Sundhedsvæsen i Folketinget – og herhjemme

Samarbejde indenfor Sundhedsvæsnet
Vi har allerede de rammer der skal til. Vi hører under Grundloven, så det er naturligt at vi forstærker samarbejdet og genforhandler Selvstyreloven om nødvendigt.
Der er dog et stort samarbejde mellem det grønlandske sundhedsvæsen og danske sygehuse og specialister i forvejen. Manglen på hænder her i landet, er særligt det problematiske.
Vi hører stadig under Grundloven, og der har vi ret til adgang til sundhed, uddannelse med gode standarder og mere samarbejde i det hele taget. Men, vi skal ikke bare kræve, her skal vi også ønske respektfuldt samarbejde, og det kræver noget af os selv som individer i Grønland også.
Vi skal først og fremmest være venligere ved tilkaldte – de kan redde vores liv en dag, hvis de arbejder i sundhedsvæsnet. Vi skal være indstillede på, at ville inkludere i vor kultur, sprog og samfund, på en helt anden måde end i dag hvor vi ofte blot skælder ud.

Ros, hjælp og varmt velkomst til tilrejsende nødvendig
Der er grund til at rose vort sundhedspersonale, som løber dobbelt så stærk for de halve penge.
Mange ER lokale, uanset om de er født i Grønland eller Danmark, og dem skal vi passe ekstra godt på, og sikre en forankring i lokalsamfundet, som er ufatteligt vigtigt. Vi kender det selv; når man er mobbet eller udenfor fællesskabet, er man presset.

Ej, det er selvfølgelig fortegnet sagt, at det er for de halve penge, det svarer til 7,8% af vor bruttonationalprodukt, minus ekstremt høje transportudgifter. Men det er uomtvisteligt, at ALT sundhedspersonale arbejder benhårdt, og det er op ad bakke.
De beskydes fra højre og venstre, og risikerer udbrændthed, stress og sygemelding. Der burde skydes på politiske prioriteringer og hverken Danmark eller personalet. De mangler graverende mange ekstra kollegaer for at få en tålelig hverdag bare, for slet ikke at nævne trivsel og super borgerbetjening. Det er ulykkelige prioriteringer, og brandslukning for de fleste. Øv!
Der er grund til at investere så meget som muligt herhjemme i det.

Vores idé er helt klart, at læger skal kunne lave egen praksis. I Sisimiut, Aasiaat eller Qaqortoq, ville det måske hjælpe på rekrutteringen, at en læge kunne lave egen klinik ved siden af sundhedsvæsnet – men som et tilbud til borgerne, der ikke skal betale for dette – det gør Selvstyret.
PÅ denne måde kan lægerne bedre selv bestemme. Man kunne lave kontrakter hvor de forpligtiger sig til, at arbejde i det offentlige, almindelige sundhedsvæsen noget af tiden, men til gengæld må bruge røntgenudstyr, det offentliges laboratorier, og på den måde få et offentligt / privat samarbejde op at stå, hvor befolkningen ikke betaler – så sundhed ikke bliver noget for de rigeste.
Således kan man forhåbentlig fastholde flere læger og psykiatere, og gøre dem lokale frem for tilkaldte.

Psykiatrien, kort sagt
Der er behov for massiv indsprøjtning og nytænkning i den psykiatriske sektor også. Hvor skal fangerne som kommuner ikke vil have hjem fra Danmark egentlig hen? De hart ofte psykiatriske diagnoser eller medicin, og de falder mellem 2 stole, og ufatteligt behandlingskrævende patienter som er meget dyre, ender i psykiatrien her i landet, uden opfølgende hjælp, eller stuck i Danmark, uden mulighed for at komme hjem.
Hvad vil Grønland og Danmark egentlig med dem? Hvor skal de hen, når Grønland nu søger at overtage fængselsvæsnet delvist. Hvor skal de her skæbner hen? Og er de og samfundet overhovedet sikret nogenlunde hjælp, hvis de kommer hjem igen til Nuuk f.eks.? Er det forsvarligt?
Nej, det er det faktisk ikke. Det skal vi have lavet om på.

Patienter uden kriminalitet men med sygdomme, har også virkelig trange kår. Især i bygder og mindre byer. Der er behov for et bedre samarbejde med hele Norden, og behov for hjælpepakker til Grønland i samarbejde med Danmark. Realistisk set, så bliver manglen på fagpersonale nok ikke mindre, men der er behov for, at vi alligevel til stadighed har fokus på nye løsninger.

Tid til patienter, administrativt personale til administrative opgaver, IT og optimering
Fokus på nye løsninger som f.eks. hjemme-konsultationer på video, evt. langvejs fra, og bedre hjælp via tolke til den del af befolkningen der ikke taler dansk / svensk / norsk / engelsk, men kun grønlandsk.
Der skal være et administrativt overskud i sundhedsvæsnet også, det tæller bl.a. flere tolke, flere sekretærer og kontorpersonale, så alle faggrupper kan koncentrere sig om arbejdet med patienter og ikke administration. Desværre er en forøgelse af den offentlige sektor nødvendig her, som det eneste sted hvor det er bydende nødvendig.
Man kunne passende reducere personale andre steder i Selvstyrets administration til gengæld.
Der er behov for optimering af fagpersoners opgaver, og der er behov for, at personale føler sig velkomne.
Droner er et nyt forsøg med medicin i Grønland, det bliver spændende at følge.
Kan vi få maskiner der kan udføre og monitorere hjerte,- og hudsygdomme f.eks., er det også værd at tage med, især i bygder og yderdistrikter.

Nej, sundhedsvæsen skal ikke tilbage til Danmark – og hvem spurgte Danmark?
Der er heller ingen tvivl om, at vi SELVFØLGELIG ikke skal overdrage sundhedsvæsnet til Danmark igen, som Atassut ønskede det. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre?
Det er helt urealistisk, og en falliterklæring der ikke har gang på jord. Vi er nødt til at påtage os det ansvar det er, at have hjemtaget området. Derfor kan vi godt afsøge muligheder for hjælp, og erkende, at vi endnu ikke var modne til det.

Og som et sandt rigsfællesskabsprojekt, er det en god idé at kigge til Færøerne og tale med dem også. Færøerne erkendte de ikke kunne klare området alene, og har derfor samarbejdet tæt med Danmark om et godt system.
Island er ikke god at sammenligne sig med, dertil er der for mange forskelle, men derfor kan vi godt samarbejde med dem også.
Danmark er slet ikke spurgt, det er useriøst og urealistisk. Til gengæld skal vi søge alt det samarbejde vi overhovedet kan, og benytte os af de fællesskaber vi har med Danmark, Færøerne, EU, Nordiske lande, og andre relevante samarbejdspartnere, når vi skal rekruttere og tænke nyt for at få flere hænder i sundhedsvæsnet.

Og så skal de hjemlige partier gøre deres pligt og afsætte penge nok til sundhedsvæsnet, de har ikke forøget rammerne væsentligt i 30 år, det er nok nødvendigt nu.

Fælles afhentning og et nyt Rigsfællesskabets patienthjem?
Alt ovenstående er naturligvis mest indenrigspolitik – alligevel har befolkningen gentagne gange ytret ønske om, at det kommer på dagsordenen. Og man kan gøre meget ved at tale med medlemmer af Folketinget for at se på nye veje at gå. Det skal selvfølgelig til.
Patienthjemmet i Danmark, er presset, der er behov for nytænkning, og der er behov for opstramning af ankomster og afgange i systemet i Danmark. Kunne man lave et fælles projekt her, der faktisk fungerer mellem Færøerne og Grønland i Danmark, ville det være rigtigt godt. Der er behov for, at vi kan behandle flere lokalt, men indtil det sker hjemme i Grønland, kunne vi sagtens forestille os, at søge fordele ved at lave endnu et patienthjem som gælder for Grønland og Færøerne, i samarbejde med deres eksisterende.

Lægemangel
Det vi for alvor har brug for, er at tiltrække og fastholde lokale, fatsboende læger, uanset om de er født i Danmark eller Grønland.
Cubanske læger, for lige at skyde den ned, arbejder i f.eks. Dubai under slavelignende forhold, de beholder 10% af lønnen selv, og giver resten til Cuba. Vil vi have menneskerettighedsknægtende forhold? Nej tak.
I Italien kan det være det er lykkes med noget, men vi skal ikke have slaver som læger. De opsætter nødhjælpscentre til kriser som i Thailand, Indonesien, og Italien ved Covid krisen.
Det er ikke det samme som, at de kan arbejde her, og sprogligt er jeg heller ikke helt klar over, hvordan vi skal gøre det.

Vi skal have det sådan at læger kan nedsætte egen praksis i Ilulissat, Sis, Qaqortoq, og på den måde selv have foden under bord, men hvor det offentlige betaler for konsultationerne – så sundhed ikke er den bedste forundt.
Jo mere sundhed vi kan klare selv, jo bedre. I Danmark skal vi arbejde på, at systemerne kan snakke sammen, vi skal arbejde på, bedre modtagelse i Danmark, vi skal arbejde på bedre kulturforståelse i Danmark. Forstå det sådan her: 1 speciallæge i Danmark er ikke meget, men 1 speciallæge i Grønland, der er fast og blivende, er vanvittigt meget værd for samfundet.
Vi skal have lokale velkomstforhold der er gode, bedre skoler herhjemme, men også mulighed for at kunne koncentrere sig om sit speciale – og interesse som læge.
Og så MEGET tidligt have fat i læger under uddannelse, og sikre os, at de har en grønlandsk læge som mentor.

Oversigt over manglerne bør laves her i landet af de siddende partier
Så vi får et overblik over investeringsbehovet, hvis det så kræver bundne lån i Danmark eller med hjælp af Danmark, så må vi gøre det.
Skal vi bede om en milliard i lån til Sundhedsvæsnet, SÅ MÅ VI GØRE DET. Vi kan investere i lufthavne og ikke-rentable vandværker og jeg ved ikke hvad, med langfristede lån. Her må hammeren falde med LÅN. VI kan IKKE LØSE DET VED AT HJEMGIVE DET TIL DANMARK.
Vil de overtage? Hvordan skulle de overtage? Hvordan vil vi have det med, at hjemgive områder? Med hvilke kulturel forståelse? Og bliver der flere læger af det? Lærer vi noget af det? Skal vi bare være en koloni igen? Det kan selvstændighedspartierne da heller ikke se som en løsning?
Vi kan ikke bare kræve, vi må vise os som en seriøs nation, hvis vi vil den lange, lange vej til selvstændighed, med ordentlige, gennemtænkte løsninger, med ordentlige, seriøse kvalificerede bud, og samarbejde med Rigsfællesskabet uden at skælde ud hele tiden, men forsøge at finde konstruktive løsninger.

Læs mere af vort program under menu punkterne her på siden.

Sundhedsvæsen i Folketinget – og herhjemme

FQ2022 – Valgprogram