Mennesker med handicap venter stadig…
Der er behov for at skrive om mennesker med handicaps, og deres vilkår i samfundet – til stadighed.
Der er behov for der gøres en indsats for at forstå mennesker med handicaps, deres pårørende, og især mennesker med usynlige handicaps kæmper mod fordomme, uvidenhed og mangel på forståelse.
Og en plads på arbejdsmarkedet, samt krav på et værdigt liv. Sådan er menneskerettighederne også, og vi bryder dem gang på gang, når det kommer til vore medmennesker med særlige forudsætninger. Jeg har skrevet mennesker med handicaps, for at lette forståelsen, nedenfor.
Det burde være; mennesker med særlige forudsætninger, men for neuronormative, og desliges skyld, skriver jeg det sådan.
Har du ADHD er du ikke bare hyperaktiv, du har et skjult problem med at gøre ting færdige, har problemer med krav, eller andre forstyrrelser der påvirker arbejdsevnen, og i værste tilfælde helbred og psykisk helbred.
Lever du med en sindssygdom, er stigma uundgåeligt, og det er svært at få job, at beholde venner og omgangskreds, at blive mødt med forståelse i både sundhedsvæsen, offentlige instanser som kommuner, og i det private erhvervsliv. MAn bliver nemt isoleret.
Har du handicaps der går ud over din udvikling, såkaldt udviklingshæmning, så er det svært at få en udannelse eller et job, fordi ingen ved hvordan de skal håndtere dig, og der ingen arbejdsmarkedskonsulenter er, der forstår at bygge bro og lobbye for deltagelse på arbejdsmarked og i uddannelse.
Men mennesker med udviklingshæmning er både en god og stabil potentiel arbejdskraft, og der er behov for, at vi som samfund ved hvordan vi skal tage hånd om dem, engang når deres kære er borte.
Har du et fysisk handicap, som går ud over førligheden, er der ikke megen hjælp at hente i vort snefyldte land, med ustabil arbejdskraft, og meget hurtigt bliver man overladt alene og til sig selv.
Har man andre handicaps, som autisme, tale,- eller hørehæmning, skal man kæmpe en kamp der er umenneskelig for at få hjælp. Læse,- og skrivesvage er også overladt til sig selv, og der er i det hele taget en fornemmelse i samfundet om, at så længe der er en overførselsindkomst, et tag over hovedet, ja, så kan man bare parkere sine medmennesker dér.
Ikke et ord om et værdigt liv, deltagelse i samfundet på lige fod med andre. Selv vejen til deltagelse i demokratiet og indflydelse på eget liv ved at stemme, er ikke noget man tager alvorligt. Der var således ikke planlagt noget særligt inden folk skulle til stemmeurnerne i 2021. Det var en hovsa-løsning der kom fra kommunen på dagen, hvor man kunne bestille kørsel til valgstedet.
Det er vanskeligt at kæmpe med de usynlige og synlige handicaps i forvejen, det kan være direkte dødeligt også at skulle kæmpe med fordomme, mangel på forståelse og mangel på inklusion.
Mange der kæmper med psykiske problemer overvejer eller forsøger selvmord en gang i lovet, nogle med ubehandlede diagnoser ender i kriminalitetsstatistikkerne, andre igen, opgiver samfundet og ender med at sidde alene og ensomme, med flere diagnoser og uværdigt liv til følge.
Det kan ikke være rigtigt.
Mange familier fraflytter Grønland, efter kampe med børneinstitutioner eller folkeskoler. Efter kampe med kommuner og det offentlige. De søger til Danmark og bedre inklusion og hjælp.
De mister deres hjemland, deres familie, deres sprog og deres tilknytning til landet, og med dem flytter også en masse ressourcer ud af landet, forældre, søskende og pårørende rejser med.
Det er derfor også et kæmpe tab for vor diversitet og alsidighed i samfundet, og tab af arbejdsmarkedskræfter vi taler om, når vi snakker handicaps og samfund.
Der er behov for øget fokus, øgede muligheder for arbejdsmarkeds,- og uddannelsesinklusion. Behov for bedre hjælp, flere kampagner og synlighed, at Selvstyre og kommuner overholder lovgivningen, og det kan sagtens gøres i samarbejde med Danmark og udlandet.
Handicapforeninger, og foreninger skabt af forældre og pårørende med ressourcer går deres vanlige runder på gangene i Inatsisartut, og vor handicaptalsmand råber op igen og igen.
Men ingen lader til, rigtigt at ville finansiere omlægningerne der er nødvendige i systemet, ej heller lytte til anbefalingerne eller sikre det møjsommelige arbejde med, at få samarbejde op at stå indenfor Rigsfællesskabet om vidensdeling, viden om hjælpeaggregater, viden om arbejdsmarkedspenetration for mennesker med handicaps, erfaringer om boformer eller udviklingsmuligheder pædagogisk i skole, hjem, eller i anbringelser.
Der er behov for det, mennesker med handicaps har krav på værdige liv, på lige for med os andre. Vi skal anskue dem som en berigelse, som et aktiv, som ligeværdige mennesker i vort samfund med krav på at deltage i livet, og samfundet.
Vi har brug for dem, og de har brug for os.