Politik er ikke fodboldhold
Politik er ikke forboldhold, man skal ikke heppe på nogen uanset hvordan det går.
Politik bør være den vanskelige kunst at prioritere det bedst mulige for flest mulige, og det er grundlæggende et meget ærefuldt hverv.
Når befolkningen køber præmissen om, at man skal være i et fællesskab uanset hvad der sker, så ender de med at tabe selv.
Deres børn, deres bedsteforældre, forældre og de selv taber, fordi magtfuldkommenhed, tager pladsen fra sund fornuft og reel konkurrence på løsningsforslag, idéer og ideologi.
Partier bør arbejde for dit og befolkningens bedste, ikke for systemets eller eget bedste. Det er rigtigt vigtigt at pointere.
Det er enormt vigtigt at forstå, at politikerne handler på vegne af dig, men magt kan korrumpere, og derfor er det endnu vigtigere at sikre sig, at der er kontrol-organer overfor politikere.
Og at det er ok at befolkningen siger fra, overfor de allermest outrære ting der kommer på bordet.
Alt fra luftpudebåde til at dræne landskassen for penge til prestige-projekter må man GODT sige fra overfor.
Der er stor forskel på, at man kritiserer politik, og institutioner, til at gå personligt efter private mennesker, og gå efter at ødelægge deres liv og deres rygte som mennesker. Meget stor forskel.
Fordi man kritiserer måden at føre politik på, er det ikke det samme som at kritisere det enkelte menneske.
Og fordi man er vildt uenige om et emne, betyder det ikke, at man ikke kan sunde sig, og opføre sig ordentligt overfor dem man er uenige med, når stormen har lagt sig.
Social kontrol
Det kan være svært at blande sig i debatten, for der udsendes mennesker med tilknytninger til partierne i kommentar-sporene som rene ”tæskehold” overfor de andre.
Og det går sjældnere og sjældnere på emnet, men koldt og kalkuleret på, at svine en person til, eller at genere dem så meget i kommentar-spor at de forhåbentlig får et sammenbrud. Det behøver ikke engang at være sandt. Tak skæbne, de nye politikere skal være stærke. Denne praksis er totalt ved siden af.
Ligeledes burde vi efterhånden have lært, at når vi skændes i Salen, kan vi sagtens være gode venner i privaten. Men den sociale kontrol når helt ud i hverdagen i dag, efter arbejde, og hele tiden.
Og det er ganske enkelt et spørgsmål om magt, og social kontrol. Af politikere, men måske endnu mere effektivt overfor borgere der ellers kunne ønske at ytre sig. Folk risikerer jobsikkerhed o.a. ved at ytre sig.
Det er et politisk pressur-middel til at sikre en svagere opposition, som man ellers kun ser i diktaturer. Derfor skal man have endog meget tyk hud, for at tåle at være imod etablerede.
Det afspejler måske meget godt, at samfundet har problemer med mobning.
Men vi er jo alle i samme båd, og vi skal lære at diskutere, uden at ville slå hinanden halvt fordærvet, eller udelukke jobmuligheder, ødelægge relationer og bare svinge løs med øksen.
Man kan sagtens kritisere politik og praksis stærkt, og skal have lov at kritisere. Men uden et ligeværdigt sæt spilleregler, bliver det en evig kamp mod de etablerede der føder sig selv og hinanden. Det er nepotisme. Og social kontrol – ikke reel frihed, demokrati og ordentlighed.
Ligesom det er politisk og diktatorisk kontrol at søge at indskrænke midler og muligheder for oppositioner, og at sikre magt og penge til etablerede. Men det får vi jo diskuteret grundigt på den kommende samling.