Pædagoger og socialpædagoger, samt socialhjælpere, og barnemedhjælperes løn er for dårlig.
Ingen i disse faggrupper kan i virkeligheden leve af deres løn.
Der er en lønforskel på ca. kr. 8.000 om måneden, på disse og deres fæller i Norden; i Danmark f.eks.
Der mangler ofte også supervision, netværksopbygning, efter-uddannelseskurser til stabile ufaglærte, og en god velkomst til de pædagoger og omsorgsmedarbejdere der er tilflyttende arbejdskraft.
Men lad os starte med lønningerne.
Der er kommet et såkaldt “lønhop”, på ca. 250 kroner om måneden til dem.
Efter SÅ meget kamp, SÅ mange demonstrationer, og SÅ mange forhandlinger.
Hoppet blev et forkølet host, og gjorde magtesløsheden hos faggruppen endnu mere gennemgribende. Vi forudser mere flugt fra arbejdet.
De føler ikke deres arbejde værdsættes.
Og de opdager mistrivsel hos vore børn, er et vigtigt første værn til tidlige indsatser. De passer på børnene så de voksne kan gå på arbejde. Og de gør det inden vi andre står op, passer på de glemte børn, de udsatte børn. Dem der ikke har andre.
Vor kerne af fremtidig velfærd er i deres hænder.
250 kr. forslår til ingenting, og disse faggrupper fortjener i den grad, at få anerkendelse i lønposen.
Da der var Corona-krise gik de på arbejde. De er essentielt personale, og endnu mere når vore mål som nation er, at få børns mistrivsel ned, overgreb på børn opdaget, og en langt højere uddannelsesprocent!
Det er ikke noget under, at så få uddannede social/pædagoger arbejder med deres fag. Det kan ganske enkelt ikke betale sig, og vi burde hylde dem som helte for, alligevel at tage arbejdet.
Tak for det.
Men det er Inatsisartuts pligt, at holde op med at lade som om, at det er en sejr, at lave endnu mere komplicerede skatteregler til en gruppe af mennesker der sådan set, lever for en løn man ikke rigtigt kan leve for uden tillæg, ekstra timer, eller andet arbejde.
Alle råbte også vagt i gevær ved lærernes lønstigning. Det var der ingen grund til, det gik som bekendt fint.
Nu skal det være pædagogernes tur.