Vores samfunds væsentligste indtægtskilde – fiskeriet – er også under pres. Her er det især de problemstillinger, der knytter sig til fordeling af kvoter i kystnært fiskeri, der skaber splid og truer bæredygtigheden af dette fiskeri, som betyder så meget for de lokale fiskere og fangere.

Det er artsafhængigt hvordan man ordner kvoterne.

Rejer:
Størstedelen af kvoten skal ligge til den finansieringstunge dele af fiskeriet (de større enhederm trawlere mm). Da de har størst risiko. Højintensive dele af erhvervet.
Indenskærs-trawlerne er færre, og de skal lande bestemte steder, så det passer fint med fiskeriet.

Hellefisk:
Udenskærsfiskeriet  skal beholde MSC-certificeringendeterdet eneste holdbare for fremtidens indtjening,. Indenskærs: Udnyttelsen af bestandene indenskærs skal ske,på en måde at den ikke gydende fjordbestand udnyttes optimal ud fra at hellefisken har opnået den bedst mulige størrelse – så vi får flest muligt penge ud af dem, og så vi kan få MSC-certificeret indenskærs. Udenskærs og Indenskærs må supplere hinanden på en bæredygtig måde.

Kvoter skal tideles på en måde, så man tildeler dem efter deres investerings-horisont, men også ud fra bæredygtighedsprincipper, i deres fiskeri. Det skaber på sigt færre tilskud, og regulerer markedet.
På sigt skal vi have principper fra Fiskerikommissionen diskuteret mellem stor-erhvervet, jollefiskere, KNAPK, SFG, biologer, GE osv., skal sættes sammen og blive enige om, hvilken model der i tilstrækkelig grad passer på vor bæredygtighed, er fleksibel, og imødegår fremtiden bedst muligt. Og så skal det forlig være 10, eller 20 årigt.

Afgifter og omlægninger
Afgiften skal vi se på, om bedst er udregnet ud fra høsten af biomassen, eller på kvoterne. Det er den eneste sikre måde, at sikre et godt afkast på af de fælles ressourcer.
Kan vi bygge et system, som tager hensyn til afsætningsmarkedet også, er vi godt hjulpet på vej, derfor ønsker vi som princip at afgifterne er procent-baserede, og at vi får omlagt tilskudsordninger til ophugningsstøtte, eller start-støtte, til at være aktier i f.eks. Royal Greenland, når fiskere forlader fiskeriet.
– som kompensation for dem der skal forlade fiskeriet i de kommende år. Således ejes Royal Greenland også af det grønlandske folk, og kan fortsætte som en forretning med armslængde-princip, men med fiskere med forstand på markeder og arbejdet, som aktionærer.
På den måde, kan vi langsomt udfase alle støtte-ordningerne, hjælpe omstillingen på vej, og sikre en mere fair fordeling af fiskeriet.

Torsk:
Udenskærs fiskeriet følge NAFO’s anbefalinger.
Indenskærs fiskeriet skal MSC-certificeres. Der er en biologisk ramme vi skal arbejde indenfor, og det skal sikres, at det kan betale sig for dem der tildeles, i en længere periode, så det kan betale sig hjem. F.eks. giver 7-årige kvoter mulighed for, at unge fiskere kan komme ind, når de ældre er udtjente. Således får man bæredygtigt fiskeri samtidig med, at man ikke fjerner grundlaget for indtjeningen.

Forsøgsfiskeri:
Vi skal monitorere bestande, nye arter og kendte arter, således vi ved hvordan bestandene flytter sig.
Vi skal gå efter, at der er en høj grad af udnyttelses-mulighed, for det som vi giver tilladelse til. At der er en sandsynlighed for fornuftig afsætning, og i samarbejde med erhvervet og fiskere, lave mere målrettede forsøgsfiskerier med henblik på udnyttelsen af nye arter.

Erhvervsfiskere med licens – Olympisk fiskeri på licenser
Der er mange der har licenser til fisk, men som ikke betragtes som reelle fiskere. Licenserne skal udfases langsomt, fordi folkene med licenser er mega afhængige af de licenser i deres fiskeri. Vi skal altså have et reelt indtjeningsgrundlag til disse mennesker, når vi udfaser licenserne. Fiskeriet skal i det store hele til de fiskere der har det som hoved-erhverv. Det er den eneste måde, at sikre bæredygtigt fiskeri fremadrettet.

MEN det er vigtigt vi ikke skaber fattige ved, at fjerne licenserne. Det betyder, at når vi fjerner disse, skal der være alternativer til indtjening – højere pension, højere ydelse, eller andre relle muligheder for anden indkomst.
Det må og skal være en forudsætning for, at udfase licenserne.
Det forhindrer også, at man kommer til at konkurrere om, at tømme havene langs kysterne, og i stedet får mere velovervejet og disciplineret fiskeri – med mulighed for, at sikre fremtiden også for vort lands største erhverv.

Landingspligt og fabrikker, og eksport
Vi skal udvide vore afsætningsmuligheder konstant, herunder undersøge markederne i Mellemøsten, andre dele af Asien end Kina, se om vi kan lande bedre aftaler med USA, og fortsat monitorere Rusland som afsætningssted.
Englands Brexit er et godt eksempel på, at dygtig udenrigspolitik, er vigtig for Grønland som fiskeri-eksport-nation.

Landingspligten er samfundsmæssigt vigtig, men det fungerer ikke for nuværende.
Der er arbejdskraft-mangel, der er problemer med rekrutteringer, der er problemer med ophobninger på mindre fabrikker og distributionsnetværk, og at få fisken ud så hurtigt som muligt.
Vore forslag til dette er:
Vejen mellem Sisimiut og Kangerlussuaq udnyttes til en fast track til at få fisken på disken i udlandet indenfor meget kort tid. Der skal etableres et hurtigere og kraftigere netværk i landet internt, for at få fiskene afsted så hurtigt som muligt på afsætningsmarkederne. Det er de nuværende nye Atlant-lufthavne ikke store nok til, og det betyder, at vi alligevel skal have store mængder af fisk afsted til Kangerlussuaq, og alligevel bibeholde Kangerlussuaq til de store fragtfly, hvorfor Samarbejdspartiet mente, og stadig mener, at investeringerne i lufthavnene er sket på forkerte grundlag.

I Sydgrønland, kan en vej – ligesom i Sisimiut og Kangerlussuaq, bane vejen for, både turisme og eksport-muligheder for landbaserede og nye erhverv. Hoved-idéen er, at man kan afsætte hurtigt, og effektivt.
Man kan sagtens binde regionerne sammen, med Narsarsuaq – med bedre tilgængelighed.
Om det skal gøres på den ene eller anden måde, er knap så vigtigt – det må fagfolk om, men etableringen af lufthavne i sig selv, flytter ikke meget på eksport-markedet, og betaler sig ikke rigtigt hjem på turisme heller.

Omstilling til andre erhverv, og kurser
Det er Samarbejdspartiets politik, at vi må begrænse importen når vi kan af fødevarer og andre produkter. Sådan som det forstås i dag i politik, er sådan, at vi skal have en masse tilskud for at opretholde erhverv, men sådan skal det ikke forstås. Vi skal videre derfra.
Det betyder bl.a. at vi skal tilbyde kurser i økonomi, i forædling, og innovation til fiskere, fangere og fødevareproducenter, således vi får en masse opfindsomhed ind i først og fremmest hjemmemarkedet – men også sådan at vi med tiden kan udvikle de erhverv der kan have eksport-potentialer.

Det er vigtigt for især mindre fiskere, selv at have overblik over deres økonomi, skat, og udviklingsmuligheder. Det vil vi arbejde for, bliver en realitet.