Det er vildt nok, at et forslag fra undertegnede allerede diskuteres – helt uden at jeg endnu er interviewet om det.
Kiffartuussisoq betyder den som tjener, og har ikke det fjerneste med Kiffaq at gøre.
Spændende at det skal misforstås, og endda af mennesker der taler mere grønlandsk i hverdagen end jeg gør.
Jeg vidste godt jeg ville få en masse smidt i hovedet med dette forslag.
Især at jeg ikke har ret til min identitet, fordi jeg engang tabte mit sprog.
Jeg er så TRÆT af at få at vide jeg skal lukke munden. Fordi jeg ikke er mand. Fordi jeg ikke taler særligt godt grønlandsk (endnu). Fordi jeg siger tingene som de er. Fordi jeg ikke vil bukke under for de ting, som den gamle politiske stand synes er “det rigtige”.
Fordi jeg skal have mere respekt siger de.
Respekt for hvad?
Men jeg har respekt, når man fortjener min respekt. Jeg har respekt for menneskene der bor her, ALLE mennesker.
Jeg stemmer for de forslag jeg synes er gode, uanset om de kommer fra koalitionen eller oppositionen.
Jeg skal hele tiden minde mine kollegaer i Tinget om, at de er så mange flere end jeg er. Hvad grundlæggende demokrati, samarbejde og respekt er.
Respekt går begge veje, ellers er det netop nogen der undertrykker og bestemmer.
Naalagaaq.
“Naalassuussi”. Nej tak. Ataqatigiinneq – ja tak. Ilaasusi- ja tak. Ilaaniarit, Qaa – ja tak.
Så snart jeg siger det som det er, raser de.
Og alligevel så har min vej ind i det her været klistret til med klamme usande rygter, had, bagtaleri, trusler, nedværdigelse og at blive afbrudt fra talerstolen i min rettighed som folkevalgt til at tale, mine forslag blev trukket på teknikaliteter, der er sket rigtigt meget.
Gentagne gange, fordi jeg ønsker at gøre op med det etablerede.
Jeg er stærk, men jeg kæmper også for andre der ikke er lige så stærke. Det er derfor man har demokrati, beskyttelse ag mindretallet og almindelig anstændighed.
SAM kæmper mod partier der har SÅ enorme ressourcer sammenlignet med os. Det er hvad det er. Hvad jeg ikke forstår er, hvorfor de ikke bruger dem bedre?
Vores ideer bringes til virkelighed af andre uden tak, uden samarbejde, uden empati, uden en realisering i andres indre om, om de faktisk selv er løbet tør for ideer og måske skal reevaluere. Gang på gang, for at prøve at kvæle os. Men det kan man jo ikke. Det handler om, at jeg lægger pennen og kamphandskerne, når vor befolkning har det godt. Med glæde. Det er et arbejde, men også hjerteblod som de fleste af jer ved.
Og jeg kan ikke nå alt.
Alle mine med-SAM’ere arbejder ved siden af.
Vi er bare en flok mennesker der ønsker at mennesket sættes først. At vi får taget kloge og velovervejede beslutninger. At alle har ret til uafhængig information, at vore erhverv trives, at vi bliver så sunde, dygtige og glade som vi kan blive.
Fordi vi elsker vort land. Fordi vi elsker vore medmennesker. Fordi vi ønsker at blive her, blive gamle sammen med resten af jer, og ikke kan holde status quo ud.
At vi som vane respekterer hinanden, også når kameraerne ikke ruller. At vi er der for vore medmennesker der kæmper i mørket. At vi ser hinanden, og siger tingene som de er, og give håb om, at vi kan eksistere sammen, at vi måske ikke er lige stillet – men skal have lige muligheder.
Nogen gange på ulige vilkår. Nogen har mere brug for hjælp end andre. Sådan er det.
Jeg tror fuldt og fast på, at hver eneste borger i Grønland har vi brug for.
At hvert eneste barns liv vi ændrer ved håb, kærlighed, uddannelse, tryghed, værdighed og selvværd, gør vores fremtid bedre.
Jeg mener rent faktisk ikke at Naalakkersuisoq lyder som noget der er positivt.
Det betyder noget hvad vi kalder hinanden.
Hvordan vi opfatter hinanden.
Hvordan vi præsenterer os for hinanden. Det gør det.
Og at man ligefrem skal have det helt store apparat rullet ud, for at ændre navnet – når det er stort set udgiftsneutralt… Ja.
Men at man samtidig ikke har haft det store apparat udrullet ved pensionsændringer, boligstøtte-ændringer, uddannelses-ændringer, afgiftsændringer mm. kan undre.
Bortset fra, at det for os meget godt fortæller hvorfor vi er her, hvorfor SAM er her.
Der er vigtigere ting end dette – hele tiden.
Men efter al den tumult vi har set de første 2 år, i Naalakkersuisut, beslutninger, Inatsisartut, osv., er det måske på tide at huske på, for os alle sammen, at vi er der for borgerne.
Vi bestemmer ikke bare over dem. Det er en tillid og en ære.
Det var lige dagens tanker.
