Der er en række forhold der skal medtages, før man begynder at regulere et i forvejen stærkt reguleret arbejdsmarked.
Vi mener grundlæggende i Samarbejdspartiet ikke, at vi skal regulere arbejdsmarkedets parter så stramt som vi gør.
Vi kan se, hvad stramningen af arbejdskraft udefra har medvirket af eftervirkninger i form af mangel på arbejdskraft, mangel på uddannede, for ikke at tale om det signal det sender vort kære Rigsfællesskab, omverden osv.
Tilflyttende arbejdskraft er ikke bare velkomment og ønskeligt, men nødvendigt for vor fremtidige velfærd.
Med en stigende ældre befolkning, færre fødte børn, og en netto-udvandring der stiger, samt en migration fra mindre byer til større byer, og en lav uddannelsesprocent, bør vi sikre skridt mod flere tilflyttende.
Som bliver her.
Og tidligere reguleringer af erhvervenes autonomi har ikke været succesfulde.
Man fjerner altså lysten til at skabe og drive virksomhed her i landet.
Ikke alene har vi et skattesystem der er tungt, og tungt at administrere, ligesom obligatorisk pension, på anden del af denne samling ønsker man at indføre tvungen inddrivelse – i stedet for at henlægge det til inddrivningsvirksomheder på et privat marked m.v.
Nu vil man stramme grebet yderligere om erhvervslivet. Man kalder det en frivillig stramning, men det er dog en stramning.
Der lægges op til, at uden at man ønsker at deltage ”frivilligt”, lider man på opgave-udbud fra det offentlige. Altså må det antages at erhverv der varetager services for det offentlige først og fremmest rammes af den tvungne frivillighed.
Vi nævner én gang til, behovet for reformer i stedet, og arbejdskraftens frie bevægelighed i Norden, Rigsfællesskabet og en ligestilling af vore tilflyttende og hjemmehørende. Samfundet har behov for det.
Ligesådan er der en række problemer ved nærværende, som Naalakkersuisut øjensynligt ikke er helt obs på:
1) Hvor skal lærlinge og praktikanter bo, når der er så massiv kollegiemangel i uddannelsesbyerne?
2) Hvad skal virksomhederne stille op med lærlinge og praktikanter der ikke kan arbejde pga. sociale problemer, misbrugsproblemer, eller andre personlige eller faglige problemer?
Skal erhvervene til at være socialkontorer samtidig, for de kan ikke engang henvise disse til en skole-ordning eller socialvæsnet til udredning sådan som det er i dag. Altså tvinges de til at udviske deres egen konkurrence-evne ved en tvungen ordning. Og ikke mindst: Lærlinge og praktikanter får en dårligere uddannelse, fordi de er i tvungen, frivillig ordning, hvor man må tåle dem, for at få opgaver.
3) Principielt set, lyder det som en god idé at lærlinge obligatorisk skal søge om pladser på jobportal, men vejledningen i at skrive dem lyder som en tung omvej. Hvordan skal dette sikres i praksis? Fjerner man så de studerendes SU hvis de ikke har en ansøgning derinde?
4) Man skaber mere bureaukrati for erhvervslivet ved at føre et register over hvorfor og hvorfor ikke, de ansætter eller kan tage en praktikant eller lærling. Mage til kontrolsamfund skal vi godt nok lede længe efter.
Vi er enige i, at man bør søge at stimulere uddannelser til de jobs hvor der er behov, men var det ikke en idé at sikre dette igennem tiltag i skolerne i stedet for tiltag som erhvervslivet skal betale?
Det virker som mere og mere en falliterklæring. Først sænker man kravene til uddannelser, så er der ikke boliger nok, så kan man ikke sikre en tilstrækkeligt god løn til pædagoger og lærere, og man formår heller ikke at lave en kollegieudbygning, samt boligmasse-udbygning hvor der er behov.
Til gengæld henter man hænder i erhvervslivet, penge fra dem, pålægger dem det offentliges registreringsbyrder – og til hvilken nytte ? – og tvinger dem så til at følge endnu et forslag.
Og så vil man have offentlige ansatte til at administrere en smiley-ordning. Jamen hvorfor skal vore kræfter dog bruges på den slags detail-regulering?
Ligeledes indeholder forslaget en meget tydelig fordeling af opgaver de kan byde på; gør som vi beder om, ellers får I ikke opgaverne. Det er da lidt et kvælertag, er det ikke?
Var det ikke bedre at skabe reelle incitamenter, og tage fat på de flaskehalseproblematikker vi oplever?
Således gøres arbejdet langt mere positivt.
Skolerne skriver selv kollegielkapacitet, skolekapacitet, først og sidst lærepladserne.
Hvis kvaliteten af lærlinge og praktikanter er høj nok – altså hvis de er blevet uddannet godt og forberedt godt, bør det ikke være et problem at afsætte dem.
Der nævnes også mangel på undervisere, udstyr, rammer, vejledere m.v. i nærværende, noget vi kan starte med at rydde op i.
Vi foreslår at vi i stedet for nærværende, vedtager, at arbejde med kvaliteten i uddannelserne, vurderingsforløb af de unge og deres arbejdsevner – som at stå op, sociale problemer, kundskaber m.v. i skolesystemet – inden de sættes ud i praktik,- og lærlingeforløb.