Det er som om den samlede stand af politikere her i landet, nu er vågnet op til børn og unge katastrofen med seksuelle overgreb. Den har været der i mange, mange år, og burde være kendt.
Alligevel så matcher vi ikke selv pengene til området som Danmark har givet, med ekstra 80 mio. kr.
Det viser desværre med al ønskelig tydelighed hvor prioriteterne ligger, for vores politiske stand.
Danmark kommer med hjælpen, som et enigt Inatsisartut sidste år blev enige om, at bede om. Der skulle et lovforslag til, før vi ville bede om hjælp! Der var stor debat om det, og flere var ved at sige nej.
Vi gentog igen og igen i Salen, at vi selv skulle matche med 80 mio. kr. ekstra.
For at udvise ansvarlighed selv.
Også, at der skulle bedes om ekstra hjælp til personale, der arbejder med børn og unge, flere indsatser fra politi, især i bygder, mere forebyggende materiale, og hjælp til ofrene og deres familier, samt rehabiliterende indsatser for krænkere, og længere straffe med behandlende sigte.
Ligesådan med anbringelsesmuligheder, politi, familie-indsatser, og task-Force så hjælpen kan nå frem indenfor 24 timer efter, et overgreb konstateres.
Overgreb af alle slags, ikke kun de seksuelle.
Nu kommer Danmark heldigvis med noget hjælp, men hvor er resten af pengene VI selv skal matche det med?
Hvorfor kan vi ikke se dét, på Finansloven?
Hvor er vores egen indsats, andet end ord?
Seksuelle overgreb ødelægger så mange ting i et menneskes liv, resten af livet.
Det burde være indsats-område nr. 1.
Det glæder os at høre, at høre, at anmeldelserne stiger, selv om det er på en dyster og sørgelig baggrund.
Men vi har vidst i mange, mange år, at anmeldelserne skulle stige.
Der er nemlig massive mørketal.
Det har alle rapporter vist.
Nu sidder vi så her. Endelig (!!) ruller sagen, langsomt.
For åbent tæppe, skal vi så høre bestyrtelse… Man bliver så træt.
Man skal godt nok have sovet i timen hvis man ikke var klar over, at det var en katastrofe der har udfoldet sig for øjnene af os. I mange år.
Hvor er vores vilje? Hvor er vores prioriteter?
Så lad mig lige gentage det for de langsomme på bageste række:
Hvor er pengene fra os selv, der matcher de penge, vi er så heldige at Danmark er villige til at hjælpe os med, selv om vi hele tiden skælder ud på Danmark?
Hvordan skal vi forvente, som politikere, at befolkningen tager ansvar, når vi ikke selv gør?
Først og fremmest ved at matche pengene fra Danmarks hjælp?
Ilanngaasivik koster 230-250 mio. kr.
Lufthavnspakken koster 3,6 milliarder.
Man ønskede at bygge nye vandkraft-anlæg for 3-5 milliarder kroner.
Man hiver endnu flere afgifter ud af befokningen, de sidste par år.
Alle udbytte-betalinger fra Selvstyre-ejede virksomheder, mellem 80-150 mio. kr. pr. selskab, de sidste 3-4 år, er røget direkte i lufthavns-fonden.
Dvs. der er rigeligt 80 mio. kr. ekstra at hente, hvis man ønsker at prioritere det.
Der er ingen vigtigere opgave, for vi folkevalgte end at passe på vore børn og unge, som ikke bliver passet på selv.
Ingen.