Vores kamp for klimaet – er ret praktisk

Udgangspunktet er, hvad kan vi gøre, med små og få tiltag, for at forbedre situationen?

Klimapolitik er boligpolitik – ISÆR i bygder og byer
Et af de helt enormt store miljø- og klimaproblemer i Grønland er at langt størstedelen af alle bygninger i Grønland er varmet op med oliefyr. Og langt de fleste oliefyr er oldgamle og dårligt vedligeholdt, så de forurener langt mere end de egentlig behøvede – og bruger langt mere olie end nødvendigt.
Dér er det nødvendigt med en kæmpe indsats på alle fronter.
Nybyggerier skal opfylde meget skrappere krav til at være energirigtige end nu.

Lad mig komme med et eksempel fra den virkelige verden:
Nogen har købt et gammelt hus.
Det var ikke isoleret, og vinduerne var gamle og utætte. Fyret er fra 1993, men havde ikke været serviceret i meget lang tid.
Borgeren brugte 2500,- kroner på olie om måneden på at varme huset og varmt vand.
Borgeren fik isoleret huset, fik nye 3-lags vinduer og fik serviceret sit oliefyr.
Derefter brugte borgeren 400,- kroner om måneden på olie til at varme mit hus (og varme vand) op. Det var en besparelse på 2100,- kroner om måneden. 25.000,- om året. Det kan alle mærke på økonomien! For slet ikke at nævne indeklimaet, og humøret og trivslen.

Jeg kan ikke gentage det tilstrækkeligt mange gange: Boligmassen i Grønland skal bringes op på et HELT andet niveau, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at kunne gøre noget for klimaet og miljøet.
Dertil er det jo indlysende, at det vil frigøre en hulens masse penge hos den almindelige borger som kan indgå i deres økonomi på en langt bedre måde.
Der er flere penge mellem hænderne på borgeren, og investeringen i velfærd og sundhed, sparede allergier og sygedage, bør også samfundsøkonomisk indregnes.
Vi skal altså have investeringer i de store byer i boliger, for at pengene til bygder kan frigøres.

Et eksempel fra den virkelige verden:
Tag en tur til f.eks. Qeqertarsuaatsiaat eller Kangaatsiaq. Borgerne holder pinligt rent på vejene, der er ikke affald der flyder. Indenfor i alle offentlige bygninger og de fleste hjem, er der pinligt rent, ryddet, tingene bliver passet på.
Det gør man i en bygd, for det tager lang tid at få elektrikere, vvs’er, eller tømrere til bygden.
Men de er glemt i renoveringsstanden, og plejehjem, skoler, og boliger forfalder. De venter og venter, indtil boligen eller bygningen er så dårlig at den skal saneres, og der skal bygges nyt.
Så råber politikerne, at borgerne ikke passer på deres bygninger, men det passer simpelthen ikke. De passer ekstremt godt på dem.
Og når politikerne så har råbt; de passer ikke på tingene, må de så stille sig bag i køen for nybyggeri, som kunne have været undgået hvis man havde renoveret i tide.
Det er da spild af økonomi, menneskers helbred og rettidig omhu.
Klimapolitik, som de smarte i byerne gerne vil udføre, er altså i høj grad også bolig – og velfærdspolitik – også i bygderne.
Det er nødvendigt at gøre sig klart, at vi ikke er byerne mod bygderne, og ikke er danske mod grønlandske. Vi er ét folk, som skal samarbejde.
Vi vil gerne sikre investeringer og arbejde myreflittigt på, at der også bliver et venligt investeringsklima i Grønland i Folketinget.
Nogen skal samle de bolde op der bliver skudt afsted fra et velvilligt Danmark, det gør et samarbejdende parti nu engang bedst.
De etablerede partier har haft mange år til at sikre udvikling i bygderne – viljen er der, men der mangler nytænkning. Stem derfor på Tillie Martinussen, vi tænker det de andre kopierer. 😉

Affaldsforbrænding forurener (ikke). Affaldsforbrænding forurener ganske forfærdeligt meget, men det er ikke al affaldsforbrænding der gør det.

Anlægget i Nuuk, og de to nye der er ved at blive bygget i Nuuk og Sisimiut udleder kun meget lidt af forurenende og sundhedsskadelige stoffer. De bliver bygget til at overholde EU’s grænseværdier for udledning af miljø og sundhedsskadelige stoffer, og det er nogle MEGET skrappe grænser, som sikrer at afgasningen (røgen) er begrænset til vanddamp og kuldioxid (CO2), og det er i øvrigt meget små mængder CO2 i forhold til hvad affaldet ville udlede, hvis man bare lod det ligge på jorden.

Der hvor der er problemer med affaldsforbrænding er i de små forbrændingsanlæg rundt omkring i Grønland.
Aasiaat, Ilulissat og Paamiut (Paamiut forbrændingen er lukket nu) er eksempler på små forbrændinger som forurener ganske forfærdeligt, og som sender en masse gift for både mennesker og miljø ud i luften.

Åben afbrænding burde forbydes helt, uden mulighed for dispensation. Så er det faktisk bedre for miljø og sundhed at lade affaldet ligge hvor det er. Det er selvfølgelig heller ikke en holdbar løsning, men målet er jo også at få ryddet alle gamle dumpe i Grønland, og i stedet indføre kontrollerede deponier, hvor skidt sorteres fra kanel, så det kan bortskaffes på en ordentlig måde.

Alle forbrændingsanlæg skal desuden være udstyret med røggasfilter, som filtrerer partikler af alle slags ud af røgen inden røgen lukkes ud gennem skorstenen. Disse filtre vil på de to nye forbrændingsanlæg i Nuuk og Sisimiut være så gode, at der ikke er grund til bekymring over hvad der bliver lukket ud af skorstenene dér. Det nuværende filter i Nuuk lever også op til de standarder der kræves.

Så der er ingen grund til bekymring over at man brænder affald af, bare anlægget er stort nok.
Det efterlader problemer for bygderne som sædvanligt. Her skal vi have skaffet udviklingspenge til at gøre affaldsforbrænding moderne, og up to date. Det må være muligt at finde udviklingspenge fra Folketinget af, med EU-udvklingspenge, eller investeringer i grøn omstilling.

Genbrug i stedet for forbrænding, det er dog stadig en løsning som vi herhjemme skal arbejde intensivt med for at få skabt. Et miljørigtigt og bæredygtigt system som kan understøtte bestræbelserne på at blive et grønt land.

Der er et enormt potentiale for genbrug af flere affaldsfraktioner der bliver genereret i Grønland. Der er også nogle fraktioner man må erkende det bare ikke kan svare sig at genbruge (endnu). Teknologien er der simpelthen ikke endnu, rentabelt og realistisk set.

Mange siger “Jamen hvorfor sorterer i dog ikke ligesom i Danmark? Der sorterer vi plastik, papir, pap, træ, bioaffald, metal og glas ud hver for sig, og så bliver rigtig meget af det genbrugt”.

Det er sandt at man gør sådan i Danmark, men man må spørge sig selv om det så også er en god idé i Grønland.

Hvis man tager glas som et eksempel, så er der på nuværende tidspunkt ikke noget fornuftigt at gøre ved glas andet end at deponere det.
Dvs. Lægge det i en stor bunke et sted hvor det ikke forstyrrer nogen.
Hvorfor? Argumenterne er her:

Glas er 100% inert. Det vil sige at det ligesom guld ikke reagerer med noget som helst. Det vil sige det ikke kan nedbrydes i naturen. Derfor forurener det heller ikke. Det forurener måske visuelt/æstetisk, men glas udgør ikke et miljøproblem som sådan.

Hvis vi skulle genbruge glas i Grønland, så ville det kræve nogle meget store anlæg, som bruger en forfærdelig masse energi til at smelte glas ned og lave det til noget andet. Det ville forurene langt mere, end bare at lade glasset ligge.

Hvis vi skulle samle det sammen og sende det til udlandet for at de kunne genbruge det dér, så ville vi skulle samle glas i rigtig mange år før vi kunne have så meget at der overhovedet er nogen der gider taget imod det, endsige betale for transporten af glasset (som også forurener lidt, og i hvert fald mere end hvis det ligger på jorden et sted).

Så grunden til at man ikke gør så meget ud af at sortere glas ud er, at det er et kæmpe arbejde i forhold til den ringe gevinst man får.

Når det så er sagt, så ER der jo faktisk en rigtig god mulighed for at gøre noget fornuftigt ved alt det glas, og det er direkte genbrug gennem et højeffektivt pantsystem, hvor snart sagt ALT glas kan returneres for en krone eller to. Det arbejdes der intensivt på at få udviklet.

Plastik:

Først og fremmest skal jeg selvfølgelig understrege, at uden plastik, så kunne vores samfund overhovedet ikke eksistere. Det er et faktum man ikke kan bestride. Vi kunne ikke have elektricitet uden ENORM brandfare over alt, for ikke at nævne utallige dødsfald fra stødulykker og hvad ved jeg, uden plastik.
Vores sygehusvæsen kunne ikke eksistere uden plastik. Vores huse ville blive ædt op af skimmel og råddenskab uden plastik. Plastik er desværre blevet livsnødvendigt.
Så vi skal nedbringe forbruget af plastik og især mikroplastik hvor vi kan.

Det er måden vi bruger plastik på, som er helt galt. Vi var vænnet os til at det er et mirakelprodukt som kan alt, for det kan det jo faktisk. Spørgsmålet er om vi har brug for det til alt. Det har vi ikke. Vi skal altså have en mentalitetsændring her.

Man har for nylig lavet en ny lov, som skulle begrænse brugen af plastik her i Grønland.

Ja, engangsprodukter af plastik skal undgås hos den almindelige forbruger. Engangsservice skal erstattes med noget mere bæredygtigt, men lad mig stille et lille provokerende spørgsmål: Bruger vi ikke kun engangsservice fordi vi er for dovne til at vaske op?
Der er INTET engangsprodukt i hele verden der er mere bæredygtigt end at vaske op efter sig.

Plastikforurening kan og skal begrænses gennem påvirkning af forbrugerne. Vi forbrugere skal vælge plastik fra hver eneste gang de kan – selv når de ikke kan nogle gange.

Og DET er politikernes opgave at lære befolkningen. For man kan ikke lovgive sig ud af det.

Det er borgerne der skal lære at lade være med at smide plastik (eller noget som helst andet) i naturen. Og borgerne er os alle sammen, politikere, bankdirektører, miljøaktivister, ingeniører, jollefiskere. ALLE.

Mikroplastik:
Mikroplast er et problem vi slet slet ikke kender omfanget af endnu. Det bliver undersøgt på alle tænkelige måder. i Nuuk bliver der i øjeblikket forsket i hvor meget mikroplast der er i det sorte spildevand f.eks. Men kendskab til effekten af mikroplast i naturen er der ikke nogen der har endnu. Det skal nok komme, og man kan være ret sikker på at det ikke er nogen god effekt.

Der hvor man kan gribe ind er, der hvor man kender kilderne til mikroplast, og begrænse brugen af dem.

Jeg nævner i flæng: Karklude af plastikfibre (De der lyserøde, blå og gule nogen man køber i pakker til 10,- kroner).
ALLE bruger dem, ingen burde bruge dem. Og hvis man endelig bruger dem, så må man for Guds skyld aldrig nogensinde vaske dem, og hvad er de så værd?

Engangsklude til rengøring; de er ganske enkelt lavet af mikroplast. For ikke at nævne alle de hormonforstyrrende stoffer der er i dem så de kan rengøre alting med et enkelt snuptag.

Hvorfor kom det ikke med i lovginvingen mod engangsplast? Det var det kommet hvis man havde spurgt Samarbejdspartiet.

Cigaretskodder:
Cigaretfiltre ser man ligge og flyde over alt. De er også lavet af svært nedbrydelig cellulose-acetat, som er en slags plastik.
Debatter og diskussioner om hvad man dog skal gøre ved problemet med cigaretskodder i gader og stræder og i naturen rykker ikke ret meget.
Nogen vil sætte flere askebægre op, men det er der andre der ikke vil have, for så er det jo som om man accepterer at folk ryger, og det vil man jo gerne have at de holder op med, eller slet ikke begynder på.

Men hvis vi ikke sætter askebægre op, hvor skal folk så gøre af dem? Man kan ikke forvente at alle rygere (ca. 52% af Grønlands befolkning) går rundt med et lommeaskebæger, selvom det ville være dejligt. Og så ender de bare på jorden. Og cigaretfiltre er en af de ALLERSTØRSTE kilder til mikroplast i vores natur.

Vi SKAL have sat askebægre op, alle de steder vi kan, og vi skal gøre lomme askebægre tilgængelige og gratis. Og så skal vi hjælpe hinanden med holdningsændringen, at naturen ikke skal flyde med hverken flasker eller skodder, eller andet.

Kloakfilter for ikke at udlede i havet
I modsætning til mikroplast er der så makroplast (det plastik man kan se med det blotte øje). Vatpinde, plastikposer, sodavandslåg og alt det andet.

Det kan man med et meget simpelt filter for enden af kloakudløbet forhindre i at komme ud i havet. Jeg siger ikke at man bare skal smide den slags i toilettet, for det må man altså ikke. Det er et kæmpe problem af alle mulige andre årsager, men ikke af miljømæssige årsager.

Igen er det borgerne der skal lære at plastik man ikke skal bruge mere det SKAL i skraldespanden og ingen andre steder.

Vi skal have det her gentaget igen og igen:
Hvor må man have affald?
Man må have affald TO steder og KUN to steder. I skraldespanden og på modtagestationen. INGEN ANDRE STEDER.

Det står i loven, sågar, men ingen er tilsyneladende helt klar over det. Man må ikke have det liggende udenfor sit hus, man må ikke smide det i vejkanten, i havet eller nogen som helst andre steder end i skraldespanden. Det er virkelig simpelt faktisk.

Sortering af affald – Dumpene er en miljømæssig katastrofe:
Vi har faktisk anlæg til sortering, og de steder som ikke har, der er vi ved at bygge dem. Der er ikke anlæg til sortering af ALT affald, for det er ikke nødvendigt, men alt det der er nødvendigt at sortere, bliver sorteret, i det store hele.

Der er jo stadig gamle dumpe i Grønland som venter på at blive ryddet, og der ligger jo alt lige fra kartofler til gravemaskiner og alt derindimellem, og de er en miljøkatastrofe for Grønland og hele verdens klima, for de er en enorm kilde til drivhusgasser, og det kan kun gå for langsomt med at få ryddet de dumpe.

Det vælter ud med metan fra de dumpe (det er derfor de lugter sådan), og metan er en af de værste drivhusgasser overhovedet.

Metan er en drivhusgas der er ca. 25 gange kraftigere end CO2, det vil sige at et kilogram metan har 25 gange så stor effekt på drivhuseffekten end et kilogram CO2.

Der er gjort meget store indsatser for at få erhvervslivet til at sortere affald, og det har heldigvis virket rigtig godt. Byggeaffald, elektronikaffald, farligt affald osv. bliver alt sammen sorteret og behandlet efter de skrappeste forskrifter for sikker bortskaffelse.

Vi skal altså have ryddet alle dumpene i Grønland, og kan starte der.

Spildolie:

Den olie man ser lave regnbuefarver på vejen nogle gange skal selvfølgelig ikke være der, og burde ikke være kommet ud på vejen til at begynde med, men det er ikke nogen katastrofe som sådan. Det fordamper meget hurtigt og indgår i det naturlige kredsløb efter ganske kort tid.

Det betyder selvfølgelig ikke at vi skal gøre noget ved det. Det skal vi.
Igen er man også nødt til at appellere til borgerne om at være forsigtige med hvordan de omgås olie og benzin.
Spildolie bliver i meget vid udstrækning samlet op/ind og genbrugt, og det er en virkelig god ting.

Men spildolie der ender i naturen, er et frygteligt problem, og desværre er der kun én mulighed for hvordan det er endt der, og det er fordi der er nogen det hælder det ud i naturen. Det er en frygtelig ting at gøre.

Der sker selvfølgelig også ulykker, og det er tragisk og skal håndteres så hurtigt som muligt, indenfor de muligheder man har for at begrænse den slags forurening. Det har Grønland i samarbejde med Arktisk Kommando et helt fantastisk beredskab til at tage sig af, og det kan vi roligt være stolte af.

Mange vil nok nævne den trawler der sank oppe ved Qasigiannguit for et års tid siden eller deromkring. Og ja det var da en forfærdelig ulykke, men ikke for miljøet eller klimaet sådan særlig. Og slet ikke så stor en ulykke som det er at have gamle dumpe og forbrændingsanlæg liggende og forurene ud i den frie luft dag efter dag.

Ændring af vaner i fht. vore egne klimaaftryk, som forbrugere:
CO2 aftryk. Hvad er det, og hvordan afsætter du det i din hverdag?
Hver gang vi flyver, hver gang vi forbruger noget der skal sejles herop med heavy fuel skibe, når vi bruger strøm udenfor vandkraftområderne, og når vi i det hele taget forbruger, sætter vi et klimaaftryk.
Der er kun en vej frem, og det er uddannelse, oplysning og kampagner. Vi kan ikke følge hver eneste borger rundt og holde øje med hvad de gør, og sige fy, når de gør noget forkert.
Det eneste vi kan gøre, er at prøve at uddanne os selv, tage et medansvar for klodens tilstand, og lære hvad der er godt og skidt.
Der vil altid være nogen der er ligeglade, desværre, det kan man ikke kæmpe imod, og man kan ikke lade modet løbe fra en af den grund og give op. Der er ikke andet at gøre end at blive ved og ved, og til sidst har vi lært det. Det tager mange år.
Igen, man kan ikke lovgive sig ud af det.
Vi skal altså have vedvarende oplysning som binder oplyser og informerer.

Spøgelsesgarn, elbiler og heavy fuel.

Spøgelsesgarn er ganske rigtigt et problem. Primært for de store havdyr, og i nogen grad for fiskerne. Der er heldigvis ved at blive igangsat en stor indsats for at få det samlet op og for at få fortalt folk hvad de skal gøre, hvis de mister deres net og lignende.
Der skal lige lidt mere arbejde til med eksperter, for at indsatsen fungerer 100%, men arbejdet er heldigvis i gang.

Rene elbiler forurener jo ikke nævneværdigt i deres levetid. Og det sidste er den vigtige pointe. For produktionen af elbiler forurener rigtig meget, og det gør de også når vi skal af med dem igen. De forurener ikke med drivhusgasser så længe de kører på vejene. Ikke direkte.

Men man kan spørge sig selv om, om vi har tænkt over at den elektricitet de lader deres bil op med, kommer fra et diseldrevet elværk, og hvad det så gavner. Så giver det jo ingen mening. Så forurener man bare dobbelt så meget, som hvis det var en almindelig benzinbil.
Men teknologien skal kunne følge med, og signalværdien af, at mennesker ønsker og håber der kan blive kørt grønt er bestemt værd at rose. Der er altså ingen grund til panik, vi skal ville omstillingen, og det må vi så sikre ved frit valg af biler.

Rene elbiler i byer med vandværk giver til gengæld mening. For så har vi i det mindste tanket bilen op med ren og bæredygtig energi, og sparer en uhyre masse forurening ved ikke at skulle importere diesel og benzin. Så er der problemet med bortskaffelse af de “døde” elbiler. Det er et miljøproblem lige nu, men på et tidspunkt vil man være nået så langt med batteriteknologi, at de kan leve i meget lang tid, og så begynder det faktisk at gavne på miljø og klimakontoen.
Biler skal alligevel fremstilles og fragtes herop, så, Samarbejdspartiet siger:

Det er meget vigtigt at man ikke undervurderer den signalværdi der ligger i at borgere faktisk gerne vil købe elbiler og køre i.
Når nu borgerne rent faktisk sender et signal om at de gerne vil være klimavenlige og bæredygtige, så må man også tage det til sig og hjælpe borgerne og teknologien videre, så det kan blive rigtig bæredygtigt.

Biler er forurenende uanset hvad, og det betyder at vi måske kan sætte ind overfor at man oftere går, tager fælles transport, og gør det mere attraktivt i Nuuk at tage busserne. Men realistisk set, så er bilerne her for at blive, og derfor må vi tænke langt frem, så vi stimulerer elbiler og skaber vækst i muligheden for at have dem, og holder skarpt øje med ny teknologi.

Bidende kommentarer til klimapolitikken:
Det er jo paradoksalt at man skal rejse med to meget (snart kun en, men meget større) forurenende flyvemaskiner til Ilulissat for at komme til Isfjordscentret for at lære om hvor skidt det står til med klimaet i Arktis. Det kan næsten ikke beskrives hvor meget fly forurener.
Vi har ikke infrastruktur imellem bygder og byer hvor det rent faktisk er til at gøre, og det ville kunne løfte velfærden, erhverv og sundhed i byerne og bygderne, og mindske behovet for fly og spildplads på både. I øvrigt mener vi, at private aktører med papirerne i orden må og skal udgøre en kritisk del af vor infrastruktur. Det skaber private arbejdspladser, skaber bedre og hurtigere og mere fleksibel sejlads i is-pakning mm. De benyttes alligevel i stor stil, når servicekontrakterne ikke kan komme frem. Og al ros og ære til AUL, og Air Greenland, men der er altså behov for, at vi indtænker private i det store maskineri med at fragte mennesker rundt.
Folketingsmedlemmernes arbejde er bl.a. at finde investeringer til landet, også udviklingsinvesteringer indenfor EU, eller internationalt. Det gør man nu engang bedst i dialog indenfor Rigsfællesskabet, og i samarbejde med lande med – set i forhold til vores – stor diplomatisk erfaring igennem mange år.

Til allersidst vil jeg lige bemærke at der virkelig bliver gjort et meget stort arbejde i Selvstyret for at hjælpe kommunerne med at blive bedre til at håndtere deres affald og blive mere miljøvenlige og bæredygtige.
Selvstyret har f.eks. udarbejdet en affaldshandlingsplan 2020-2031 som udstikker nogle meget klare retningslinjer for, hvordan kommunerne skal tilrettelægge deres affaldshåndtering. Det ville være et fuldkommen enormt skridt fremad, hvis denne plan kunne blive fulgt.
Jeg har desværre bare set at det arbejde bliver lagt helt ned i bunden af opgaver, hvis den ikke helt bliver glemt. Det arbejde er så lavt prioriteret ude i kommunerne, at det nærmest ikke eksisterer. Kommunerne er i knæ, og derfor bliver det prioriteret lavest. Der mangler altså en saltvandsindsprøjtning til alle ovenstående tiltag – den vil vi selvfølgelig arbejde på at tilvejebringe, bl.a. fra Folketinget af.

I stedet for bliver alle pengene brugt til at bygge store præstigeprojekter i kommunernes hovedbyer, mens miljøet gisper efter vejret, og det gør Samarbejdspartiet kede af det.
Lad os gøre Grønland til grønt foregangsland, lad os finde så mange investeringer udefra som vi kan, og lad os samarbejde med Rigsfællesskabet om, at udvikle os sammen her – også.

Læs mere af vort program under menu punkterne her på siden.

Et stærkere Rigsfællesskab – frihed for alle

Grønland som grønt foregangsland – Praktiske løsninger

Justitsvæsen og Børn og Unge

Sundhedsvæsen i Folketinget – og herhjemme

Sikkerhedspolitik i Grønland

Energikrise og fødevarekrise

Det etiske alternativ – En stærk uddannelsespolitik

Bygder og mindre byer

Fuldt hjemtagelsesstop – Brug pengene på børn, sundhed og velfærd hjemme

360 graders hjælp til ofre for seksuelle overgreb – Børn som voksne

Fællesskabet tilbage i Rigsfællesskabet – Investeringer, systemskifte og rejser