Hverken Samarbejdspartiet eller vores medlem af Forfatningskommissionen Anita Hoffer ønsker at være en del af en kommission, hvor honorar fylder mere end indhold.
I starten af denne periode, fik Samarbejdspartiet mulighed for at indstille 2 medlemmer til Forfatningskommissionen. Efter en lang debat om deltagelse i Hovedbestyrelsen, var der enighed om, at så længe det ikke kostede penge, hvilket blev lovet og håndhævet på møderne, så kunne vi godt deltage.
Dels for at udvise samarbejdsvilje, dels for at signalere at vi ikke bare stiller os udenfor flertallets beslutninger – men søger at deltage aktivt – selv om vi er uenige i selvstændighedstanken.
Vi ville sikre kvalificeret arbejdet med en egnet person – nemlig Anita Hoffer.
Louis Sigurdsen, kandidat til Inatsisartut var suppleant.
Anita Hoffer gik ind i arbejdet med det formål at bidrage med hendes viden og kompetencer. Hun meddelte Forfatningskommissionen fra start, at hun frasagde sig honorar.
Indhold var således vigtigere end penge for Anita. Dette også selvom hun påtog sig opgaven som formand for arbejdsgruppe om rettigheder.
Nu har både vi og Anita kunne konstatere, at Forfatningskommissionens medlemmer skal have vederlag og tidsfristen er blevet forlænget. Set i lyset af de øvrige politiske beslutninger om flere afgifter og vedtagelse af Ilanngaassivik, kan hverken vi eller Anita Hoffer være en del af forfatningskommissionen længere.
Derfor trækker Samarbejdspartiet sig med øjeblikkelig virkning ud af kommissionen.
Vi takker for inklusionen i arbejdet, men mener ikke der er noget, der har flyttet sig afgørende i arbejdet. Arbejdet har efter vor opfattelse ikke haft den værdi det tilskrives, og nu yderligere honoreres. Selvstændigheden er ikke lige om hjørnet, og bør slet ikke være det.
Deltagelse i en forfatningskommissionen bør være af indholdsmæssige årsager og ikke for pengenes skyld. Vi mener, at pengene kan og bør bruges bedre.