360 graders hjælp til ofre for seksuelle overgreb – Børn som voksne
Vi står naturligvis fast på behovet for hjælp til ofre for seksuelle overgreb.
Vi har brug for initiativer som Januscentret forebyggende i skoler og for mindre børn. Vi har brug for særlige indsatser tilpasset voksne mænd, der har oplevet seksuelle overgreb – den gruppe vi taber flest til, til hjemløshed, selvmord, vold og kriminalitet. No wonder, hvor søren gør de af det i et ”kvindedomineret” hjælpefelt, som er fremmed for dem?
Der skal indsatser til for især børn og børnefamilier der oplever ovegreb, det kan ikke passe andet, og det skal vi samarbejde i Rigsfællesskabet for.
Kan vi lave rehabiliteringscentre på Færøerne for børn og familier, der har brug for at komme væk?
Kan vi sikre bagvagter, der er sat ind i grønlandske forhold, juridiske og psykologiske, for vores frontpersonale i politi, sagsbehandling, og på institutioner?
Kan vi sikre hjælp til børn ved ordentlige rammer for afhøringer?
Buddene er mange, og ikke udtømte, men hjælpen skal frem, koste hvad det vil.
Det vil vi naturligvis arbejde for i Folketinget.

Videoafhøring af børn – rammer forbedres
Og så er der behov for videoafhøringsforholdene for børn – rammerne om afhøringerne.
Nu har vi uddannet videoafhøringspersonale, så har vi også brug for nogle ordentlige lokaler der er børnevenlige, når vi skal afhøre børn og unge der har været udsat for kriminalitet – særligt den værste slags; nemlig overgreb.

Børn af indsatte og børn som ofre for vold og anden kriminalitet
Skal selvfølgelig have et særligt fokus. Der er behov for, at de får alderssvarende hjælp og samtaler, og positive rammer at være sammen med sunde voksne på – men også med indsatte forældre på f.eks.
Der kan være behov for hjælp til de indsatte med, hvordan de skal tale med deres børn om a have begået kriminalitet, og særligt er der behov for hjælp til familier, hvor den ene forælder er indsat for kriminalitet mod den anden forælder – typisk i voldssager.
Det er et fokusområde der ikke særligt tit tales om.
Danmark og Grønland skal samarbejde om programmer der kan hjælpe familierne til indsatte eller domfældte, især i husspektakler.

Anbragte børn og plejefamilier
Anbragte børn i Grønland har virkelig trange vilkår. Vi har slet ikke socialpædagoger nok, og der er behov for at vi sikrer bedre faglighed på alle institutioner der arbejder med anbragte børn.
Kan vi kanalisere flere penge, eller faglig hjælp over til personalet her i Grønland i samarbejde med Danmark, skal vi selvfølgelig gøre det.
Ellers ender Grønland med at skulle sige undskyld til alle anbragte børn, nu hvor undskyldninger er et stort tema Danmark og Grønland imellem.
Det ville til gengæld klæde Grønland at samarbejde reelt med Danmark omkring socialområdet f.eks., og det vil Tillie Martinussen være særligt opmærksom på, at påpege og arbejde for, i Folketinget.

Kunne vi få flere kurser og faglighed ud til personalegrupper, og plejefamilier i Grønland, i samarbejde med Danmark, ville dette i sig selv kunne give et virkeligt godt boost.
Det er bydende nødvendigt, at anbringelser i Danmark ogsp bliver fri af diskrimination. I det hele taget mener vi, at socialarbejdet i Danmark ikke er noget at efterligne, men vi kan arbejde for, at det der berører Grønland, har snitflader med Grønland, og for grønlændere i Danmark bliver bedre.
Det vil vi naturligvis – også i samarbejde med foreninger og sammenslutninger der allerede arbejder for dette i Danmark.

Hjælp til ofre for vold og overgreb – også Justitsvæsen område
Lad os bare indse, at det sociale område i Grønland ikke har tilbud til ofre, ikke nogen der batter i hvert fald.
Tillie Martinussen og Samarbejdspartiet er af den opfattelse, at hjælp til ofre og pårørende til ofre, OGSÅ er et område under justits.
Socialområdet er for socialt udsatte INDEN de er ofre for en forbrydelse, EFTER de er blevet ofre for en forbrydelse hører det delvist under Justitsområdet, at sikre en videre færd frem i livet uden for mange mén.
Forebyggelse af vold og overgreb er også delvist under dette område, så der er mange steder Danmark kan udbygge samarbejdet med Grønland, og med respekt for Grønlands vilkår naturligvis.
Der skal hjælp frem til ofrene så hurtigt som muligt, derfor kan Grønlands socialvæsen ikke alene stå for dette. Vi må sætte det ekstra ben på også, for at sikre hjælpen når frem.
Det vil Tillie Martinussen og Samarbejdspartiet arbejde for i Folketinget.

Det er så vigtigt at udtænke et mæglingsinitiativ i mindre bosteder og bygder. Der er nu engang behov for, at man kan færdes i nærheden af hinanden, uden at nye skærmydsler udbryder, eller offeret skal dukke nakken og være bange.
Især i sager om hustruvold og vold mod nære relationer, er der behov for et løft af sikkerheden de små steder. Det er en kæmpe opgave der SKAL løses.
Det vil vi arbejde benhårdt for, i Folketinget. Offerfokus alene kan ikke gøre det. Stalkerlovgivning, forebyggelse af vold – dvs. behandling af vrede og underliggende temaer hos voldsudøveren, og fokus på nye frustrations,- og vredeshåndterings-initiativer, er også nødvendige.
Vi er nødt til at blive mere moderne og proaktive i vor tilgang til vold, voldtægter og overgreb. Det er et lille samfund, og vi skal leve med udøverne, uanset om vi bryder os om det eller ej.
Derfor er opgaven i meget, meget høj grad at sikre mægling, og hjælp mellem udøver og offer, og massiv støtte til ofrene og anmelderne.
De skal kunne anmelde chikanerier, og være beskyttet med det samme. Psykisk vold skal sidestilles med fysisk vold, og de skal være beskyttet mod forfølgelse privat og på arbejde. Der skal være umiddelbare konsekvenser som politiet kan iværksætte overfor kriminelle der sigter imod at kontrollere deres ofre. Det er nødt til at være en del af lovpakken også, der er ved at blive forhandlet i disse dage.

Cybersikkerhed,
Der vil vi gerne med i Danmarks efterretningstjeneste, og få afsat penge på næste Finanslov til, at vi får særlige eksperter med fokus på Grønland i PET og FE.
Vi vil gerne have afsat en ekstra pulje til Grønlands politi, således de kan oprette et særligt efterforskningspoliti med fokus på cyberkriminalitet i samarbejde med den danske enhed, og med rum for at tage fat i andre digitale lovovertrædelser, herunder chikane og sædelighedsforbydelser – særligt fokus på børn på sociale medier, og deling af børneporno, grooming og digitale krænkelser.

 

Læs mere af vort program under menu punkterne her på siden. 

Et stærkere Rigsfællesskab – frihed for alle

Grønland som grønt foregangsland – Praktiske løsninger

Justitsvæsen og Børn og Unge

Sundhedsvæsen i Folketinget – og herhjemme

Sikkerhedspolitik i Grønland

Energikrise og fødevarekrise

Det etiske alternativ – En stærk uddannelsespolitik

Bygder og mindre byer

Fuldt hjemtagelsesstop – Brug pengene på børn, sundhed og velfærd hjemme

360 graders hjælp til ofre for seksuelle overgreb – Børn som voksne

Fællesskabet tilbage i Rigsfællesskabet – Investeringer, systemskifte og rejser

Udviklingsfond for Rigsfællesskabet

FQ2022 – Valgprogram