Der er mange, der i løbet af valgkampen har spurgt mig om, hvorfor jeg stiller op til valget til Inatsisartut. Det er der en lang række gode grunde til. For det første er Grønland mit land – det er her jeg bor og det er her jeg får min uddannelse. Det er et smukt land, der rummer ufattelige rigdomme, der kan udnyttes klog og fornuftigt, men det er også et land, der på mange måder er i splid med sig selv. Et land, hvor den sociale ulighed og det store svigt overfor samfundets svageste er hjerteskærende at opleve. Det sørgelige er, at der her er tale om forvaltningsområder, der har været grønlandske i mere end 40 år. Og I stedet for at erkende dette og trække i arbejdstøjet for at ændre på de forhold man er politisk ansvarlig for, så kan man igen høre den etablerede magtelite i de store partier fornægte de reelle problemer.
I stedet kaster de sig over et GME Uranmineprojekt, som svaret på alle Grønlands problemer. Et projekt der udgør en potentiel miljørisiko, der kan have katastrofale konsekvenser for Grønlands største indtægtskilde, fiskeriet. Skal vi virkelig acceptere et GME Uranmineprojekt, der blandt andet deponerer radioaktivt affald i en sø bag en dæmning? Hvem skal tage ansvaret for den beslutning, når minen er tømt?
Og kan man i hele taget få et forsikringsselskab til at forsikre den tvivlsomme deponering, de mere en 1000 år det tager for radioaktiviteten til at brænde ud?
Er der i virkeligheden tale om, at der igen skrives en regning ud til min generation, så vi efterlades med oprydning og økonomisk ustabilitet igen dårlig dreven erhverv og manglende beskyttelse af vores fremtidige indtægtskilder til fordel for penge her og nu? Vi har så mange muligheder for at udvikle Grønland til et fantastisk samfund, hvis man søger fællesskabet og samarbejdet, udvikle på tværs af grænser og arbejde på samlet fremgang ikke cheap fixes og ikke mindst, fremfor at dyrke en kunstig splittelse mellem folk og etnicitet.
Hvis vi skal nå målet, så skal vi blive langt bedre til at samles som et folk, der alle har det til fælles, at de har valgt Grønland som deres hjemland. Alle der lever i og bidrager til Grønland skal behandles ordentligt, med respekt og blive inkluderet i vores samfund og demokrati. Der skal være plads til alle.
Det forstår min generation – men hvorfor er det så svært for dem, der egentlig ved bedre at acceptere, at vi alle er samlet i fælles kærlighed til dette land, og at vi alle har et ønske om, at udvikle vores samfund til noget, vi kan være stolte af.
Det er denne følelse af at være en del af noget større og vigtigere end mig selv, der er drivkraften bag mit politiske engagement.
Det er den kærlighed jeg føler overfor mine venner, det er den vrede jeg føler, når jeg oplever svigt og uretfærdighed overfor de mest udsatte i vores samfund, der giver mig drivkraften til mit politiske engagement.
Hvis du som jeg tror på, at vi kan skabe et Grønland, hvor der er plads til alle, hvor vi tager os af de svageste i samfundet og hvor vi skaber en fælles velstand baseret på klog udnyttelse af de ressourcer vores smukke land indeholder, så skal du stemme på Samarbejdspartiet til valget. Vi vil være garanten for, at alle får en stemme i Inatsiartut og at de etablerede politiske partier bliver holdt op på de mange løfter, der er blevet givet under valgkampen.
Man bliver ikke mæt af valgflæsk og det er ikke de udsatte, der igen skal betale prisen for en politisk vision om selvstændighed, der ikke kan realiseres på nuværende tidspunkt.
Stem på Samarbejdspartiet – stem på Sofus Fenger Hove!