KNR offentliggjorde den 30. marts en artikel, der omtalte Selvstyrets tilsynsenheds rapport efter et anmeldt tilsynsbesøg hos Avannaata Kommunia med fokus på kommunens forvaltning af det sociale regelsæt vedrørende støtte til børn i Ilulissat og i Upernavik.
Det var rystende læsning, der bl.a fortæller om et et-årigt barn med gonorréer og et spædbarn udsat for omsorgssvigt uden at sagerne har været ordentligt oplyst og børnene fået den behandling de efter alle målestokke burde have krav på.
Den sociale armod og nød i vores smukke land er massiv. Det ved de fleste og det er et område vi alle bør fokusere på og gøre noget ved. Det mest hjerteskærende er imidlertid, at denne rystende historier, der bliver offentliggjort midt under en valgkamp til både kommune og Inatsisartut ikke giver anledning til anden opmærksomhed end en opfølgende artikel, hvor borgmesteren lover bedring på den lange række af fejl, der er afdækket. På landspolitisk niveau fylder denne skandalesag, der leder tankerne hen på omsorgssvigtede børn i Tasiilaq, hvor Danmark måtte træde til for at finde penge til løsninger på de massive problemer der. Det forstemmende er, at der ikke er nogen i det politiske landskab, der på børn og svage borgeres vegne har kunnet mobilisere tilstrækkelig indignation og vrede over de forhold, der er blevet belyst og som io den grad trænger til en målrettet indsats, der rækker ud over politiske initiativer og pompøse valgtaler.
Har vi mistet vores moralske kompas! Er der virkelig ingen, der gider at gøre disse sociale overgreb på sagesløse mindreårige til et tema i valgkampen? Drejer alt sig blot om magt for magtens skyld, mineprojekter og tom løsrivelsesretorik?
Jeg kan garantere for, at en stemme på Samarbejdspartiet vil betyde, at alle de mennesker, der lider nød og oplever svigt får en stemme i Inatsisartut. Nok er nok – og de partier, der i mere end 40 år på skift har haft magten i Grønland burde gennemgå en massiv selvransagelse. Er det virkeligt det samfund, vi har opbygget. Et-årige børn med kønssygdomme og en forvaltning, der ikke synes det er noget særligt?
Jeg håber, at valget vil ændre på tingenes tilstand. Tiden er kommet til at tage vare på samfundet svageste og tiden er kommet til at få justeret det moralske kompas i Grønland, så vi med rank ryg kan sige, at vi tager vare på alle. Når alt kommer til alt, så bedømmes et samfund på, hvorledes det tager sig af sine svageste borgere. Det ved Samarbejdspartiet, men hvor er de øvrige partier henne?