Børn og Unge

Dette er et af Samarbejdspartiets vigtigste indsats-områder.

Vi vil arbejde målrettet og konstant for at alle børn og unge i Grønland får den beskyttelse de har krav på.

Utrætteligt.

Samarbejdspartiet mener, at det bør være de kommende regeringers svendestykke at samarbejde på tværs af partier, forældre og myndigheder, skoler og sundhedsvæsen, på tværs af nationer og på tværs af kommuner, Selvstyre – at sætte alle sejl til – for, at vi sammen får eksekveret en massiv indsats for de børn og unge der har brug for hjælp.

Børn og unge skal have en selvstændig stemme i hele den politiske verden, og de skal sikres fuldstændig adgang til politikerne igennem f.eks. Børnetalsmanden, Børneparlamenter og vha. undersøgelser og benchmarking som vi kan måle på – hvert år – indtil det lykkes os at knække kurverne på tallene på socialt udsatte børn og unge. Ikke alene dette, men rapporter, og forskning skal målrettes en reel, og ærlig, udredning af, hvilke tiltag der virker og giver pote.

Vi har ikke råd til at lade være. Ikke menneskeligt, og ikke samfundsmæssigt. Vi har stadig til gode at ”udregne” hvad det koster os at miste børn og unge til f.eks. selvmord, psykisk sygdom, evig arbejdsløshed som følgevirkning af traumer, til misbrug af øl, hash, lightergas.

Hvad det koster os, at pårørende, og nære venner og veninder til børnene, samt mange andre berørte påvirkes af disse udsattes livsvilkår. Hvad koster det dig, som læser at vide, at de findes derude? Hvis de ikke får hjælp?

Hvad koster det et barn – hele resten af livet – at hjælpen når sent frem? Eller aldrig nogensinde når frem? Ikke i kroner og ører, men snarere i livskvalitet, afmagt, håbløshed, sorg og tyngde.

Regnestykket kan gøres op således, uden lommeregner: Senfølger efter vold i hjemmet, misbrug i hjemmet, overgreb og seksuelle overgreb. De koster lidelser og voldsomt forringet livskvalitet hele resten af tilværelsen. Problemer med tilknytning, problemer med somatiske lidelser, problemer med psyken, med at få, og at fastholde et arbejde. Problemer med en kommende partner, en kommende familie, udfordringer på uddannelsesområdet. Nogen gange er følgevirkningerne sågar døden. Og uvurderligt tab af værdifulde mennesker i vores samfund.

Tallene skal ned – første tal indenfor 5 år, dernæst en 10 års markør, og sidst ved en generation Vi har ca. 5.000 børn og unge i dag i Grønland som har det svært i deres hverdag. Det tal skal nedbringes inden for en periode på 5 år med ca. 25%, over en 10-årig periode med yderligere 25 %, og om en generation skal vi have tallene så langt ned, at vi er en foregangs nation på højde med de lande som vi godt vil sammenligne os med i Norden og i den vestlige del af verden.

Vi er klar over det er ambitiøse mål, men alternativet er, at vi ser tallene stagnere og se ligesådan ud om 30 år. Vi skal sætte alle sejl til, for at dette lykkes.

Det er ingen hemmelighed, at Samarbejdspartiet mener, at netop selvstændighedsbevægelsen og den stigende, negative del af nationalismen i dén grad glemmer børn og unge der har det svært.

Vi tror på et øget samarbejde indenfor Rigsfællesskabet og samarbejde internationalt er vejen frem.

Inspiration fra vor egen kultur bør og skal inddrages i arbejdet, men helt ærligt: Et barns sorg og lidelser er ens på alle sprog, i alle nationaliteter og over hele verden.

Derfor kan man udvikle videnskab på psykologi, psykiatri og indenfor socialsektoren.

Den forskning og de hjælpeprogrammer der allerede findes for børn og unge i udlandet bør vi lade os inspirere af, hvis ikke vi direkte kan overtage nogen af dem.

Uddannelse, uddannelse, uddannelse er også nøgleord i samfund som vores.

Kan vi ikke nå at opbygge et apparat der duer på socialområdet hurtigt nok, er det eneste sikre middel uddannelse. Uddannelse virker som et universalmiddel som løftestang for børn og unge over hele verden, som får et væsentligt bedre liv som uddannede, end uden, uanset hvilken hjælp der har eller ikke har været tilgængelig for dem.

Hvis vi kan løfte området (og det skal vi), så understøtter uddannelse denne udvikling. Derfor er folkeskolen, førskoleområdet og tidlige indsatser så vigtige for Samarbejdspartiet – også.

Taskforce for børn og unge

Der skal oprettes særlige enheder til behandling af børne,- og unge sager i alle kommuner med støtte fra Selvstyret.

De skal kunne behandle sager med udsatte børn og unge i 3 tempi:

* Inden for 24 timer efter en sag opstår skal første trin i behandlingsprocessen være gennemført. Dvs. at en given anmeldelse eller underretning er undersøgt vha. politi, sundhedsvæsen eller andre myndigheder – har reageret på en indberetning eller underretning. Den første handling SKAL falde inden for det første døgn, helst så hurtigt som muligt.

De første 24 timer vurderes det, om barnet skal anbringes midlertidigt uden for sit hjem, skal nyde en særlig beskyttelse i en given periode, eller hvad den første handling skal bestå i.

Eksempel:

Hvis der er tale om søskende bør de samlet modtage en foranstaltning, helst uden at skille dem ad. Er det muligt at aktivere netværk omkring familien til hjælp? Spørgsmål som, om vi kan få et familiemedlem eller en anden kendt omsorgsperson med i forløbet allerede inden for det første døgn – som livsvidne for barnet, og som garant for hjælpen, og som støtte til barnet/børnene bør undersøges med det samme.

Og kan myndigheder samtale med forældrene om beskyttelse, er det helt klart den bedste vej at gå. Med andre ord; inden for 24 timer, bør det afgøres hvilken foranstaltning, hjælp eller støtte der er mest hensigtsmæssig her og nu. Med barnet i centrum, med barnet som udgangspunkt, med barnets tarv for øje.

Det er meget vigtigt at de første reaktionspersoner også er klædt på til opgaven, så ud over politi og sundhedsvæsens kurser, bør der være et omfattende støtte-netværk og samtale muligheder til personer der arbejder med tunge børne,- og ungesager, samt dem der anmelder og underretter.

* Inden for 72 timer skal der foreligge en kort, foreløbig opfølgende handleplan. Skal barnets familie have støtte til familie-rådslagning?

Er der ressourcer i barnets omgivelser der kan, og er villige til at støtte op om barnet i en længere periode?

Kan familien iværksætte handlinger som afhjælper udfordringerne?

Kan man iværksætte støttende initiativer i nær-miljøet? Kan man yde støtte med de faglige redskaber man har lokalt, evt. med hjælp fra centralt hold? Vi skal sikre en samtale med barnet om, hvad barnet ønsker, om hvad der skal ske, og med inddragelse af forældre, værger, støttepersoner og andre omsorgspersoner der enten er identificerede, eller som barnet får som en kontinuerlig del af deres sag. Det er vigtigt barnet kan snakke mange gange om hændelserne/hændelsen og de efterfølgende oplevelser med éen der fulgte tæt med, hvad enten denne er en forælder, en støtteperson eller en ressourceperson i omgangskredsen.

Der skal finde en udredning sted, af umiddelbar hjælp det offentlige kan sikre til barnet og dennes familie. Det er vigtigt at huske at løfte hele familien, og hjælpe forældrene til at løfte deres barn. Familievejledning,- og pårørende vejledning skal være en del af indsatsen.

Kan familien ikke træde til for barnet, må de hjælpes til tilknytning til barnet, medmindre det vurderes at barnets udvikling trues fysisk eller psykisk heraf.

* Inden for en uge efter en indløben sag lægger første handleplan for at sikre indsats overfor barnet og dennes pårørende, eller nærmeste.

Med andre ord; indenfor en uge efter skal den første handlingsplan ligge klar, barnet være briefet og debriefet om sin egen situation, på en alderssvarende måde. De nødvendige hjælpeforanstaltninger bør være aktiverede, og både barnet og dennes familie bør være informerede om, hvilken hjælp de har krav på, og kan få glæde af.

Alt ovenstående er virkelig ambitiøst når man kender virkeligheden derude.

Men vi bør sætte målene tårnhøjt på dette område.

Alt dette bliver til ingenting uden godt, kompetent og uddannet, samt efteruddannet personale, så netværk, supervision, gode kollegiale relationer, og muligheder for samtaler med personer udenfor den umiddelbare arbejdsplads for personer der arbejder indenfor socialvæsnet er også et område der trænger gevaldigt til et løft, for uden personale – ingen hjælpe-foranstaltninger.

Her mener Samarbejdspartiet også, at vi er nødt til at gøre brug af alt det samarbejde vi overhovedet kan mønstre. Indenfor Rigsfællesskabet, myndigheder imellem, mellem kommuner og Selvstyre, og kommuner og kommuner imellem.

Visitationskriterierne til behandling af taskforce bør følge FNs børnekonventions retningslinjer på afgørende områder, hvor et barn, eller børns, udvikling er truet.

Indsatser på tværs – og indsatser i bygder

Mindst én enhed i Selvstyret, samt mindst én enhed i hver kommune skal fungere som koordinerende enhed på børne,- og unge sager.

De skal kunne fungere som kommunikation mellem, og binde,-og støtteled enhed for alle i socialvæsnet. Taskforce skal være specialiserede i lovgivning på området, opdaterede på udredningsmuligheder, opdaterede anbringelsesmuligheder, støtteordninger både fra det offentlige og fra børneorganisationer der arbejder i landet.

De skal kunne henvise politi, socialrådgivere, og socialrådgivermedhjælpere til her og nu indsatser.

En separat og central taskforce centralt, skal rådgive og støtte socialvæsnet i bygder og yderområder. Denne taskforce skal have særlig indsigt i de enkelte områders demografi, hjælpemuligheder, og yde særlig støtte til personale der kender menneskene i deres lokalområde, som har brug for at kunne tilkalde hjælp udefra i penible situationer.

Især i små samfund skal vi kunne indberette, og disse henvendelser bør tilfalde den centrale taskforce med speciale i etiske, praktiske og juridiske problemstillinger – som kan rådgive underretteren hvis det bliver nødvendigt. Små samfund kan have særligt sårbare individer, eller individer der nyder en særlig beskyttelse i kraft af sin stilling som arbejdsgiver, sin sociale stilling o.lign.

Det kan give en række etiske, og praktiske dilemmaer, såsom social udefrysning, socialt hierakifald, nogle problemstillinger vi bør kigge på, således vi etisk og menneskeligt også får hjælpen frem til bygder og yderdistrikter på en god måde. Det skal være trygt at beskytte børn og unge, uanset hvor man kommer fra.

Derudover bør vi arbejde på, at få et ensartet, centralt IT-system at arbejde med for alle enheder der arbejder med børn og unge på tværs af kommuner og Selvstyre.

Seksuelt misbrug

Seksuelt misbrug foregår desværre over hele verden, det er ikke et unikt grønlandsk problem, men ikke desto mindre et problem vi aktivt skal forholde os til.

Mennesket og særligt børn må være i centrum for vore indsatser på områderne. Indsatser skal opprioriteres og hjælpes på vej, og vi skal sige ja tak til al den kvalificerede hjælp vi kan få. National stolthed, og politiseren på dette område accepterer vi ikke i Samarbejdspartiet.

Vi skal, under hensyn til vor nations sprog og kulturelle kodninger, have hjælpen frem til så mange som muligt, og forebygge så godt som vi overhovedet kan. Det er uacceptabelt, at der går dage og måneder fra en sag indberettes, til nogen tager fat om sagen, og vi bør som samfund acceptere, at børn og unge, og særligt udsatte børn og unge, må være samfundets prioritet nummer 1.

Vi kan ikke længere se tavst til, mens antallet af seksuelt misbrugte børn og unge fortsat stagnerer. Tallet er alt for højt, og det skal nedbringes. Overskrifter om kønssygdomme på børn skal simpelthen ikke længere være en virkelighed i fremtidens Grønland.

Det skal være inden for de næste 5 år vi skal have vendt udviklingen afgørende. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi er foregangsland med at få brudt tabuerne omkring seksuelle krænkelser af børn, særligt, og senfølgerne heraf.

Det er ikke kommet af sig selv. En lang række fagfolk, politikere og tidligere krænkede har banet vejen for, at diskussionen nu heldigvis er åben og at vi som samfund debatterer dette. Nu er tiden så inde til, at vi skal følge ordene op med handling. Bedre folkeoplysning – hurtigere sagsbehandling

Netop som et led i effektivisering og stramning af det offentliges administration, skal vi have lavet om på, hvordan vore enheder arbejder indenfor det offentlige, der behandler sager om børn og unge.

Vi forestiller os i Samarbejdspartiet, at vi opretter en central enhed, et sted i landet, hvor alle sager der omhandler børn og unge / familier med børn og unge som er i fare, med tunge sociale problemer, eller mistanke om sådanne sendes til.

De har lokalt samarbejde med politi, eventuelle sagsbehandlere på stedet, eller andre fagpersoner der kan hjælpe med at række ud i lokalsamfundene, men tilstrækkelig afstand til, at kunne behandle sagerne og indberetningerne fra især mindre samfund.

De bør samtidig have massiv støtte af fagpersoner til supervision, til udvikling af gode og praktiske handleplaner, og kan opbygge ekspertise og tjene som en god rådgiver til politikere og andre, der skal afsætte penge og ressourcer til arbejdet med udsatte børn og unge. Det er en ny måde at arbejde på, men kan forhåbentlig smidiggøre indsatserne, og sikre en lille håndslængde-afstand, så lokale personer ikke kommer i karambolage med deres nærmeste alene, og uden massiv opbakning.

Samarbejdspartiet er fuldt ud bevidste om, at vi har meget få anvisningsmuligheder for hjælp. Anbringelsessteder, midlertidige anbringelser, faglig hjælp, psykolog udredning på grønlandsk, sagsbehandlere med alt for mange sager, midler afsat på områderne af pressede kommuner og så videre, er og vil i mange år frem være en udfordring. Men det er en udfordring vi er nødt til at løse. Der skal foreligge en umiddelbar indsats i det første døgn en indberetning indløber.

Vi forestiller os, at vi ikke skal gøre det alt for kompliceret at arbejde med, men med tung faglighed til støtte for personalet i denne centrale enhed, og vi kan sagtens forestille os samarbejde med diverse instanser i Norden, eller indenfor Rigsfællesskabet via Skype eller TELE-medicin, til hjælp for medarbejderne i en sådan enhed.

Inden for 24 timer skal der være reageret på en indberetning hvor et barn er involveret. Det kan være besøg af politi, kommunefoged eller anden myndighedperson på adressen som bekymringen indgår fra. Vedkommende meddeler sine observationer til den centrale enhed, som indenfor 24 timer behandler sagen, kategoriserer den efter en skala som de afgør.

For at illustrere det for os almindelige borgere, kunne det være kategorier som f.eks.: ”Kriminel aktivitet” – der følger der en helt klar linje fra politiet først, som dernæst skal kunne tage kontakt til den centrale enhed, som sørger for ryk-ud. ”Umiddelbart truet barn – anbringelse hos nærmeste familie anbefales indtil udredning er sket”, ”Bekymring – ressource hos forældrene så familien har brug for behandlingsanvisning”, eller andre praktiske kategorier, som gør det lettere for enheden at arbejde videre med sagen.

Skal børnene anbringes, skal familien have besøg af Familiecenter, eller anden fagperson, skal de i kontakt med en psykolog, skal der oprettes en sag med støtte fra ”Najorti” – børne-bisidder-ordningen, er en fjernelse nødvendig, eller skal en person arresteres? Det arbejde bør igangsættes efter barnets tarv er sikret. Indenfor de første 24 timer.

Indenfor 72 timer skal sagen så have sin første handlingsplan for barnet, eventuelle søskende, for far eller mor eller begge, eller for hele familien. Inden for en uge skal den første handlingsplan foreligge. Se en yderligere beskrivelse af dette område under ”Børn og Unge”.

Øget strafferamme for seksuelt misbrug af børn

Senfølger som; tilknytningsforstyrrelser, alkohol,- og hashmisbrug, ødelagte ægteskaber, selvskadende adfærd, personlighedsforstyrrelser, depression, dårligere livskvalitet, vanskeligheder ved at beholde arbejde, uddannelse eller en af de mange andre ting som kan være følgerne for ofrene for seksuelt misbrug, og andre voldsomme traumer i barndommen – skal ikke kun koste gerningsmanden 1 eller 4 år væk fra gaden, i et åbent fængsel.

Det undergraver retssikkerheden og retsfølelsen i samfundet, og det er ingen tjent med.

Det har voldsomme konsekvenser for ofrene for overgreb og seksuelt misbrug, særligt når overgreb og misbrug sker i barndommen.

Samarbejdspartiet mener, at vi skal have en egentlig strafferamme, som holder pædofile og overgrebsmænd væk fra gaderne i mange år. Vi skal have højere straffe for denne slags forbrydelser, og vi skal have specialiseret hjælp til kønsdriftsdæmpende medicin, specialiseret psykiatrisk hjælp til gerningsmændene, og specialister til at vurdere, om rehabilitering er mulig.

Vi véd godt, at vi er ved at bygge et delvist lukket fængsel her i Grønland, men Samarbejdspartiet mener, at det er en god idé, at fastholde samarbejdet omkring fængselsanbringelser og specialiseret udredning og behandling inden for Rigsfællesskabet, især for de særligt personfarlige forbrydere vi har. Herunder krænkere, som har begået overgreb på børn og unge.

Helt nærliggende for os er konkrete tiltag som: – Samarbejde med Janus-centret i Danmark om tidlige indsatser til børn og unge, og folkeoplysning til aflastning og hjælp med faglig opkvalificering til de konkrete, og meget dygtige tilbud vi har i landet i dag. – Bedre finansiering af Saffik, Familiecentre, opnormering i kommunerne, samt bedre efter-uddannelse og opkvalificering af vor arbejdsstyrke på områderne.

Vi kan ikke komme udenom, at begynde at tage fat på problemerne.

 

Hver 3. pige, og hver 5. dreng har oplevet uønskede seksuelle tilnærmelser fra voksne.

Én enkelt overgrebsmand kan desværre gør rigtigt meget ravage i et lille samfund. Rapporter viser nemlig, at det ikke er i den umiddelbare familie, at seksuelle overgreb stammer fra, i langt størstedelen af sagerne. Det betyder også, at forældre og værger er nødt til at lære at kende tegnene fra krænkere der ønsker at skabe adgang til børn og unge.

Massiv oplysningsindsats, på en fornuftig måde, overfor arbejdspladser, voksne der passer på børn og omgås børn, samt etiske debatter og diskussioner i det offentlige rum – og flere kampagner som Ullut tamaasa, samt nem adgang til undervisningsmateriale etc. bør være vejen frem. Hellere forebygge end reparere.

Og ligeledes alderssvarende oplysning til børn og unge, som bør lære om grænser, krænkere der bruger internettet og sociale medier som indfaldsvinkel til børnene, o.a. tiltag bør iværksættes.

Rehabilitering i fængsler og anstalter

Vi skal have udbygget vore rehabiliteringsprogrammer. Men vi skal også gøre os bevidste om, hvad det koster at opretholde medicin som er kønsdriftshæmmende f.eks., til den gruppe indsatte der krænker børn og andre seksuelt.

En enkelt indsats på området har ikke effekt, vi skal tænke holistisk her.

Samarbejdspartiet tænker konkret, at vi kan samarbejde med andre nationer i verden om, at få,- og opbygge; dels faglig ekspertise, dels bedre rammer omkring forebyggelse af ny kriminalitet fra krænkeren. Vi skal være meget varsomme med, at hjemtage områder, både finansielt, men også i forhold til nødvendig fagekspertise. Her er et særligt område, vi endnu ikke mener vi er klædt på til at overtage.

Dog skal vi stadig lovgive omkring det, og udstikke en skrappere kurs end vi ser i dag.