Hvis nogen var i tvivl om, hvor prioriteterne lægger for det nuværende Selvstyre, så kan vælgerne da ikke længere være i tvivl. Prioriteringerne er jo helt galt afmarcheret.
Vi har råd til hundedyre lufthavne, men ikke råd til at helbrede vore syge medmennesker.
I forvejen rejser syge og handicappede, psykisk syge og ældre i stor stil ud af landet, hvilket er forståeligt.
Læger, sygeplejersker, og sundhedsassistenter i hele landet løber dobbelt så hurtigt som de burde, og bærer helt ufatteligt tunge byrder. Tænk at uddanne sig som omsorgsperson, og så at være nødt til at nægte syge hjælp. Folk dør jo af den slags.
Jeg synes Naalakkersuisut skylder svar på, hvilke – flere syge – der så ikke kan få behandling.
I forvejen er mennesker med psykiske sygdomme, og helt almindelige syndromer som f.eks. ADHD, samt ældre med sygdomme, og kronisk syge, samt f.eks. allergipatienter forvist fra landet hvis de vil have en god behandling. Det er et prioriteringsspørgsmål. Befolkningen skal ikke spises af med, andet end solide svar.
– Tag nu og lav en reform, skab samarbejde med danske og udenlandske sygehuse, sørg for gode forhold når sundhedspersonnel kommer til Grønland, og afsæt pengene til det. Det er grundlæggende for et – bogstaveligt talt – sundt samfund.
En ældre mand i en by nordpå som jeg besøgte, som har været driftig hele sit liv, har fået en hofteoperation på Sana, men kan ikke få genoptræning. Han kan altså ikke arbejde mere, han går så dårligt nu, at han ikke kan passe sit hus og sin dagligdag derhjemme. Det er manglen på genoptræning der har frataget ham de bedste år af hans pensionistliv.
Til gengæld er han nu tvunget på plejehjem, og det betyder en meget større udgift end at få styr på sundhedsvæsnet.
Ingen tvivl om, at rekruttering er svært. Men så burde der så heller ikke være nogen tvivl om, at vi bør omlægge og udvide samarbejdet med flere lande, også udenfor Norden, således vi kan skaffe sundhed til vore syge.
Vore hjemløse, børn og unge, folkeskolerne, og sundhedsvæsnet er så pressede, at man ikke kan fjerne nogen som helst ydelser, overhovedet, uden at det betyder afgørende forringelser for vor befolkning.
Til gengæld har vi råd til lufthavne og andet, uden at søge ekstern finansiering, og med dårlige beregningsgrundlag.
Det er ganske enkelt skandaløst, at syge ikke kan få behandling.
Man kan ikke skære mere i sundhedsvæsnet. Det er allerede amputeret.
Det skal og må prioriteres over store projekter vi ikke har råd til alligevel.
