Seksuelt misbrug foregår desværre over hele verden, det er ikke et unikt grønlandsk problem, men ikke desto mindre et problem vi aktivt skal forholde os til.
Mennesket og særligt børn må være i centrum for vore indsatser på områderne. Indsatser skal opprioriteres og hjælpes på vej, og vi skal sige ja tak til al den kvalificerede hjælp vi kan få. National stolthed, og politiseren på dette område accepterer vi ikke i Samarbejdspartiet.
Vi skal, under hensyn til vor nations sprog og kulturelle kodninger, have hjælpen frem til så mange som muligt, og forebygge så godt som vi overhovedet kan. Det er uacceptabelt, at der går dage og måneder fra en sag indberettes, til nogen tager fat om sagen, og vi bør som samfund acceptere, at børn og unge, og særligt udsatte børn og unge, må være samfundets prioritet nummer 1.
Vi kan ikke længere se tavst til, mens antallet af seksuelt misbrugte børn og unge fortsat stagnerer. Tallet er alt for højt, og det skal nedbringes. Overskrifter om kønssygdomme på børn skal simpelthen ikke længere være en virkelighed i fremtidens Grønland.
Det skal være inden for de næste 5 år vi skal have vendt udviklingen afgørende. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi er foregangsland med at få brudt tabuerne omkring seksuelle krænkelser af børn, særligt, og senfølgerne heraf.
Det er ikke kommet af sig selv. En lang række fagfolk, politikere og tidligere krænkede har banet vejen for, at diskussionen nu heldigvis er åben og at vi som samfund debatterer dette. Nu er tiden så inde til, at vi skal følge ordene op med handling. Bedre folkeoplysning – hurtigere sagsbehandling
Netop som et led i effektivisering og stramning af det offentliges administration, skal vi have lavet om på, hvordan vore enheder arbejder indenfor det offentlige, der behandler sager om børn og unge.
Vi forestiller os i Samarbejdspartiet, at vi opretter en central enhed, et sted i landet, hvor alle sager der omhandler børn og unge / familier med børn og unge som er i fare, med tunge sociale problemer, eller mistanke om sådanne sendes til.
De har lokalt samarbejde med politi, eventuelle sagsbehandlere på stedet, eller andre fagpersoner der kan hjælpe med at række ud i lokalsamfundene, men tilstrækkelig afstand til, at kunne behandle sagerne og indberetningerne fra især mindre samfund.
De bør samtidig have massiv støtte af fagpersoner til supervision, til udvikling af gode og praktiske handleplaner, og kan opbygge ekspertise og tjene som en god rådgiver til politikere og andre, der skal afsætte penge og ressourcer til arbejdet med udsatte børn og unge. Det er en ny måde at arbejde på, men kan forhåbentlig smidiggøre indsatserne, og sikre en lille håndslængde-afstand, så lokale personer ikke kommer i karambolage med deres nærmeste alene, og uden massiv opbakning.
Samarbejdspartiet er fuldt ud bevidste om, at vi har meget få anvisningsmuligheder for hjælp. Anbringelsessteder, midlertidige anbringelser, faglig hjælp, psykolog udredning på grønlandsk, sagsbehandlere med alt for mange sager, midler afsat på områderne af pressede kommuner og så videre, er og vil i mange år frem være en udfordring. Men det er en udfordring vi er nødt til at løse. Der skal foreligge en umiddelbar indsats i det første døgn en indberetning indløber.
Vi forestiller os, at vi ikke skal gøre det alt for kompliceret at arbejde med, men med tung faglighed til støtte for personalet i denne centrale enhed, og vi kan sagtens forestille os samarbejde med diverse instanser i Norden, eller indenfor Rigsfællesskabet via Skype eller TELE-medicin, til hjælp for medarbejderne i en sådan enhed.
Inden for 24 timer skal der være reageret på en indberetning hvor et barn er involveret. Det kan være besøg af politi, kommunefoged eller anden myndighedperson på adressen som bekymringen indgår fra. Vedkommende meddeler sine observationer til den centrale enhed, som indenfor 24 timer behandler sagen, kategoriserer den efter en skala som de afgør.
For at illustrere det for os almindelige borgere, kunne det være kategorier som f.eks.: ”Kriminel aktivitet” – der følger der en helt klar linje fra politiet først, som dernæst skal kunne tage kontakt til den centrale enhed, som sørger for ryk-ud. ”Umiddelbart truet barn – anbringelse hos nærmeste familie anbefales indtil udredning er sket”, ”Bekymring – ressource hos forældrene så familien har brug for behandlingsanvisning”, eller andre praktiske kategorier, som gør det lettere for enheden at arbejde videre med sagen.
Skal børnene anbringes, skal familien have besøg af Familiecenter, eller anden fagperson, skal de i kontakt med en psykolog, skal der oprettes en sag med støtte fra ”Najorti” – børne-bisidder-ordningen, er en fjernelse nødvendig, eller skal en person arresteres? Det arbejde bør igangsættes efter barnets tarv er sikret. Indenfor de første 24 timer.
Indenfor 72 timer skal sagen så have sin første handlingsplan for barnet, eventuelle søskende, for far eller mor eller begge, eller for hele familien. Inden for en uge skal den første handlingsplan foreligge. Se en yderligere beskrivelse af dette område under ”Børn og Unge”.