Det er ganske godt, at der nu endelig er hul igennem i samarbejdet i Rigsfællesskabet. Endelig beder Grønland om hjælp.
Men for det første bør Grønland selv finansiere vore børn og unge, fordi det ellers virker som om, at vi ikke selv prioriterer dem. Det skal vi altså selv kunne.
Dernæst er der behov for overgrebsfri zoner, anbringelsesmuligheder, kurser til familier der har brug for forældrene bliver bedre forældre og ikke mindst er der behov for råd og vejledning, psykologisk og psykiatrisk behandling, og hjælp til økonomi-styring, tidlige indsatser for familier, og gruppe,- og netværksterapi.
Dernæst er der behov for reelle tilbud til potentielle seksuelle krænkere – som forebygger den første krænkelse – som skal gives kvit og frit, hvis nogen overvejer at krænke, og i anonymiseret form.
Der er behov for reel rehabiliterende programmer for seksuelle krænkere der er dømte, en revision af vores lovgivning, så vi kan idømme bedre straffe og rehabiliteringsindsatser hvor de dømte er indsatte – og dermed væk fra gaderne imens.
Og så er der behov for massive indsatser for voldelige partnere, med særligt fokus på forældre.
Der er behov for rådgivningsenheder der stilles til rådighed for sagsbehandlere og andet personale der skal træffe afgørelser, personale til hjælp med nedbringelse af sagsbunkerne, og som assistance til de lokale medarbejdere i hele landet. Dette fremgik tydeligt af tilsynsrapporterne for nogle år siden.
Der er behov for supervision til vore egne behandlere og sagsbehandlere på det sociale område, massivt meget behov for PTSD-behandlingsmuligheder for ofre for voldsomme hændelser som seksuelle krænkelser, vold, selvmord m.fl.
Der er voldsomt brug for indsatser for at sikre vor politi,- og sundhedsvæsens medarbejderes psyke, som er
de første der møder de her voldsomheder, og så er der behov for at der løftes i flok med kommunerne, Selvstyret og de andre. Vi håber I tager dette med i arbejdsgruppen, og virkelig arbejder hurtigt for at finde finansieringerne i Grønland, og matchende fagpersonale, samt virksomme tiltag der kan flyttes herop hurtigt, og versioneres af vore hjemmehørende eksperter i psykologi, politi, sundhedsvæsen og andre relevante- Det kan ikke gå hurtigt nok.
Vi taber børn hver eneste dag.
Og SÅ er der behov for, at vi sikrer os langsigtede tiltag, der virker og er lokalt forankrede.
Oplysningskampagner og små skridt, kan man begynde på, når de umiddelbare behov for hjælp er tilendebragt. S
om Samarbejdspartiet har nævnt mange gange før; så bør Grønland betale for indsatsen selv, og vise at vi prioriterer arbejdet højt, men med indspark, faglig hjælp og sparring, og tilsendte arbejdshold i perioder, indtil det er muligt at håndtere området selv.
Og sidst men ikke mindst, er der behov for det I foreløbig er blevet enige om.
Personale-lønudligninger, opnormeringer på politi og retsvæsen, hjælp til anstaltsbetjente, og mulighed for medicinsk kastrering til de særligt tunge tilfælde.
