27 pct. har angivet de er udsat for vold i hjemmet, 37 pct. udsat for for meget alkohol i hjemmet, andelen af seksuelle overgreb er alt for høj, mange tyer til misbrug af hash oveni.
Det er seneste status over kendte problemer, og vi kan tilføje, at mørketallet nu, samt tallet for senfølger af disse ting i fortiden, er meget højere.
Selvmordsforsøg, systematiske problemer med tidlige indsatser fra det offentliges side af, er også velkendt.
At politiet, socialrådgivere, præster og andre myndigheds,- og omsorgspersoner har haft brug for meget mere hjælp.
At vi mangler anbringelsessteder, og forebyggende indsatser.
Der er kø ved håndvasken.
Politisk hold kræver og kræver hjælp i dag, men først når katastrofens omfang ikke længere er til at skjule.
Så kommer koalitionspartierne løbende med alle mulige og umulige forslag, af deres egne.
Fuldstændigt som om de ikke har haft magten og agten til at udføre disse egne forslag, de pludseligt stamper op af jorden efter årtier med opråb om disse problemer.
Og som om de ikke de sidste mange år har kunnet gøre noget, hvis de virkelig ville. Ja, sågar i denne valgperiode.
Men befolkningen er ikke sådan at narre, når koalitionen bare populistisk prøver at få domineret dagsordenen og skjule, at de ikke har gjort noget, før det blev dem pålagt.
Vi husker alle sammen alle de demonstrationer der er faldet for døve øren.
Koalitionen blev af et lovforslag i Inatsisartut pålagt, at bede om hjælp.
Koalitionen blev af voldsom kritik i pressen af tidligere ministersekretærer, af frustrerede voksne der stod frem med senfølger, af private børneorganisationerne, af befolkningen på Facebook, og af fag-organisationer og demonstrationer på gaden, pålagt at bede om hjælp.
MIO – Børnerettigheds-institutionen har råbt om det mange år, vore “bryd tabuet om seksuelle overgreb”-mennesker har talt om det i mange år.
Pædagoger, sundhedspersonale, social- og sundheds-assistenter, lærere, rapport efter rapport, og tv-udsendelser som den fra Tasiilaq, har påpeget at vi har et kolossalt problem med bl.a. det sorteste sorte; nemlig seksuelle overgreb de sidste mange, mange år.
Ligesådan med vold. Udsathed. Hjemløshed. Folkeskolen.
Men først under massivt, massivt folkeligt pres, talløse artikler, og nu med hjælp fra Danmark, sker der noget.
Efter et lovforslag blev vedtaget.
Der skulle lovgivning til, lovgivning der tvang POLITIKERNE til at rykke, før snebolden er begyndt at rulle.
Og nu prøver de så at “eje historien”.
Det er for tyndt. Vi er nødt til at holde skarpt øje med, at de gør noget selv. Og ikke bare pålægger Danmark og embedsmænd at gøre helt åbenlyse ting.
For danske penge, uden at ønske selv at byde massivt ind.
Glem ikke, kære medmennesker, at de kunne have gjort det alt sammen for egne penge, via egne prioriteter, langt tidligere.
Gudskelov er arbejdet ENDELIG i gang.
Men det er befolkningens fortjeneste, ikke de folkevalgte i koalitionen.
Fordi man bliver påtvunget at arbejde med problemerne sammen med Danmark, og fordi man kommer rendende nu, og påstår man arbejder for flere indsatser, er en kende gennemskueligt.
Demokraterne, Nunatta Qitornai og Siumut har de sidste mange år kunnet beslutte sig for, at gøre noget ved det.
I indeværende periode, har i hvert fald S og D kunnet bestemme, at gennemføre dette, sætte penge af, komme i gang med initiativer. Helt af sig selv.
Men der skulle et lovforslag fra Inatsisartut til, der tvang dem til det.
Lad os håbe de nu har røde ører, og faktisk tager social-området alvorligt fremadrettet.
De af os der har kæmpet med dem i Salen ved, at tonen har drejet sig meget mere for dem om, at beholde deres magt, udvise kontrol, nedgøre deres kollegaer og befolkningen, og generelt har drejet sig om udskiftninger og skandaler, snarere end børn og unges velfærd.
Men det lyder godt, at man prioriterer det nu. Og kræver ekstra dit og dat af Danmark.
Men der skulle tvang til.
Og pengene matcher stadig ikke.
Og de selvsamme partier skriger om selvstændighed og at kappe båndene til rigsfællesskabet hvert andet øjeblik.
Befolkningen husker det selvfølgelig.
Og betragter nøje hvad I foretager jer.
Det kunne klæde jer, at gå ud og finde penge til vores egne børn.
Ligesom Danmark har gjort.
Og at sige tak.
Til befolkningen for tålmodigheden og Danmark for den åbne dør.