Naalakkersuisut ønsker at KNI rykker ind i de såkaldte ”konkurrence-byer” ude på kysten. Argumentet skulle være, at det skulle gøre varer billigere. Men samtidig frygter Samarbejdspartiet at det vil betyde døden for alle små kioskejere, og butiksejere, ligesom Brugsen som er privat, mister deres investeringsgrundlag.
Private i byerne er langt at foretrække, de steder hvor der er behov for det.
Vi må begynde at omtænke vores fødevarefosyningskæde.

Naalakkersuisut tænker ikke altid færdigt, i deres iver for at hjælpe borgere. I stedet ender vi med hovsa-løsninger der er totalitære og ikke gennemtænkte.
I finanslovsforslaget for i år, er der igen en fortsættelse af arbejdet med at få KNI sneget ind i alle byer i landet. KNI som har Landskassen som bundløs kreditkasse, hvis de fejlinvesterer.

Imens må Brugsen og de små lokale butiksindehavere af tøj, dagligvarer, hvidvarer, kosmetik, kiosker, og hvad der nu ellers er af gode private butiksejere derude, SELV møjsommeligt spare op af egne penge, når de vil investere i nye butikker, et nyt marked eller en ny by.
Brugsen beskæftiger f.eks. 500 medarbejdere, og har investeret 150 mio. kr. i Ilulissat, et sted hvor deres avance – altså det de tjener på at have butikken alt i alt, er meget lav.

Der er andre måder at sikre en bedre vareforsyning til udkantsområderne, og de steder hvor vi mener det burde være billigere, skal vi både realistisk set indse at vi så skal subsidiere fragtpriserne, sikre en synergi ved indkøb og kigge på forsyningsmulighederne derude på en ny måde, mere end vi skal konkurrere med private!
Selvstyret ender altså med at komme til at dræbe det private erhvervsliv, og de arbejdspladser der er lokalt, i deres iver for at hjælpe. 

 

Løsningen er ikke at åbne butikker der er i konkurrence med private, med landskassen som evig malkeko.
Løsningen er, at tænke helt anderledes om vore service-kontrakter, så vi bevarer solidariteten, men også bevarer de privates initiativlyst, og de private, lokale arbejdspladser.
Burde vi ikke koncentrere os om, at stimulere det private erhvervsliv, og så sikre direkte subsidieringer af vareforsyninger i de byer hvor der ikke er marked for konkurrence?
Samarbejdspartiet emner efterhånden, at det er på tide, at vi gentænker vores vareforsyning her i landet, til fordel for det private marked der trods alt er mulighed for, nogen steder.

Når varen er dyr i et yderkantsområde, er det et spørgsmål om, hvad det koster at sende dertil – altså hvor mange muligheder der er for at få varen frem, hvor stort et marked der er afsætning til – altså hvor mange der kan ”være med til at betale containeren”, samt om det kan betale sig at drive forretning der – altså at investere i lokaler, vareforsyningskæde, medarbejdere, vand, varme osv.
Når vi ønsker at opretholde solidariteten med byerne – og det gør vi – så skal vi begynde at tænke nyt og anderledes om, hvordan vi forsyner disse byer på en god måde via servicekontrakter til disse steder og kun disse steder.

Men det skal ikke være op til os politikere at udtænke dette, i stedet for en lille passus i finansloven, bør dette være genstand for en langt grundigere behandling politisk.
Det er på tide vi begynder at tænke anderledes, til glæde for de private, og til glæde for borgerne.