Oppositionen beskyldes i disse dage for hadsk tale, mens de egentlige grunde til disse dages store demonstrationer må tilskrives dårlig ledelse og manglende samhørighed i Naalakkersuisut.

Samarbejdspartiet mener, at situationen er for alvorlig til kævl, fnidder og interne opgør. Det er vores opfattelse, at vores land står overfor en række omfattende udfordringer og problematikker, som kun kan løses i samhørighed. Vores børn, ældre, fattige, svage og syge lider under politikernes manglende vilje/evne til at fremkomme med holdbare løsninger. Situationen er med andre ord meget uholdbar. 

Det er disse grupper, som bør prioriteres fremfor lufthavne, kommissioner og andre omkostningstunge vidtløftigheder. Demokrati betyder samtale, og det er et stort problem for den demokratiske proces, at debatniveauet i den grad lider under politikernes manglende vilje til at tale sammen på en sober, ordentlig og respektfuld måde. Tilliden til politikerne lider endvidere under, at befolkningen er vidne til, at politikerne blot beriger dem selv med nye boliger og højere løn med videre. Det er en krævementalitet, som er meget uskøn og ødelæggende at kigge på for befolkningen.

Samarbejdspartiet arbejder derfor for, at vi sammen kan finde gangbare løsninger, hvor vi prioriterer at løfte uddannelsesniveauet, hvor børnerettigheder tages alvorligt samt hvor syge, fattige og ældre sikres en værdig tilværelse. Det er vores mål og grundlaget for vores engagement i Inatsisartut og lokalt.  

/ Jesper Enevoldsen