Økonomien er under pres fra store projekter, fra stigende udgifter til administration, og fra manglende, nødvendige reformer. Selv om administrationen vokser, så falder den borgernære service.
Det samlede skatte,- og afgiftstryk matcher ikke målrettet hjælp der hvor der er behov for den, og vi gør os selv en bjørnetjeneste ved ikke at have forebyggelse og et solidt uddannelsessystem, som en absolut grundsten i samfundet for at mindske udgifter over de næste 30 år.
Befolkningen føler, at de ser til, mens de sociale problemer vokser os over hovedet. Børn og unge kan ikke altid få den rette hjælp, eller en stærk uddannelse, ro og tryghed.
Ikke alle kan få maven fuld af mad hver dag, og ikke alle kan føle sig sikre på de voksne de har omkring sig.

Vi ser i disse år, resultaterne, af for sene indsatser, for mange beslutninger der ikke er kommet befolkningen til gode, og for slappe prioriteringer på social,- og måske allerværst; på uddannelsesområdet.
Der synes dog ikke at være grænser for opfindsomhed, når der skal indføres nye skatter og afgifter.
Der skal naturligvis være fuldt stop for afgifter og hævede skatter, og vi må prioritere pengene i samfundet fuldt ud – og ærligt – så vi er enige om, hvordan vi får løftet alle i samfundet.
Vi er nødt til at løfte os, indsatsområde for indsatsområde. Første løft må være uddannelse, tag over hovedet til dem der mangler, beskyttelse af vore børn sikret, og at få vore bureaukratiske systemer lettet, og slanke administrationen i landet.
Næste skridt må vi enes om, om det så tager 100 runder om forhandlingsbordene – vi må og skal skabe en stærk fremtid sammen, og vi må og skal have det politiske niveau lært, at samarbejde og forhandle. Såvel internt som eksternt. Debat er ikke det samme som had. Diskussioner kan sagtens ende i uenighed. Skænderier kan man lufte ud, og så komme tilbage og arbejde sammen igen efter en god snak.
Problemer er til for at løses, og vi er nødt til at skabe en stærk mentalitet, som sikrer os både stoltheden, selvtilliden og selvværdet til at møde verden som en lille, men realistisk og stærk nation.
Det kommer til at kræve arbejde af os alle!

Rigsfællesskabet og herunder især forholdet til Danmark er i mange år blevet brugt som en bekvem forklaring på, at grønlandske politikere ikke har indfriet de løfter, de har givet de grønlandske vælgere.
Men at være en selvbærende nation indebærer altså, at man selv tager ansvaret for sin udvikling.
Så vi er nødt til at starte med at påtage os vort ansvar som land, og tage os af ALLE.
Rige og fattige, byer og bygder, allerede hjemtagne områder, og udsatte, fattige og børn og unge især.

Vi skal være selvbærende, før vi kan blive selvstændige.
Og vi kan kun blive selvbærende, hvis vi samarbejder!