Det kan ganske enkelt ikke passe, at en seksuel krænker på 21 år, som har voldtaget en 12-årig gentagne gange, slipper med en advarsel, sådan som Sermitsiaq har skrevet i dag er sket.
Uden at gå nærmere ind på en konkret sag vi ikke kender det fulde omfang af, ekkoer fornemmelsen af totalt tabt retssikkerhed i bevidstheden.
Vi har ALT for milde straffe for denne slags forbrydelser. Vi har ALT for få opfølgende tiltag for at sikre det ikke sker igen. Vi har nærmest ingen programmer for at forhindre recidiver, altså gerningsmænd der gentager kriminalitet – og særligt i sager om seksuelle krænkelser, er der på verdensplan en ret høj tilbagefalds-faktor.
Det er et område, som der hurtigst muligt må tages fat på, af Naalakkersuisut.
Vi synes de hurtigst muligt skal se, at få indført en ekstra-lovgivning, som kan nås på næste samling allerede, omkring særligt skærpede foranstaltninger mod seksuelle krænkere af børn.
Det har en stærk signalværdi, og der er behov for massiv folkeoplysning på området også.
Hvor skal ofrene henvende sig for at få hurtig hjælp?
Hvor kan de pårørende til børn der oplever overgreb få hjælp henne til at håndtere offerets ar i sindet og på kroppen?
Og hvilke foranstaltninger eller rehabiliterende indsatser og ikke mindst – OPFØLGENDE opsyn, kan vi med nuværende lovgivning iværksætte, således retsfølelsen ikke krænkes så voldsomt og så ofte.
Gerningsmandsprincippet i sin nuværende form, har spillet fallit. Dels fordi der for nuværende ikke er de korrekte rehabiliterende indsatser, eller tilstrækkeligt med muligheder for at lave handleplaner der faktisk virker, men også fordi straf-udmålingen er ufatteligt, latterligt lav.
Gerningsmænd af denne slags, ødelægger børn og unges liv for resten af livet.
Deres evner til at knytte sunde bånd, at elske, at føle tillid, livskvaliteten, fremtidige forhold til mennesker de burde kunne stole på, og arbejdsevne, ligesom mange oplever PTSD-symptomer, og manglende livsvilje som følge af seksuelle krænkelser.
Det varer som oftest hele livet, og betegnes samlet som ”senfølger”, ligesom familierne til de krænkede også oplever senfølgerne og massive påvirkninger fra deres krænkede pårørende.
Det er et onde vi skal have gjort op med.
Behandlinger til ofrene først og fremmest, en markant styrkelse af retssikkerheden ved strammere opfølgning af gerningsmænd i seksuelle krænkelses-sager, samt en hårdere strafferamme og flere rehabiliterende indsatser, der rent faktisk beror på noget der virker.
Vi skal ikke ud i tilstande hvor selvtægt bliver nødvendig, ligesom vi ikke skal acceptere tilstande som nu, hvor gerningsmænd møder deres ofre med det samme, og således kan intimidere dem, og krænke igen, uden konsekvenser.
Det er uacceptabelt.
Naalakkersuisut bør nedsætte et hurtigtarbejdende arbejdsgruppe, i samarbejde med Danmark, som skal komme med anbefalinger til stramninger, afdække behov for indsatser overfor både krænkere og ofre, og som kan komme med anbefalinger til de rette lovændringer allerede til næste samling.
Det kan ikke gå hurtigt nok.
Og Inatsisartut har givet hjemmel til det, ved vedtagelsen af særloven på sidste samling, som pålagde Naalakkersuisut at tage kontakt til den danske regering mhp. Børnesager.