Samarbejdspartiet kan næsten ikke få hænderne ned, over, at der nu er flertal for at søge samarbejde med Danmark omkring socialområdet.
Men hvordan kan vi gøre det i praksis?
Her er (nogle) af vore bud:
Sørg for at hjælpen hjælper i lang tid
Sørg for, at sikre et team fra Grønland af psykologer, sociologer, og forskere med baggrund i vor kultur til at være en tænketank, sammen med socialrådgivere og lokal-repræsentanter fra kommunerne.
Dette for at sikre at man kan implementere og sikre nye systemer, hjælp osv. der varer ved i længere tid.
De kan hjælpe med at forske i de programmer, den hjælp og de tiltag der laves, så de kan tilpasses, versioneres og fortsættes efter ekstra-ordinær hjælp forsvinder.
Evalueringer af indsatser nuværende, og følgeforskning på de ekstra-ordinære tiltag der laves, bør også tilvejebringes.
Vi skal naturligvis beholde de ting der fungerer, og det er vigtigt at vi samtidig erkender, at det er vigtigt med lokalkendskab til input, men mindst lige så vigtigt med folk udefra, til at sikre, at der ikke tages unødigt hensyn til krænkere eller andet, fordi man er bange for reprimander, trusler eller at blive frosset ude af sit lokalsamfund.
Hjælpen SKAL komme fra andre byer, og mennesker der IKKE er en del af lokalsamfundet, når det gælder vurderinger, afdækning af problemstillinger og behov.
Det er også meget vigtigt, at der tages et fagligt og sagligt udgangspunkt i Børnekonventionen, således det ikke kan manipuleres eller fordrejes – de behov og tiltag der er brug for.
Inddrag MIO i arbejdet også.
Det er også vigtigt for Samarbejdspartiet at understrege, at vi SELV skal finansiere helt,- eller delvist den hjælp vi kan få fra Danmark.
Danmark skal ikke redde VORES børn, VI skal redde vores børn, og det skal vi vise vi prioriterer.
Mere specifikt, at beslutningstagerne, får input til:
* Tilpasning af administration til vores ressourcer, kultur og uddannelsesniveau, på sagsbehandlingsområdet (altså input til forenkling af systemer).
– Hvilke stillinger SKAL have uddannet fagpersonale, hvordan uddanner vi dem på længere sigt, hvordan sikrer vi en mentalitetsændring, og hvordan får vi forenklet vore systemer?
– Vi foreslår at der skal indføres en 48-timers regel, indenfor 48 timer skal sager med børn være påbegyndt, og en handlingsplan skal foreligge indenfor 72 timer. At børnesager får deres egne, hurtigtarbejdende enheder.
– Der skal på den lange bane afsættes ressourcer til, at sikre supervision juridisk og fagligt til teams i kommunerne, der har behov for hjælp, og der skal laves kommune-resehold og turnus-ordninger for tilsynsenheder fra Selvstyret og kommunerne, gerne med MIO og andre relevante som overvågere på frekvensen, behovet og kvaliteten.
* Afdækning af behov der er forskellige i bygder og større byer, geografiske og kulturelle faktorer i behandlingsprogrammer.
– Find ud af hvordan man får lokalsamfundet engageret og vedholdende holder fast i en socialt sund livsstil, samt får ryddet ud i tabu og frygt.
– Skal der udefrakommende til, i mindre samfund for at sikre underretningspligten virkelig gælder?
– Skal der udefrakommende supervision til, for lokale der gør op med borgere der begår kriminalitet som seksuelle krænkelser, vold, trusler mm.?
– Forskningssamarbejde og følgeforskning bør være en del af indsatsen, fra vor egen side, i samarbejde med forskere i andre lande. Gode eksempler er, de forskere der allerede har arbejdet i Grønland, fra Norden.
– Sørg for breaks og familielejligheder, familiebehandlinger, gruppeterapi, og familiekurser de steder hvor det fungerer.
– Lad ordninger der virker som Najorti, og politiets indsatser blive, og følg op på dem. Især i den umiddelbare situation vi står i, i dag.
– Samarbejdspartiet har stillet forslag om en fond til sociale indsatser, målrettet disse. Som civilsamfundet kan søge, og få tildelt midler, på baggrund af fagligt tjek med de indsatser der søges om penge til.
* Kulturforskelle, og kulturbarrierer medtages som forudsætning. Input fra kloge hoveder på, om f.eks. gruppeterapi, familieterapi, eller individuel terapi fungerer bedst. Igen med lokalområderne som udgangspunkt. Der ER kuturforskelle på Danmark og Grønland, vær nysgerrige på dem, inddrag vore eksperter i arbejdet, overkom barrierne i dette, til gavn og glæde for børn og unge.
* Kulturbevarende og sprogbevarende islæt. Det bør være sådan, at vore egne terapeuter, socialrådgivere, psykologer og socialarbejdere lærer nye metoder, systematisering, nye supervisionsarrangementer, og får brudt med nogle gamle mønstre, får mere energi og inspiration.
At de får et netværk der spænder over Danmark og Grønland, således de kan løfte på grønlandsk, og som hjemmehørende, men uden at gå i knæ.
– Kan vi opbygge gode netværk, fagnetværk, til sparring, supervision, umiddelbar juridisk hjælp osv. kan det gavne vore medmennesker der er født her og bor her, i deres daglige arbejde og videreuddannelse, eller videreudvikling.
– Sørg for at en betjent, kommunefoged, psykolog, psykoterapeut, sagsbehandler, aldrig står alene.
* Sørg for massiv støtte til frontlinjerne i socialt arbejde.
– Igen; supervision, hjælpe-værktøjer til diagnosticeringer, rette sagsbehandling m.v. men med udgangspunkt i, at vore egne medarbejdere arbejder tæt sammen med hinanden, med mulighed for faglig og juridisk supervision, vejledning og støtte.
* Faglige netværk:
Til hjælp for f.eks. krænker-tilbud, voldstilbud m.v., er det vigtigt med forskningsbaserede og effektive tilgange. Det er en fordel for os, at vi er relativt få mennesker i landet, rent befolkningsmæssigt set, forstået sådan, at best practices kan afprøves og udbredes, og geografiske tilpasninger er til at overse, hvis vi ellers har gode projektledere, og gode ledere med overblik.
Det kan være en bagdel af være få, hvis vi skal have flere ressourcer sat ind på social-
området. Her kan vi jo så sige ja tak til hjælp udefra, og søge de bedste løsninger for landet,
med den hjælp.
* Sørg for professionelle, dygtige, koordinerende teams til at sikre implementering, koordinering og projektledelse af de mange tiltag vi igangsætter.
Sørg for evaluering hver gang, sørg for afdækning af behov belyses grundigt, sørg for at følge op på indsatserne, tilpas, og justér undervejs.
Konkrete tiltag vi kan tage, i fællesskab mellem Danmark og Grønland
1. Opret samarbejdsudvalg, hvor der er deltagere fra Grønland, Danmark og evt. Færøerne hvor det synes relevant – til at evaluere arbejdet som fagfolk foreslår og iværksætter. Sørg for forskere også får en plads.
2. Uddannelse af vore medarbejdere – kompetence,- og kursusløft. Nærmere betegnet at udarbejde, implementere kurser, og få lærere og andre til hjælp med dette.
3. Sørge for hjælp til skolelærere – supervision, og hjælp. Lav et program for skolelærere der ønsker at arbejde i Grønland, fra Danmark – som inkluderer en integrationspakke, kulturforståelse osv., så vi kan få flere lærerkræfter ind i folkeskolen og løfte denne.
4. Taskforce til at nedbringe sagsbunkerne rundt omkring i landet. Med børnesager som prioritet.
Ligesom vi så det ved retsvæsnet, så sammensæt nogle taskforces i samarbejde mellem disse og politi, til at kategorisere underretninger, børnesager, og familiesager i alle kommunerne, og begynd at udrede hvad der skal til, for at børn og unge sikres hjælp, samt hvilken slags hjælp der er mulig – og hvilke typer hjælp der mangler. Katalogisér manglerne, og samarbejd om, at skaffe finansieringer, behandlingstilbud, anbringelsestilbud, samt familietilbud til dem der mangler.
5. Skaf mere politi til bygder og yderdistrikter i en periode, således de kan efterforske sager ordentligt og hurtigt, som ikke er hjemmehørende i den by eller bygd, men som kan arbejde uafhængigt af lokalsamfundet, således betjentene ikke belastes unødigt i deres lokalområde.
6. Skaf sagsbehandlere der skal gennemgå sagerne til aflastning og hurtigere proces.
Men lad de lokale sagsbehandlere m.fl. tage samtalerne med borgerne, således at de der kan sproget arbejder med borgerne ansigt til ansigt, og de der arbejder med kontor, kategorisering, journalisering og politiske samt faglige anbefalinger godt kan være enkeltsprogede dansktalende.
7. Sørg for supervision til alle der kan tale dansk, fra Danmark af, og lad dem der er enkeltsprogede grønlandske få supervision af grønlandsksprogede psykologer og fagfolk, således fordeles ressourcerne bedst. Supervision er rådgivning, aflastningssamtaler, psykologsamtaler og vejledningssamtaler fra fagfolk til fagfolk.
8. Brug det nordiske arbejde, f.eks. Alternativ til Vold, der stammer fra Norge, Janus-Centret til forebyggelse af krænkere, fra Danmark, behandlingstilbud til yderkantsområder som Norge er eksperter i, osv. til gavn for Grønland.
9. Sørg for NGO-samarbejde. NGO står for Non-Governmental Organisation, og betyder egentlig Civilsamfundets organisationer. Det vil sige, bl.a. de private organisationer – altså ikke offentligt drevne organisationer – som arbejder i Grønland.
Sørg for de får forum til udvekslinger og samarbejde.
Der er mange gode programmer i organisationer som Red Barnet, organisationer der behandler følger af vold i familier, alkohol-organisationer for pårørende, organisationer for nuværende og tidligere anbragte med flere, hvor de grønlandske foreninger kunne have rigtigt godt af inspiration, erfaringsudveksling, hjælp og fællesskab med andre NGO’ere i verden, startende med Danmark.
Lav evt. en fond i fællesskab til disse.
Meget kan være hentet hjem på positivt samvær i bygder og yderdistrikter, i form af sommerlejre for børn og unge, eller familier, i positivt samvær omkring sport, sunde aktiviteter og andet, og muligheder for børn og unge, at rejse ud i verden på sportsstævner, på lejre og internationale samarbejder omkring politik, spejdere, drama, kunst, eller hvad det nu kan være.
10. Sørg for at få oprettet tilflugtssteder for børn og unge med uddannet personale i de fleste byer og bygder, naturligvis personale med behørige baggrundstjek. Det kan sagtens være kommunernes eksisterende lokaler, og der bør altid være en inddragende, og arbejdende sikkerhedssystem på plads til at behandle børn og unge, og deres familier, som opfølgning på ophold disse steder. Men det skal være et sted de kan gå hen og spise, sove trygt, og komme væk fra eventuel ballade hjemmefra.
Følg op med gode programmer som politiets ”Fra husspektakel til samtale”, Maniitsoq-modellen, misbrugsbehandling, psykolog-behandling eller hvad der nu kan hjælpe familierne til at blive sammen, hvis det er muligt. Er det ikke muligt er der behov for specialiserede og gode behandlingssteder og anbringelsessteder.
11. Samarbejde om gode behandlings,- og anbringelsessteder for børn og unge.
Der bør mindst være nogle steder med specialiseret personale til; forebyggelse af et kriminelt liv og løbebane, hjælp til sårbare for at blive krænkere – altså tidlige indsatser til at forebygge krænkelser, hjælp til børn af voldelige forældre, hjælp til psykiatriske og diagnosticerende udredninger, hjælp til skole og uddannelsesløft, hjælp til seksuelt sårbare og krænkede, specialiserede tilbud til deprimerede, og specialiserede tilbud til suicidalt truede unge og børn, med flere.
Flere penge, supervision og uddannelse til plejefamilier, samt flere og mere tilbundsgående baggrundstjek for disse.
Plejefamilie-konsulenter og børnebisiddere bør også være en del af ligningen.
12. Terapi-samarbejde. Flere gruppe-terapi tilbud. Flere tilbud om individuel terapi. Her kan man igen søge at opdele sprogligt, således at der kan gives hjælp på eget sprog, når der er behov for dette. Men også kan ydes hjælp på dansk, når sproget ikke er en hindrende faktor for terapi og psykolog-hjælp.
13. Opret familieskoler og familielejligheder til familier der har behov for hjælp til at håndtere deres udfordringer, men som ønsker hjælp.
Der er sikkert mange flere tiltag vi kan finde ud af hen ad vejen, der kan nytte, men i alt væsentligt så drejer det sig om, at man finder veje til samarbejde og hjælp, og ikke forhindringer.
Finansieringerne af dette, bør også undergå en gennemgang, og der kan og SKAL både kommuner og Selvstyre afdække hvordan man kan kanalisere midler hen i at styrke det sociale område for børn og unge, og bidrage med hel,- eller delvis finansiering af den ekstra-ordinære hjælp.
F.eks. i form af lønninger til de ubesatte stillinger, i form af personale-boliger, i form af styrkelse af eksisterende velfungerende programmer osv.
Ligesom administrationerne bør have en effektiviserings-gennemgang på den lange bane, således vi får realiseret at styrke administrationerne i kommunerne i samarbejde med disse.
Dette var nogle af vore indledende bud på, hvad vi kan gøre.
Flere vil følge.