Mange lærere i folkeskolen er ikke klædt på til at håndtere elever med særlige behov. Der er mulighed for efteruddannelse for nogen, men køen er lang, og der er ikke mange lærere til specialklasserne. Støtterpersoner til børn med særlige behov modtager meget lidt hjælp og anerkendelse. Der er volddomt behov for en reorganisering, og et løft til disse faggrupper.
Lærerne kæmper med mange ting, men særligt specialklasselærere, og lærere der arbejder med børn med handicaps, udviklingsforstyrrelser, samt børn med andre særlige behov er pressede i hverdagen.
Tag ud og besøg en specialklasse, og I vil se, at lærerne gør deres bedste for at få hverdagen til at hænge sammen, men ofte er de ikke uddannet tilstrækkeligt, og der er lang ventetid på at få efteruddannelse.
Der er behov for en styrkelse af dette område på seminariet, men der er også behov for kurser og efteruddannelse til lærerne der i dagligdagen arbejder med denne gruppe af børn og unge.
Kurser og uddannelse, der er praktisk tilgængelige, af kortere varighed så de kan forblive på arbejdsmarkedet samtidig, og timer og lærerplaner der arbejder rundt om forløb hvor lærere kan dygtiggøre sig, således arbejdsskemaet tilrettelægges rimeligt efter dette.
Støtterpersoner til børn og unge – og voksne for den sags skyld – der har særlige behov, har også ofte brug for nogle helt specielle kurser, eller opkvalificering. Det bør vi sikre at de kan få, smidigt og hurtigt, når behovet opstår. Dette kan sikres i samarbejde med Danmark, finansieret under midler på Finansloven.
Sådan får vi bedst greb om børn, unge og voksne med særlige behov, og vi får en voldsomt styrket velfærdsmodel.
I dag er de fleste familier nødt til at flytte fra Grønland, og vi er nødt til at begynde det vanskelige arbejde med, at få handicaps,- og psykiatriske behov, samt børn med kognitive eller fysiske udviklingsbehov der er ud over det sædvanlige tænkt ordentligt ind i vort skole,- og pasningssystem.
Det er vanskeligt at arbejde med personer på autisme-spektrum, med ADHD, eller som er ordblinde eller måske har spastisk lammelse, i samme klasselokale.
Måske oven i købet med et rigidt pensum og for få voksne og støttepersoner. Vanskeligt, for ikke at sige umuligt, hvis ønsket er en god uddannelse til børnene med udfordringerne.
Det forventes af vore lærere og støttepersoner, uden uddannelse, uden supervision, og uden faglig sparring og muligheder for efteruddannelser og praktiske kurser, i tilstrækkelig grad.
Det skal vi have lavet om på, og vi mener i Samarbejdspartiet at det er et spørgsmål om prioriteringer fra politisk hold af, at sikre dette. Der er voldsomt behov for det!
Forældre, støttepersoner og lærere river sig i håret, fordi vilkårene er ufatteligt vanskelige for dem, og for børnene, som jo ikke har bedt om at have disse specielle behov selv.
Derfor skylder vi både lærere, støttepersoner, og forældre med børn med særlige behov en langt bedre viden hos deres omsorgspersoner, en opnormering af stillinger, en opprioritering af støttepersoner, og en erkendelse af, at dette område kan være særligt dyrt at uddanne i, og løfte på.
Men behovet er der, for i sidste ende er det et spørgsmål om uskyldige børn ve og vel, og en række voksne omkring dem, der kan og vil gøre en forskel, men konstant løber panden mod en mur.
Vi må og skal prioritere vore mennesker i landet. Her er endnu et område der er voldsomt forsømt.
Det er vi nødt til at lave om på.