Selv om der blev brølet så højt i går ved demonstrationerne, er der alligevel totalt døvhed fra Koalitionspartierne.
Borgerne har fået nok.
Ikke bare af afgiftspakken, men i det hele taget.
Velfærden daler, og det kan vi mærke.
Man skal være usædvanligt tonedøv, hvis man ikke har hørt det ramaskrig der har ekkoet hele vejen over pladsen foran Inatsisartut i går, i flere andre byer og på Facebook.
Folk er ikke bare træt af afgifterne, de er trætte af politikere, af magtmisbrug, af at blive overhørt, af ønsket om at råbe op på vegne af vore udsatte.
Børn og unge, sundhedsvæsnet, boliger, hjemløse, traumatiserede, udsatte, unge under uddannelse, handicappedes vilkår, ældre der er alene og får dårlig mad og pleje… Vi kunne blive ved.
Befolkningen råber så højt og så voldsomt, fordi de ikke bliver hørt.
Det falder for døve ører. Desværre.
Der sker ingen ændringer, måske mest fordi de er bange for valg lige nu.
De regner med, at vedtage en række populistiske beslutninger snart, ændre i finanslovens prioriteringer, komme med en masse nyheder om tiltag der ikke rigtigt virker – og så regner de med business as usual.
Hvorfor?
Fordi det altid har virket før.
Fordi at nedgørelse af andre, karaktérangreb, had mod oppositionen – på trods af at det jo er befolkningen de dybest set er vrede på – udfrysning, dårlige ord om andre, overhøring af fair og rettidige protester i Salen, i forhandlinger og undervejs – alt sammen er noget de helst ikke vil tale om.
Ja, oppositionen er blevet hårde nu.
Men i månedsvis, og snart årevis, har vi troligt og gang på gang opført os anstændigt.
Til trods for tilsvining, grim væremåde, forsøg på at få os til at tie i Salen, og forsøg på at lave socialt pres på medlemmerne af oppositionen.
Samarbejdspartiet, har med vores kun ene medlem, igen og igen og igen, gentaget budskabet om velfærd, udsatte børn og unge, hjemløse, ordentlig tone, beskyttelse af mindretallet.
Når vi kritiserer gør vi det på en ordentlig måde, men kritikken kan være hård at sluge, for virkeligheden er harsk for mange derude.
Det sørgeligste er, at de fleste medmennesker her i landet, ikke er klar over, at deres livsår faktisk er dybt afhængige af, hvilke beslutninger vi tager her i Salen.
Både her og nu, men særligt på den Lance bane.
Det er et ufatteligt stort ansvar, man skal være sig 100% bevidst, når man er i Inatsisartut.
Det er sørgeligt, at ikke alle forstår det, sådan helt ind i knoglerne.
I går ved demonstrationen, fældede jeg, Tillie, flere tårer.
Ikke på grund af de hårde ord fra demonstranterne, men fordi vore medmennesker endelig har forstået de kan sige fra. At de skal sige til.
At hvis det går ud over een, går det ud over mange.
At det ikke er i orden at tage beslutninger for nogen som helst andre, end de der bor, arbejder og lever her udenfor ruderne i Inatsisartut.
I hele vores smukke land.
Vi klarer den ikke, hvis ikke vi står sammen.
Og særligt med befolkningen.
Vildledning, røgskyer, forsøg på at få os til at tie i Salen, er ikke nok længere.
Befolkningen kan snakke sammen nu, på nettet, på bedre telefoner, via pressens øjne og ører.
Den gamle, slidte magtelite, den gammeldags tankegang om enegang, herskere, at man kan tillade sig at tale usandt i Salen, kan hemmeligstemple dokumenter, og den afledningsmanøvrering som også er et gammelt trick er dødt.
Befolkningen har talt.
Hvorfor åbner de ikke ørerne???
Lad falde hvad der ikke kan stå.