Det kræver en grundlæggende ændring af vor måde at tænke Finanslov på, at sikre flere penge til sundhedsvæsnet.
Vore borgere er frustrerede fordi der er for få penge at udføre arbejdet for.
Ligeledes med skoler, ældrepleje, social, børn og unge som er udsatte og handicappede.
Det forslår ærligt talt ikke, med de prioriteringer vi har i Finansloven.

Det er ikke fordi vi pt. Ikke har pengene, men fordi vi bruger dem på det vi gør. Det er dét ordet prioriteringer dækker over.
Så næste gang forligsparterne ønsker at bilde os ind, at de ønsker bedre Sundhedsvæsen, velfærd, ældrepleje, bedre uddannelser, kollegier, boliger, eller andet – så spørg dem hvad de har prioriteret i stedet.
Så lad os lige slå fast med syvtommersøm, at ALLE partier der har underskrevet forliget om lufthavnene, og Finansloven for de sidste 3-4 år, er ansvarlige for, at denne prioriteringerne er som de er.
Lad os også lige slå fast, at Naalakkersuisut og deres støttepartier, ønsker at tilsidesætte Budgetlovens pgf. 2-5, som omhandler økonomisk balance, dvs. en vis grad af ansvarlighed i en Finanslov over en 4-årig periode, og SAMTIDIG ikke får indfriet deres valgløfter overfor børn og unge, ældre og uddannelser.

Nuvel, samarbejde er vigtigt, forlig er vigtige, men hvad søren gør det, når vi kan anlægge nye vandkraftværker, nye lufthavne, mens vi samtidig reducerer kommunernes bloktilskud.
Som Finansloven ser ud nu, vil Naalakkersuisut og støttepartier spare på social, handicappede, børn og unge, og yderligere på velfærd, mens der til gengæld investeres i mere eller mindre lødige projekter som Inatsisartut-boliger, og de ovenfor nævnte ting.
Sundhedsvæsen, skolevæsen og børnevæsen må øjensynligt vente på bedre tider, end det største opsving vi har haft i fiskeri i mange år, samtidig med, at vi ikke strammer ind på udgifterne, administration mv.

Man kunne således næsten forledes til at tro, at den hjælp som Naalakkersuisut er blevet pålagt at modtage fra Danmark, som følges af 80 mio. kr. i år, erstattes af lignende besparelser af vores egne penge.
Altså at Danmark ender med at finansiere vores børn og unge, og at vi så selv prioriterer anderledes.
Hvilket ikke var meningen.
Det kan vi slet ikke støtte.

Vi skal kunne se varige og betydelige investeringer i børn og unge, udsatte børn og unge, handicappede, og en plan frem mod et sundt Sundhedsvæsen, og reformer der batter, for at kunne være med.
Og ikke mindst at vi overholder vore egne love, som f.eks. Budgetloven, når vi prioriterer finanser.
Det er en voldsom ommer. Igen.