Pædagoger i daginstitutioner, socialpædagoger, pædagogik og pædagogmedhjælpere er presset til maksimum stadigvæk. At få passet børnene er nu engang en forudsætning for et velfungerende Samfund, alligevel slæber vi på fødderne.
Det kan være, at der har været fokus på at sætte lønningerne lidt op. Det er langt fra nok til, at pædagogerne kan bære det pres der er i omskiftende personale, skiftende forudsætninger i arbejdet, mange sygedage, lav løn, og færre og færre pædagoger der uddannes.
Mange har uddannelse som pædagog, men de kan ikke klare byrden. Arbejdet med børn og unge, udsatte børn og unge, arbejdet med direkte pasning og stimulering af de vigtigste borger i vores samfund, vores børn.
Hvorfor? Fordi det ikke kan betale sig for dem.
Vi kan ikke få pædagoger uddannet, de unge vil ikke uddannes til et arbejde med sådan en lav løn.
Det er ellers fyldestgørende og vigtigt arbejde. Da vi havde Coronakrisen, kunne vi se præcist hvor essentielt et arbejde det faktisk var for samfundet. Hvis man ellers er i tvivl, så kan man måske tænke tilbage på sine egne børnehavepædagoger.
Det er en glæde for de fleste af os, og viser os, hvor vigtigt det er, at de er glade, trives, har plads og mulighed for at passe ungerne godt.
Men de løber alt for hurtigt, prøver at få enderne til at mødes, og forældre i Nuuk, men også andre steder i landet, møder op hver morgen med hjertet i halsen, og håber det er samme personale som sidst, og at de i dag er nok på arbejde til, at det ikke bliver en kaosdag for ungerne.
Det må simpelthen kunne gøres bedre.
Et hastigt blik på jobannoncerne, kan til enhver tid afsløre, at der er voldsom mangel på pædagoger og socialpædagoger, støttepersoner, og pædagogmedhjælpere / barnehjælpere.
Det er en stresset hverdag de små og forældrene mødes med, og pædagoger og socialpædagoger bliver syge og stressede også.
Socialhjælpere, socialassistenter, barnehjælpere og ufaglærte løfter en kæmpe del af arbejdet med vore børn og unge, og forholdene i vuggestuer og børnehaver, har enorm betydning for folkeskoler, trivsel i resten af livet og forberedelse til skole og socialisering.
Det betyder med andre ord enormt meget mere for samfundet, end man lige umiddelbart kan se.
88 procent af ufaglærte og 90 procent af andet pædagogisk uddannet arbejdskraft i landet, angiver selv de har behov for efteruddannelse og opkvalificering (Naalakkersuisuts strategi fra 2019 om pædagogik).
Der var et meget håndgribeligt sted at starte. Det kan ikke gå hurtigt nok.
Arbejdsforhold og tillæg blev der bedt om, blev set på, ved de seneste lønforhandlinger, og der er vi inde i sagens kerne; for at kunne tiltrække flere tilbage til faget, og flere ind i uddannelsen til faget, er vi nødt til at tænke langsigtet og sørge for, at disse ting også bliver bragt i orden.
Et lønløft på 2.000 kroner og et website med pædagogiske værktøjer til download er en start, men kun en start.
Der er behov for at se på hele området, også socialpædagoger og de ufaglærte der også arbejder der.
Det har været Børnenes år i mange år, uden nogen egentlige forbedringer for børn.
Deres voksne skal også have gode vilkår for at trives.
Det er på tide med næste skridt mod en bedre fremtid for vores børn.
Det skridt hedder udbyggelse af tillæg, forbedring af arbejdsvilkår, flere mennesker til at passe på børnene, og efteruddannelse, for, at vi kan få anstændige børnepasningsordninger. Lad os begynde på arbejdet nu, der først er færdigt om lang tid.
Det er vigtigt for hele vores samfund, arbejdsmarked, og ekstremt vigtigt for forældrenes tryghed, og for børn socialisering.
Naalakkersuisut skylder svar på, hvor deres fokus er på dette, hvorfor forbedringer på området ikke er sket endnu, hvorfor der ikke er en plan for vores børns trivsel.
Det skal kunne lade sig gøre meget bedre end i dag, og det kan det hvis vi arbejder sammen om det.
Sofus Fenger, formand Samarbejdspartiets Ungdom