigt i et marked som ikke kan vente på at Grønland er klar.
Vi er nødt til at vende blikket mod verden og se os selv som medspillere i det globale verdensbillede, hvis vi skal have en chance for at konkurrere.