Der er behov for at løfte tankerne hen på de almennyttige boligers stand, og hvad de gør ved helbredet hos beboerne.
Der har været forsøgt nogle boligmodeller der åbenbart hverken er lovlige eller særligt praktiske i Kommuneqarfik Sermersooq.
Således var det åbenbart uklart hvem der skulle betale for almindeligt slid indenfor i lejligheder opført af private bygherrer, som kommunen overtog og som stod for den udvendige vedligeholdelse. Og lejemålet kunne ikke opsiges i en årrække. Beboere og kommuner var lidt fanget i en intern kamp. Og det var bygherrerne jo sådan set også, de blev lovet nogle vilkår, som der viste sig ikke at være dækning for.
Det er lidt noget rod, for at sige det mildt, men kampen udsprang sådan set af, at der er enorm mangel på boliger i Nuuk. Især boliger til lavtlønnede familier, enlige og ældre.
Der er bestemt andre byer, hvor sunde boliger også er en mangelvare, ingen tvivl om det – og vi ser en boligmasse der svømmer over af skimmel, mangel på rettidig renoveringer samt kolde, dårligt byggede, eller for gamle og slidte boliger mange steder.
Paamiut, Ilulissat, Narsaq, Qaqortoq, Sisimiut, Nuuk, Qeqertarssuaq, Qasigiannguit, Kullorsuaq, you name it, there is old blocks.
Mangel på vedligehold, mangel på renovering, mangel på tilsyn ved byggefaser, mangel på optimering, pasning, mulighed for klager.
Boligmassen forgår, mens vi ser til, og problemstillingen har været rejst om og om igen, i mange år, men uden nogen særlig løsning er fundet. Boligefterslæbet stiger og stiger, saneringsmodne bygninger stiger i antal, ligesom renoveringskravene tager himmelflugt mens Selvstyre, kommuner og borgere frustreret ser til.
Sidstnævnte har ringe muligheder for, at gøre ret meget hvis ikke de er velhavende eller godt i vej, og de 2 førstnævnte kan øjensynligt ikke engang planlægge sig til en løsning i løbet af de næste årtier. Gang på gang bliver rullende boligrenoveringsplaner lavet, der bliver oprettet bygge,- og anlægsfonder og nedlagt igen, der bliver inviteret privat erhvervsliv ind, og så bliver de sparket ud.
I mellemtiden går boliger til i skimmelsvamp, dårligt indeklima, byggesjusk eller simpelthen slid.
Det betyder færre og dyrere boliger, og det sker naturligvis ikke kun i Nuuk, men i hele Grønland.
Kajanlæg, offentlige bygninger m.fl. kæmper med samme problemer, men lad os lige dvæke ved boligsituationen engang. Nybyggede boliger har ikke godt nok tilsyn, og lider derfor ofte af meget alvorlige medfødte byggefejl, som hastigt udvikler sig til kriser som frosne radiatorer, vand i elevatorskakte eller kældre, tilsneede indgange hele vinteren, eller skimmel i løbet af meget kort tid.
Nå, men hvad medfører dårlige bygninger, andet end tårnhøje olie,- og varmepriser?
Tja, det medfører bl.a. vejrtrækningsproblemer, problemer med allergier, hudlidelser, hovedbundslidelser, syre i kroppen, hovedpiner, nøseblod, tørre øjne, dårligere immunforsvar, oftere sygedage, og sårbare børn, som vi nyligt har set i aviserne.
Der er altså et vist ansvar fra myndighedernes side for befolkningens sundhed. Særligt i offentlige bygninger, offentligtejede virksomheder, den almennyttige boligmasse. Der er behov for en klar plan, forlig over en bred kam, og en finansieringsmodel der er lovlig så man kan lave offentligt-private samarbejder der holder, og som er til gavn for borgerne, og ikke alene bolighajers pengepunge. 🙂
Altimens man tuder om, at befolkningen skal gøre Maj sund, løbe mere, motionere mere, holde op med at ryge, drikke og spise sukker, så tales der meget lidt om boliger og rammers (skoler, institutioner, offentlige arbejdspladser) indvirkning på folkesundheden.
Ej heller ret meget om, hvordan vi skal finansiere det.