Forlig, forhandlinger og forandringer er eneste vej frem. Og om vi ønsker det eller ej, ændrer verden sig.
Brexit, Corona, tsunamier i Nord, og flygtningekrisen i verden har vist os, at verden påvirker os – og vi skal naturligvis også påvirke den.
Det kræver, at vi ikke lukker os sammen om os selv, men åbner os mod verden derude.
Vi er desværre ikke modne til selvstændighed, hverken økonomisk eller på andre måder. Og det kommer til at tage generationer at få det til at ske, hvis det nogensinde bliver aktuelt.
Derfor skal vi løfte blikket mod fremtiden, og ikke blot se os over skulderen mod fortiden.
Fremtiden er mere ligeværdigt, stærkt og tæt samarbejde i en genopbyggelse af tillid indenfor Rigsfællesskabet, og en forståelse for vort eget ansvar i det fællesskab for, at det bliver godt.

Vort samfunds økonomi og sammenhængskraft er præget af, at de fleste partier i årtier har ønsket fuld grønlandsk selvstændighed. Ønsket er helt forståeligt, men ikke realistisk. Det vil efter vor mening kaste de svageste for ulvene, sikre endnu mere befolkningsflugt, sikre en lille elite gode vilkår, og efterlade Grønland i kløerne på stormagter vi ikke kan håndtere – eller sikre fattigdom og armod for den almindelige borger. 
Selvstændighedsdebatten er desværre sket på bekostning af vores samfunds mest udsatte.
De sociale ydelser til mennesker på offentlig forsørgelse er ikke blevet justeret i 18 år!
Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt.
Parret med, at man ikke kan forvente nogen hjælp når man falder udenfor arbejdsmarkedet, lange sagsbehandlingstider der forværrer eventuelle traumer – eller gør dem permanente, bliver det til en evig gang på jord med overførselsindkomst. Med faldende selvtillid til følge for samfundet, når det er så vigtigt at vi nu står sammen og bygger op!

Selvfølgelig er målet selvforsørgelse, men forskning og ekspertise i hele verden viser, at når man ikke skal være bange for at miste sit hjem, når man ikke skal gå sulten i seng, og når man har en rimelig sikkerhed for adgang til overførselsydelser kombineret med god behandling, kan det i den grad betale sig for samfundet.
Det samme er gældende her. Vore problemer skal ikke skydes på andre, når vi kan gøre noget ved dem i dag. Vi skal i stedet se, om vi kan få gode hjælpere på vejen mod udbedringer for samfundets deltagere.
Vi skal altså have alle med. Der SKAL være plads til os alle, når vi udvikler os. Grønlandsk, dansk, thai, filippino, norsk, svensk, fra bygd eller by, fra nord eller syd. Der er brug for os alle.
Vi skal alle have ret til at være her, føle os stærke og frie, føle tilhørsforhold til vort elskede land, og stå sammen for at løfte vor fremtid sikkert i mål.
Selvstændighed er af gode grunde sparket til hjørne. Vores sikkerhed, farvandspatruljering, sikkerhed til vand, til lands og i luften er sikret af Danmark. Tak for det.
Vor kollektive velfærd og politikernes ønsker finansieres i høj grad af det danske bloktilskud. Tak også for det. Vi mener tak af hjertet, og vi mener inklusion alvorligt for Rigsfællesskabets borgere, og for tilrejsende der arbejder hårdt i vort land.
Taknemlighed er ikke en svaghed, men en styrke, og det er den positive vej ud af afhængighed vi skal have skabt.
Selvfølgelig skal vi turde diskutere selvstændighed, men vi skal også diskutere vor historie sammen – Grønland, Danmark og Færøerne, og Grønland og resten af verden, ud fra faktuelle korrekte debatter. D
Derfor ønsker vi historie-bøger skrevet til hele Rigsfællesskabet, som bygger på både traditionel historie-skrivning og forskning, samt overleveringer fra forfædre. Sådan får vi et fælles grundlag at tale ud fra.
Under alle omstændigheder må vi videre med hverdagen.
Vi skal nemlig efterlade et Grønland til vore efterkommere der er rigere, tryggere og stærkere.
Det gøres bedst ved samarbejde. Og vi har travlt!