I Finanslovsforhandlingerne vil Finansministeren beskære uddannelser, og straffe skoler som ikke har gode karakterer. Naalakkersuisut overser fuldstændig den manglende indsats fra egen side i 40 år
Folkeskolen skal på resultat kontrakter. Døgninstitutioner er på taxameterordninger. Psykiatrien lider. Boligmassen er nedslidt, og saneringsmoden. Ældreplejen er sparsom. Sundhedsvæsnet er i knæ.
Vi formår ikke fra offentlig side af, at løfte vore hjemløse, voldsramte, personer udsat for seksuelle overgreb. Vi kan ikke engang sætte bøjler på børns tænder, eller sikre fysioterapi i landet til ældre, og rekonvalescenter fra operationer og livstruende sygdomme.
Vores velfærdssamfund har spillet fallit.
Og dette vel at mærke i en opsvingsperiode, hvor Grønland har rigtigt god økonomi at gøre med.
I denne periode forsøger vores finansminister så, at bilde os ind, at det er fordi Inatsisartut ønsker forbedringer for vor befolkning, at Finansloven hænger dårligt sammen. I stedet for at erkende, at man blot prioriterer anderlede i tårnene…
Og så søger Naalakkersuisut at beskære det eneste hundrede procent sikre middel i verden, mod fattigdom; uddannelse.
Uddannelse har i hele verden vlret et værn, der sikrede bedre løft af ethvert individ, og for bedring af flertallet af befolkningens vilkår, og dermed et samfunds udvikling mod bæredygtighed på mange planer.
Uddannelse danner baggrund for kritisk sans, mulighed for at hente information, danne baggrund for fornuftig kildekritik, og sikrer en livlang værktøjskasse til de uddannede, som de kan anvende til at mestre livet og økonomi med. Og forstå nyheder, og at forstå demokratiet med.
Det virker næsten som om, at det er stik imod hvad de etablerede partier ønsker at befolkningen kan.
Befolkningen skal nemlig kunne selv.
Folk forlader Grønland for at give deres børn en bedre uddannelse, og en tryggere opvækst. Folk udvandrer fordi de bliver syge eller ældre.
Og folk udvandrer i stor stil fordi de ikke vil udsætte deres børn, med eller uden handicaps, for vores offentlige system, der starter med ingen pladser i vuggestuer og børnehaver, over til en folkeskole der kæmper, og ungdoms,- og videregående uddannelser der er langt under niveau for, hvad de burde være.
Det er fordi vi starter uddannelsessystemet med, ikke at lytte til folkeskolerne og lærerne, samt forældre og elever selv. De kommer med hele spisesedler til politikerne, som man kan starte en reform ud fra.
Hvis vi ville opgive denne tåbelige tankegang, og sætte os ned ved bordet med ALLE interessenter på området, ville vi kunne nå langt med ganske få midler ekstra. Og de SKAL afsættes.
Det siger sig selv, at hvis man straffer skoler, i stedet for at hjælpe dem, og lukker ned for staben i stedet for at uddanne dem, så forværres de sociale og økonomiske problemer vi ser i dag i landet.
I 40 år, har vi haft ansvaret for uddannelser. Vi har kraftigt brug for, at vi prioriterer anderledes end nu.
For vores befolkning – men særligt for børn og unges skyld.
Ud med straffen, og ind med dialogen. Med folkeskolerne selv.