Handicappede medborgeres rettigheder – også i Danmark
Der er behov for massivt løft at mennesker med handicaps, med udviklingshæmning, og med psykiske handicaps herhjemme.
Mange er deporteret til Danmark, ganske enkelt fordi der er et bedre uddannet personale på institutioner og som støtte til mennesker med denne form for livsvilkår.
Der er bedre IT-støtte, flere uddannede støttepersoner, mere specialiseret personale.
Min lillebror som jeg er værge for, på vegne af min mor, er anbragt på en specialinstitution for mennesker med autisme i Danmark.
Det er jeg dybt taknemlig for, selv om jeg savner ham hver eneste dag.
Højdepunktet er hver søndag, hvor han ringer op på Messenger videotelefon, ved hjælp af en af hans pædagoger. Nogle pædagoger jeg har et personligt og godt forhold til, fordi de i gennemsnit arbejder på stederne i 22 år.
Hans støtteperson og jeg har en saglig, men uformel tilknytning, og det betyder at jeg kan regne med, at han bliver passet rigtigt godt på.
Det er muligt at deltage i pårørende-snakke på stedet hvor han bor, jeg kender hans medbeboere, og jeg véd at han bliver stimuleret både med sanse-apparater til folk med hans handicaps, han får grønlandsk sproget input fordi stedet hyrer grønlandsktalende for at bevare tilknytning og sprog og kultur for Grønland, han kommer med på ture ud i naturen, med fed musik han elsker, og med dimser og duppeditter som lige præcis glæder ham at sidde og pille ved.
Han har siden anbringelsen selv lært at tage tøj på, sko på, jakke på. Han kan selv spise, og drikke og bede om hjælp til mange ting, selv om han ikke har et sprog. Han er såkaldt infantil autist, og det er et mirakel at følge hans udvikling – selv i sine voksne år, fordi han får den rette pædagogiske indsats, og fordi hans pædagoger har overskud til at finde relevant forskning, og får faglige løft og input.
Hvor kunne jeg ønske det samme for vore medmennesker med handicaps, og deres personale her i landet.
Faktum er, at mange er anbragt i Danmark, mange flytter til Danmark fordi deres pårørende, barn eller voksen, har BRUG for specialiseret hjælp.
Det er ikke blot opbevaring, eller manglende visitation, manglende henvisningsmulighed osv.
Jeg har været med til at facilitere og opstarte en del foreninger her i landet, bl.a. Inooqqat, og historierne om pårørende til mennesker med psykiske eller fysiske handicaps eller udviklingshæmning er hjerteskærende.
De må enten flytte fra alle andre, job, familie, venner og hjemland, for at passe på deres kære, eller leve med en afstand der er så lang og dyr for dem, at de knap kan komme ned til dem.
Hver eneste gang der tales grønlandsk, så lyser han op.
Alle i Danmark boende grønlændere bør have mulighed for at have så stor tilknytning til deres familie, og til hjemland som overhovedet muligt, og at bevare og høre det grønlandske sprog når de er dernede.
Grønland vil gerne hjemtage så mange som muligt, fordi det er dyrt at have mennesker anbragt i Danmark – men det er et graverende omsorgssvigt.
Lad os i stedet gå i dialog med Danmark om, at vi kan sikre sprog og kulturbevarelse for alle anbragte i Danmark, og alle mennesker fra Grønland kan få del i en kulturpakke, i alle regioner i Danmark.
Samarbejdspartiet vil gerne i dialog med fagforeninger for specialiseret personale i Danmark, og med virksomheder der fremstiller handicap udstyr, mens vi er i Folketinget, for at se hvordan vi i samarbejde med Danmark og Færøerne kan finde både hjælpemidler hjem til, og sikre at forskning og ny teknologi i behandling kan komme hjem til Grønland.
F.eks. autisme, ADHD, mennesker med udviklingshæmning, pyskiske sygdomme, og læse-skrive vanskeligheder, døve, mennesker i rullestol, og alle andre handicaps.
Det må være muligt at løfte mennesker med handicaps og deres pårørende, gennem samarbejde med Danmark, både de anbragte i Danmark, men også at kanalisere viden, faglært hjælp, kompetenceløft-kurser og hjælpeaggregater hjem til Grønland i samarbejde.
Det her er et sted hvor vi gang på gang bryder Handicapkonventionen herhjemme.
Det har hjerteskærende implikationer for familierne, for individet og for arbejdsmarkedet.
Der er ofte behov for en kultur og sprogoversættelse i arbejdet mellem familier hjemme i Grønland, og den anbragte i Danmark. Her halter vi langt bagefter, og det bør være med i Finansloven i Danmark, at dette arbejde kan påbegyndes.
Det vil vi sætte som betingelse, hvis Tillie Martinussen kommer i Folketinget.
Mennesker med handicaps er en ressource og en kilde til både glæde og minder os om, at vi alle ikke skal være ens.
Samarbejde i civilsamfundet finder heldigvis allerede sted, og det er sådan set bare at slå lyttelapperne ud, og høre hvilke behov der er – og så tage det med i arbejdet i Folketinget og se mulighederne for at skabe forbindelser for mere samarbejde, at kanalisere penge i den danske finanslov til kulturtiltag og at sikre bedre kompetencer til vort personale herhjemme igennem kurser fra Danmark. Men ikke mindst vidensdeling er noget hvor der er et kæmpe gab.
Kunne vi også få del i specialiseret hjælp til pårørende, ved internetmøder for pårørende, og deltagelse i foredrag og en vidensbank på området, ville det være fantastisk.
Danmark har altid stillet sig villigt til rådighed for denne type samarbejde. Civilsamfund, som det offentlige Danmark siger til os; I skal bare sige hvordan vi kan hjælpe, så gør vi det.
Vi må aldrig drukne i selvvalgt stolthed, men skal i stedet række hånden ud til samarbejde.
Til gavn og glæde for vore marginaliserede og udsatte grupper alle steder – også mennesker med forskellige handicaps.
Det vil vi selvfølgelig også arbejde for i Folketinget.