Forestil dig dette: Du er eneste barnemedhjælper i en bygd, du opdager at et barn mistrives, og det er din pligt at underrette kommunen om bekymringen. Men du bor i en lille bygd, og kender evt. familien til barnet. Hvordan håndterer du dette?
Eller: Du arbejder i en stor integreret institution i Nuuk. Du bliver som leder bekymret over, at I altid er alt for få på arbejde til at dække børnenes behov godt ind. I er normeret til 5, men er måske kun 2 faste og 2 vikarer der er tilknyttet løst. Du véd du ikke kan gøre andet end lige præcis at sikre driften fra dag til dag, og det udbrænder dig psykisk – men du er bange for at forlade din arbejdsplads og dine kollegaer, for hvad skal de gøre uden dig? Det er DE valg de står overfor derude.
Lige dér er der voldsomt behov for et velsmurt støtte-system.
Pædagoger, socialpædagoger, barnehjælpere, og andre der arbejder med vores børn i dag,- og
døgnsinstitutioner, samt dem der arbejder med udsatte børn og unge, må ofte se langt efter hjælp til at håndtere svære psykiske ting.
I forvejen er deres løn rigtigt dårlig, noget vi håber at koalitionspartierne har tænkt sig at forbedre voldsomt, som de har lovet at de ville.
Men disse personalegrupper håndterer også mange rigtigt svære valg og situationer i hverdagen i arbejdet med vore børn og unge, herunder især arbejdet med udsatte og sårbare børn og unge.
Hver institution, og hvert anbringelsessted gør selvfølgelig hvad de kan, for at uddanne, videreuddanne, og hjælpe pædagoger og andre igennem. Men, de har brug for reel hjælp derude. Bl.a. mulighed for at tale krisesituationer igennem. Og støtte til hverdagen.
Det skal og må ikke være afhængigt af, om en kommune kan rekruttere psykologer. De må aldrig efterlades i stikken. Det brænder dem ud, og vi mister værdifulde medarbejdere og mennesker på det. Børnenes år skal kunne ses på disse områder også.
Vi må og skal sikre, at dette er tilgængeligt for vort frontline-personale, som en del af løft af vilkårene for pædagoger og deres kollegaer.
Vi ønsker at folk uddanner sig til pædagog, men både lønningerne, og mulighederne for, at håndtere svære situationer, er håbløst uddateret.
Det er sådan, at pædagoger, socialpædagoger eller personale der arbejder som sådan, ofte er første ”frontlinje” arbejdere, som opdager mistrivsel, tegn på seksuelle overgreb, sult eller andet i de små familier. Sammen med sundhedspersonale og politi.
De passer på vore børn, stimulerer dem, og de er helt centrale i alle strategier som vi politisk indfører. Fra førskoleområdet, til anbringelsesområdet, handicapområdet, og over almindelig børnepasning, så er det disse faggrupper og ufaglærte, der sikrer rygraden i vor fremtid bliver så god som mulig.
Alligevel venter vi på at opbygge systemer, der kommer dem til gode, og som sikrer dem gode vilkår.
Der er behov for en klar prioritering, støtte og hjælp til de brave medarbejdere der trods alle de uretfærdigheder der er for disse personalegruppe, møder ind.
Kommunerne kæmper i forvejen.
Lad os politisk prioritere denne hjælp. Foruden en anstændig løn.