Handicaptalsmandens opråb på vegne af psykisk syge, som henvises til hjemløshed, er blot én problematik i rækken af problemer der tårner sig op for psykisk syge, og deres pårørende.
Vore medborgere mister alt, hvis de rammer ind i psykisk sygdom, og de kommer aldrig på fode igen, hvis de ikke har meget, meget ressourcestærke familiemedlemmer
Psykisk syge i vort samfund har helt urimelige, umenneskelige kår.
For det første har de svært ved at blive udredt af en psykiater, det er svært at få gode, givende samtaler og medicinering og udredning af høj kvalitet. Noget der ellers kan gøre, at mange psykisk syge kan få et godt og produktivt liv.
Dernæst skal de slås med stigmatisering i et uvidende samfund, nogle udstødes af deres familie pga. manglende forståelse for deres forhold, en hel del ender i stof,- eller alkoholmisbrug pga. manglende behandling, og nogle ender som hjemløse.
En del af dem ender i straffesystemet, fordi de ikke har fået behandling i tide, og en del af vore psykisk syge medborgere ender blot i en helt hjerteskærende, dårlig situation.
Nogle kæmper med depression, eller så hårde livsvilkår, at de ender med at tage sig af dage.
Alt sammen fuldstændigt behandlings-muligt, hvis vi ellers prioriterede det i vort samfund.
Det er ganske enkelt en skandale af dimensioner.
Børn med psykiatriske behov, er kastebolde i et system, hvor forældrene skal holde ufatteligt godt fast i kraven på dem. Skoler, sundhedsvæsen og socialvæsen er slet ikke gearede til børnene.
At få udredning som psykisk syg, at få den rette hjælp, og at få opfølgning og samtaler ofte, er et must. Pårørende græder dagligt eller årligt, for deres psykisk syge familiemedlemmer.
Hvis vi havde mennesker der brækkede benet, ville vi slet, slet ikke acceptere de ventetider og fejlbehandlinger eller manglende behandlinger der sker for vore medmennesker med psykiske sygdomme, men området er både ramt af underfinansiering, mangel på personale, og stigmatisering og uvidenhed generelt i samfundet. Noget vi skal rette op på straks.
Der er behov for et langt bedre psykiatrisk system, der er behov for input fra forskning i Norden og i verden, der er behov for en jævnlig revurdering af medicinudviklingen på verdensmarkedet, og dygtigt fagpersonale og ikke mindst – en massiv opgradering af finansieringen af området.
Der skal både penge, fagpersonale, og viden omkring psykiske sygdomme ud i samfundet, samt sikres hjælp til pårørende.
Der skal være et modtageapparat til vore psykisk syge i socialvæsnet, for både børn og voksne, som ikke kan tage vare på sig selv uden hjælp.
Det er ikke raketforskning vi er ude i, men en ganske almindelig og forventelig del af velfærdssamfundet der er behov for her.
Psykisk sygdom er ikke tabu, og det skal finansieres og udredes ordentligt.
Mennesker med psykiske sygdomme har ret til værdighed, kærlighed, kontakt, og et godt liv på fuldstændigt lige fod med os andre.
Mange sidder i deres hjem og bliver ensomme, isolerede og mere psykisk syge, af, at vort system fejler og de måske bor langt fra deres slægtninge, eller slægtningene ikke længere tør komme der.
Der er behov for massivt sikkerhedsnet under familier med et medlem med alvorlig psykisk sygdom, samtalemuligheder, udredninger, samtale,- og reaktionsredskaber til pårørende, og et ordentligt system der tager hånd om disse medborgere.
Vi har psykisk syge der går rundt i gadebilledet og har det rigtigt skidt, eller som er misbrugere, og det er hjerteskærende at se hvilke forhold de lever under.
En bolig er en nødvendighed for enhver, og de der ikke kan selv, skal have hjælp med at få en god og tålelig hverdag.
Psykisk sygdom er ikke noget man har bedt om selv, og det er noget alle kan rammes af i alle samfundslag.
Vi skal af med stigmatiseringen af disse, og skal simpelthen til at pumpe nogle penge og kræfter i, at få et menneskeligt system for psykisk syge igen.
Naalakkersuisut igennem mange år og skiftende vagperioder, har ikke prioriteret området tilstrækkeligt, og det er bydende nødvendigt at de gør.
Det er ganske enkelt uanstændige vilkår vi byder vore psykisk syge medmennesker.