Tasiilaq dokumentaren

Det viser med al ønskelig tydelighed, hvor meget ude af takt de fleste af os politikere er, når vi kan læse at Naalakkersuisoq for området for Børn og unge, Martha Abelsen, og social, siger nej tak til hjælp til børn og unge.
Hvornår har de sidst været i kontakt med de borgere, medmennesker – men allermest rasende gør det mig: – børn og unge der lider under vores katastrofale mangel på hjælpeinstanser på det sociale område?

Hvorfor skal vi ikke sige ja tak til al den hjælp vi kan få? KOM I GANG MED ARBEJDET NU!

Det kan ganske enkelt ikke passe, at børnene og vore medmennesker der lider under sociale problemer gang på gang tilsidesættes.

Der er som vi hele tiden har sagt, IKKE afsat penge nok til området.
Der er IKKE forsøgt at lave systemer der er tilpasset vor uddannelsesniveau og kultur, til trods for at vi i Samarbejdspartiet har stillet forslag om dette – med følgeforskning.
Der er IKKE lavet tværinstitutionelle arbejdsgrupper mellem Selvstyret, kommunerne, forskere og fagfolk, til trods for at vi har foreslået dette.
Der er INGEN reelle forbedringer til børn og unge.
Når Naalakkersuisut gang på gang henviser til ”at de er i gang med arbejdet, udredninger, analyser eller rapporter”, fordi de skifter Naalakkersuisut ud som vinden blæser, kan det IKKE være befolkningen der skal lide under det.
Nu er nok!

Hvis Naalakkersuisut har tænkt sig at tilsidesætte al den hjælp de får tilbudt, af alle partierne i Inatsisartut, samt den hjælp DE SELV KAN DEFINERE – i fælleskab med Inatsisartut, bør de så ikke gå af?
Den her dokumentar har sat ild i hjerterne, endelig, rundt omkring i landet.
ENDELIG står vi sammen!
Så stiller Naalakkersuisoq sig som bremseklods?
Hvor er pengene, handlingerne, udbedringerne, samarbejdet, valgløfterne?
De satser på det hele er glemt om 14 dage igen, men det accepterer vi aldrig nogensinde.
Indtil det sidste barn med behov for hjælp har fået den, standser vi aldrig med at råbe op for dem der ikke selv kan. Derfor arrangerede vi en stille demonstration i dag ved Future Greenland.
Derfor kritiserer vi, derfor stiller vi forslag.
Selv om vi er et lille parti, med få hænder, bruger vi enormt mange ressourcer på det her.
Vi får ikke en ny chance for en bedre fremtid for de børn der vokser op nu.
Det er nu eller aldrig.
Sig ja tak til hjælpen, eller gå af, Martha.