Målet med Suleqatigiissitsisuts fiskeripolitik er at fjerne den direkte politiske indflydelse på så meget af fiskeripolitikken som muligt. Derudover ønsker vi at fjerne alle subsidier som øger antallet af fartøjer. De eneste subsidier vi ønsker at beholde er ophugningsstøtte hvis den kobles med en tilbagelevering af licenser og en tilbagetrækning fra fiskeriet.
Vi støtter at alt fiskeri i Grønland skal MSC certificeres.
Der er to udfordringer i fiskeripolitik, hvordan skal kvoter være ejede, og hvor store skal de være. Begge dele gør at Naalakkersuisut altid er under politisk pres for at give for mangle licenser ud og for at sætte for høje kvoter. Begge dele fører til en overudnyttelse som giver en høj risiko for et kollaps og dermed et for lille langsigtet udbytte.
Størrelsen på kvoterne kan besluttes ud fra en såkald Harvest Control Rule. Det betyder at man sætter en regel for hvor stor kvoten skal være ud fra de biologiske indikationer der findes. Så har man muligheden for at ændre på regelen efterhånden som man får mere information men ikke direkte på kvoten. Det bruges allerede på rejefiskeriet men bør implementeres i alle fiskerier.
Ejerskabet af kvoterne er den anden knast i systemet. Helt simpelt så starter alle fiskerier som frie fiskerier hvor en hver kan fiske som de vil. Men når antallet af fiskere bliver større end fiskeriet kan bære så bliver det et problem. Den oftest benyttede metode til at dele fiskeriet et IOK (Individuelle Onsættelige Kvote) systemet som betyder at fiskerne får hver end del af den totale kvote.
IOK har mange fordele, for eksempel betyder det at den enkelte fisker nemmere kan planlægge sit fiskeri hen over året uden at være bange for at den fælles kvote slipper op.
Ulemperne ved et IOK system er desværre mange. Dels bliver kvoterne hurtigt så dyre at det bliver umuligt for nye fiskere at komme ind i fiskeriet. Kvoterne har også en tendens til meget hurtigt at ende på så få hænder som loven tillader. Det skaber kvotekonger.
Løsningen er en kombination af ejerskabsmodeller afhængigt af hvilket fiskeri der er tale om.
Community Development Quotas er en model hvor et lokalområde ejern en kvoteandel og man skal boi lokalområdet for at fiske på kvoteandelen. Det sikrer at fiskeriet de små steder ikke forsvinder. Et oplagt eksempel i Grønland er hellefiske fiskeriet i Uumannaq og Upernavik distrikterne. Der kunne de enkelte bygder udmærket have en ejerandel af kvoten.
En anden løsning er Kvote andelsselskaber som er et andels selskab der ejer kvoten og lejer den ud til medlemmerne. Det er ikke så forskelligt fra andelsbolig selskaber. Det gør det nemmere at komme ind i fiskeriet, til gengæld får man ikke den store opsparing i kvotens værdi som man gør ved et IOK system.
Hvis man kombinerer disse modeller med specielle kvoteandele til unge fiskere sådan at de har mulighed for at starte op i fiskeriet uden at skulle betale mange penge for kvoter. Så kan man få et system som både tilgodeser de nuværende og fremtidens fiskere.
For de fiskerier som allerede er ejet som IOK fiskerier mener vi at de ejede kvoter ikke uden videre kan tilbagekaldes. Hvis det ønskes at tilbagekalde dem skal der være en klar plan for hvordan og hvorfor og hvornår.