Menneskerettigheder er for vennerne – Vesten tøver
USA og Rusland er i tiltagende konflikt. Rusland agerer lillebror til Kina, og Putin er opportunistisk militærmand der ikke er bange for, at øge militær tilstedeværelse, og at spille med musklerne, når han mener at Rusland strategisk, eller økonomisk har fordel af det.
Kina er ved at bygge en ny Silkevej igennem verden, og resten af verden ligger på mange måder så tæt i seng med Kina, at de er handlingslammede overfor Kina.
Derfor vender vi i det meste af verden det blinde øje til, at menneskerettigheder er for dem der er enige med den politiske og militærstrategiske magt i Kina, og dermed er mangen en Kina-systemkritiker forsvundet fra jordens overflade. Pyt, siger Vesten.
Det med menneskerettigheder, demokratisk frihed, og frihed fra forfølgelse må de selv ligge og rode med. Vi har simpelthen for stor gæld hos kineserne, og for mange handelsfordele til, at vi har en mening om, at folk dør for Kina’s rige hånd. Og for Ruslands for den sags skyld.
Menneskerettigheder er for vennerne, begge steder, og for nysgerrige journalister, forretningsmænd og politikere dør under mystiske omstændigheder hele tiden.
Altimens er Vesten er bange, svag og mangler udsyn, og står og rasler lidt nervøst med handels-embargoer, og andre knap så vidtgående demonstrationer, der næppe tages alvorligt hverken i Kina eller Rusland.
Hvis vi lader som om, at vi ikke ser aggressionerne, så kan vi måske spille efter devisen; ude af syne, ude af sind, og så får vi lov at finansiere vor vækst via kinesiske penge og produkter. Good deal, som de siger i USA.
Handelsmæssigt, efterretningsmæssigt, og lånoptagelsesmæssigt, har Kina arbejdet hårdt – og dygtigt – for, at indtage mere og mere af den økonomiske magt i verden, og selv USA er dybt forgældet til Kina.
Altså er Kina en økonomisk stormagt, faktisk formentlig den største i verden, og Rusland og USA spiller med både de økonomiske og militærstrategiske muskler overfor hinanden.
Noget som Kina sikkert også tjener på.
Tilbage til det fredelige Grønland. Her er USA særligt interesseret i vor placering i fht. Rusland, hvorfra de kan holde øje med Rusland og deres narrestreger på den anden side af sundet.
Det er næppe heller gået deres næse forbi, at Kina sidder på de største forekomster af sjældne jordarter, mineraler og andre råstoffer, hvor Grønland potentielt set, sidder på den 2. største forekomst i verden.
Forekomster af råstoffer der kan være rare, ja faktisk nødvendige, at have adgang til, hvis USA bliver råstof-blokeret af Rusland og Kina’s alliance. Således bør potentielle råstoffer ikke tilfalde de blodrøde stormagter.
Der har i øvrigt længe været drillerier mellem USA og Rusland i form af fredelige overflyvninger af territorierne, en praksis der er aftalt ved traktater, som tillader stormagter at holde øje med evt. oprustning. Det lader til, at USA endelig har spottet oprustningerne. Og den nye kolde handelskrig der har været på vej et godt stykke tid.
Rusland har et regnestykke at gøre op med Vesten, og Kina ønsker økonomisk totalmagt i verden.
Rusland blev sparket ud af G7-familien for 5 år siden, men som den glimrende strateg han er, blandede han sig i konflikten i Mellemøsten, blev dermed en allieret af Kina, og tilsammen drev de en kile mellem NATO-allierede i, og Erdogan fløj til Putin’s residens, for at planlægge Syriens endelige.
Dagen efter kom ca. 40 afrikanske lande, som ledte efter våben og penge, til samme residens. Besøgene var ikke hos Donald Trump, og det gør ondt på den gamle militære pengemagt USA, samtidig med, at det cementerer Ruslands strategisk mulige trussel mod Vesten.
Samtidig bød Saudi Arabiens prins Putin velkommen til nationalt besøg for nylig, med både den russiske nationalmelodi, og overflyvninger med Ruslands flags farver, og alskens pomp og pragt.
En manøvre, der skulle signalere det gode forhold mellem de 2 nationer, og som betyder, at Rusland – verdens 2. største producent af olie – nu også strategisk har sat sig i en virkelig god position i fht. at indflydelse på oliepriserne, og handlen med olie i hele verden.
Rusland forventer, at Vesten fortsætter sin svage indstilling til de stigende aggressioner fra Rusland af mod Vesten, og forventer at Vesten her også vender det blinde øje til, fordi alliancen mellem Rusland, Mellemøsten og Kina kan skabe alvorlige problemer for Vesten.
Det ser ikke ud til, at Trump og USA har tænkt sig længere at følge denne taktik.
De begynder deres strategiske og militære oprustning, samt begynder endelig at reagere med handel og økonomi. Men måske er det too little too late, og det er helt ærligt både kluntet og frembusende, som vi senest har set med Trumps forslag om at købe Grønland, og Brechbuls besøg hos ministerkabinettet i Grønland. Charme-offensiv på steroider.
Det kommer naturligvis bag på Rigsfællesskabet, at USA pludseligt og uden varsel, udvider så aggressivt og dybt.
Macron, Trump, og det Brexitramte England samt EU, og Skandinavien, har i lang tid rodet rundt med strategi, flygtningekriser, handelsaftaler, og for længe har været distraheret af egne interne anliggender.
De burde i stedet udnytte Ruslands interne svagheder. Befolkningen i Rusland er i oprør over mange interne anliggender. Noget som det ville klæde Vesten at kapitalisere på, for at svække det
stigende trusselsbillede fra Rusland.
Tilbage til Grønland hvor Arktis diskuteres som lavspændingsområde, og hvor de fleste grønlændere stadig tror, at det er Danmarks valg, om man kan bevare Arktis uden militær oprustning.
Det er ikke Danmarks valg. EU, Danmark, Skandinavien, Nordisk samlinger, og FN har hidtil vist sig alt for svage, og fragmenterede, til for alvor at kunne stå sammen om, at standse udviklingen i, hvad der ligner en stigende kold krig, og i hvert fald en ny form for efterretningsmæssig og handelsmæssig kold krig, med stigende militarisering bl.a. i Arktis til følge.
Her ligger Grønland så, med sine 56.000 sjæle, i et stort og øde land, der er forpost mod Ruslands og Kina’s oprustning. Militærstrategisk, efterretningsmæssigt, og ikke mindst råstofmæssigt, kan Grønland vise sig at være særdeles centralt placeret overfor Rusland og Kina’s strategiske interesser i verden.
Noget som Rusland faktisk ikke har skjult. I mange år har russiske udenrigsministre og lignende talt om Arktis.
Altimens taler Skandinavien og Rigsfællesskabet stadig udelukkende om miljø og naturpåvirkninger i Arktis, og hårdt presset, om, at beholde Arktis som militært lavspændingsområde.
Det er slet ikke sikkert vi reelt set har et valg stillet overfor stormagternes spil.
Når Grønland så prøver sine dunvinger af, overfor en stormagt som USA, uden reelt set at rådføre sig med Danmark, der har resten af Skandinavien; EU; NATO og FN at læne sig op ad for egen rådgivning og efterretning, ja, så risikerer vi at flyve for tæt på solen.
Ingen tvivl om, at forholdet mellem Grønland og Danmark synes anspændt.
Men der er heller ingen tvivl om, at Grønland vil have bedst ved at have Danmark og Rigsfællesskabet som rådgivende og strategisk partner i forhandlinger med USA.
Danmark og Færøerne har sovet i timen mht. Grønland, men Grønland har jævnligt selv uddelt sovepiller i form af brandbuller imod dansk indblanding, og med drømme om selvstændighed.
Nu står vi så alle sammen og glipper med øjnene, og prøver at finde fodfæstet i den nye
verdensorden vi ser udfolde sig.
Havde vi alle sammen været mere opmærksomme havde vi set den komme for lang tid siden.
Nu gælder det om at stå sammen med vore tætte allierede, og ikke mindst, at rykke sammen i Rigsfællesskabet, og at tage dette samarbejde dybt alvorligt.
Af med boksehandskerne, og på med arbejdshandskerne for Grønland, Danmark og Færøerne. Til sammen er vi langt, langt stærkere, og Grønlands udvikling kan forblive grønlandsk kontrolleret i nogen grad.
Alt andet kan resultere i katastrofale følger for grønlænderne.
Den gamle devise om ildvand for jord.
Det må ikke ske. Det er vort fællesskab og vor befolkninger for dyrebare til.
Vi er nødt til at stå sammen.