Det var denne tale på talerstolen der blev afbrudt af Formandsskabet og som Tillie Martinussen måtte fremlægge under pres, hvor formanden for Inatsisartut gentagne gange rejste sig og afbrød:
Den 12. november:
For det første er Grønland i højkonjunktur, men vi insisterer på, ikke at vedtage finanspolitiske holdbare finanslove.
Vi forholder os ikke til, at fiskeriet vil have nedgang i fremtiden, at vi får en stigende andel ældre-befolkning, at vi har/får overophedning af vort erhvervsliv, at vi har efterslæb på boligområdet, efterslæb på social,- og plejeområdet, samt et stort efterslæb på skoleområdet.
De ældre, udsatte børn og unge, hjemløse, psykisk syge, fysisk syge, og ikke mindst boliglejere med skimmelsvamp, pivåbne hjem, eller frostramte og nedslidte boliger – herunder ældre der bor i disse – får ingen hjælp, og der er ikke udsigt til det i nærværende finanslov.
Prioriteringerne er lige så skæve som tænderne på de børn der heller ikke kan få tandbøjler.
Øv hvor er det uambitiøst, og øv hvor er det ærgerligt at høre, at der er underskud og ubalance i finanslovene og at man ønsker at tilsidesætte Budgetlovens pgf. 2-5.
Uansvarligheden skydes rundt imellem forligsparterne af dette års finanslov. Det skal i hvert fald ikke hedde sig.
Men sandheden er, at det er et spørgsmål om prioritering. Der skubbes voldsomt til hinanden under de her forhandlinger, men sandheden er, at der er behov for, at denne valgperiodes politikere bør få deres prioriteter på plads, og tage ansvar for reelt finanspolitisk holdbarhed.
Også udover denne valgperiode.
Gældssætning på gældssætning, i historisk fremgangsrige år, til kæmpe-projekter der ikke finansieres lødigt, ej heller giver afkast. Lufthavne, vandkraftværker, Inatsisartutboliger, og andet kan godt finansieres med lånoptag og underskud i driften, mens ældre, børn og unge, skoler og uddannelser må se langt efter ekstrabevillinger, hjælp og anstændige livsvilkår, og boliger må lukkes fordi de er for gamle og nedslidte.
Ikke alene er sundhedsvæsnet underfinansieret, der mangler tilstrækkelige tiltag til at behandle børn og unge med ondt i livet – så de ender med at tage livet af sig – nogle af dem – og der mangler også konsekvent flere penge til behandlinger af senfølger efter seksuelle overgreb.
Ligeledes mangler der penge til, og fokus på, behandling og forebyggelse af vold i hjemmet, forebyggelse af misbrug, ordentlige og rettidigt forhandlede lønninger til vort arbejdende folk, og man barsler med en fradrag der ingen stor forskel gør for nogen, når man kunne begynde på reformer der rent faktisk ville stimulere mere og bedre holdbar vækst.
Vi vil igangsætte et dyrt inddrivelsessystem der skal plukke håret af skaldede og fattige – noget vi i dag allerede kan bruge Kommune Kujalleqs gældsrådgiving til langt billigere penge, og langt mere fair, uden at plukke dem helt.
Ilanngaasivik er en dyr investering der ikke giver afkast der står mål med investeringen, og det er helt galt, at vi bruger penge til dette som ikke er nødvendigt, og tilsidesætter rettigheder på vor befolkning.
OG vi yder så samtidig ingen hjælp til hjemløse nu hvor sneen er faldet.
De samme hjemløse der jublede fordi vi endelig prioriterede dem. Men nej, vi bryder løfter på løfter.
Det er en farce.
Befolkningen kigger ind udefra, og ser til, hvordan vi misbruger deres tillid med tomme løfter om fremgang engang i fremtiden.
Når den fremgang ikke kommer, så vil vi påstå det er nogen andres skyld.
I mellemtiden indfører vi så måske endnu en gang højere afgifter, for at finansiere lånoptag på henved 6 milliarder kroner til noget der kan vente, og befolkningen får måske et ekstra fradrag på pensionister og løncheck på noget i omegnen af 200 kr. om måneden, og ”får lov at arbejde mere”.
Man skal godt nok være dygtig for at spinne det som en gevinst for befolkningen.
Efter en koalition der måske, måske ikke har opbakning, og som måske, måske ikke informerer sig selv og sit bagland i de 2 koalitionspartier, så kræver det da en usædvanlig stor kost, at feje glasskårene fra gårsdagens koalitionsfest op i skolegården.
Glasskårene er befolkningens knuste drømme, mens vi politikeres iver efter at have store, skinnende eftermæler, er bomberne der smadrede de skrøbelige drømme om forbedringer – ENDELIG – for det lovede vi dem i valgkampene. I stedet skal vi nu gå rundt og feje de knuste drømme op. Igen.
Tak til fiskerne for at sikre vor fremgang, og tak til MSC-certificeringer og forhåbentlig et ønske om, at bevare fiskeriet.
Men når fiskernes familie og venner kommer til deres rigere familiemedlemmer og beder om penge til tænder, huse der ikke er sundhedsfarlige at bo i, god, grønlandsk mad til de ældre, eller penge til behandling af traumer, bør de huske på hvad deres skatteindtægter går til. Ikke til at hjælpe i en almindelig velfærdsstat, som det burde være. Nej, de går til politikernes drømme.
Og det gør både fiskerne og deres familier, samt resten af os klogt i at huske på; at deres politikere snød dem for steder og mennesker der kunne foretage behandlingerne for de mindre velstillede end dem – og at ikke alle er så heldige at have familiemedlemmer med god indtægt de kan bede om hjælp.
Udskydelsen af finansloven bør have ét, og kun ét sigte: at få forlig på plads der sigter mod finanspolitisk holdbarhed, at nedbringe overophedning af økonomien, at omlægge arbejdsmarked således der rekrutteres til de områder der er behov for, og at begynde arbejdet langt mere seriøst med rent faktisk at hjælpe befolkningen, og understøtte en effektiv men også menneskeligt holdbar finanslov.
Investér i skoler, i bygninger, i sundhedsvæsen, uddannelser, forebyggelse, tidlige indsatser på en massiv skala. Brug samarbejdet med Rigsfællesskabet til at skaffe kompetencer og arbejdskraft til landet, åbn hjertet, øjnene og hovedet for, at omfordele byrderne i finansloven, således vi får målrettet vores kræfter der hvor der er behov for det.
Skrigende, blødende, smertende meget behov for det.
Brug det til tage over hovedet på hjemløse, brug det til børn og deres velfærd og uddannelse, brug det til
lærerne, til handicappede, til omsorgspersoner, til investeringer i selvhjulpenhed, til investeringer i vores befolkning, vore syge, vore svage, vore udsatte.
Brug pengene til at gøre dem stærke!
Ræk dem en hånd de kan løfte sig med, inkludér alle i fællesskabet, brug pengene til at stimulere vore erhvervsdrivende – ikke kun få mega-entreprenører, men alle de små og mellemstore virksomheder også.
Kan vi investere i kæmpe projekter og boliger til os selv, skal vi matche de investeringer for befolkningen og deres boliger. Hvad søren er Naalakkersuisut og Inatsisartut til for, hvis ikke det er for at hjælpe de udsatte?
De rige skal nok klare sig, og MÅ gerne klare sig godt. De støtter OGSÅ op om de svage. De enester der ikke gør, er os herinde.
Og mange af vore landsmænd skal bruge en hånd, for at komme op af det sorte hul de ligger i.
Ræk nu hånden ud til dem!!
Vi skal ud af forskansningerne herinde på kontorerne, og UD til dem vi ikke ser i hverdagen.
De skæve eksistenser, de nedbrudte, de fulde, de bange, de ensomme, de frysende, de sultende og de deprimerede.
De arbejdsløse, de psykisk syge, de handicappede, de unge, de drømmende, de levende mennesker vi alle sammen er. Se dem i øjnene og spørg dem hvad de har brug for, i historisk fremgangsrige tider.
De svarer!
DE skal have fordelene af vort lands fremgang. DE skal have en hånd af os.
Vi har alt, alt for travlt med os selv, og vore egne egoer og kampe herinde.
Det er befolkningen vi er her for.
Det er uambitiøst beskrevet i denne finanslov. Den er ikke for borgerne, men for politikerne.
Brug udsættelsen af denne finanslovs færdiggørelse på, at vedtage ansvarlighed, forbedringer for vor befolkning, forbedringer for dem der har brug for hjælp.
Derfor vil vi ikke bruge vores taletid her på, at kritisere Naalakkersuisut alene.
Alle har et ansvar her.
Vi skal stå sammen om, at få en finanslov der er ansvarlig – men for første gang i mange, mange år, også kærlig.
Med disse ord stemmer vi blankt ved denne behandling. Alle burde kunne have nået det indenfor denne tidsperiode, som vi vidste der ville være.
Vi synes ærligt talt det er noget rod, og sørgeligt at befolkningen gang på gang må i knæ, for vores egoers skyld.