I dag 1. behandles loven om støtte til handicappede, så det er en historisk dag i dag for mennesker med handicaps og deres pårørende.
Som storesøster til en mand med infantil autisme, som skal bruge 24 timers hjælp hele døgnet, alle dage, kan jeg ikke lade være med at fælde en tåre.
Udvandrende forældre og familier
Der er ingen tvivl om, at Grønland i mange år har haft det svært med at passe på vore handicappede, uanset om det drejer sig om medfødte handicap, eller tilkommende handicaps igennem livet, og uanset om det er psykiske eller fysiske handicaps der er tale om.
Det har betydet at vi har set en massiv udvandring af Grønland af familierne til handicappede.
Man eksperimenterer ikke med helbredet hos mennesker man elsker, og det er hvad der hidtil har været tilfældet.
Ufatteligt lange sagsbehandlingstider, mangel på uddannet hjælp, opslidende løben spidsrod mellem kommuner og Selvstyre, skoler og udredningsteams, socialrådgivere og sundhedsvæsen er hverdagskost for de ufatteligt stærke forældre, søskende eller værger der er, for mennesker med handicaps.
For at ende med manglende hjælp, eller manglende kommunikation, i rigtigt mange tilfælde.
Så mange ressource-stærke familier flytter – mens de stadig har ressourcer – til Danmark, for at få egnet hjælp. Det taber vi på som samfund, og vi kan helt ærligt heller ikke være det bekendt.
Hjælper loven så?
Nej, den hjælper ikke spor i sig selv.
Derfor har Samarbejdspartiet i sit ordførerindlæg peget på en række ting, som efterlyses af organisationerne der huser forældre og pårørende til handicappede, og derfor har vi også efterlyst at pengene skal følge med, ligesom på alle de andre sociale områder, hvor der er behov for både ressourcer, gode folk, uddannede specialister osv.
Vi kritiserer bl.a. at kommunerne alene skal løfte området, vi frygter en omgang blame-game frem og tilbage, hvis der ikke etableres meget tæt samarbejde for at få loven til at virke efter hensigten.
Selvstyret må åbne op for tilflyttende arbejdskraft til området, sikre ordentlig løn til personalet, og sikre enheder der samarbejder langt bedre og smidigere på hele det sociale område.
Vi skal sikre fag-personale der kan sikre korrekte udredninger, vi skal tilvejebringe hjælpemidler, og så er der behov for massivt løft på genoptræningsområdet, særligt på kysten.
Vi kritiserer også at pårørende ikke er taget med i betragtning, og at der ikke er den nødvendige hjælp til genoptræning, stimulering og uddannelse, samt skånejobs, der kan komme de handicappede til gode.
Skolevæsnet, sundhedsvæsnet og socialvæsnet er i forvejen hårdt pressede, og vi håber derfor, at alle partierne vil stå sammen om, endelig at reformere disse 2 områder.
Der er lang vej igen.
Det er ikke gjort med en lov, men det er første skridt i den rigtige retning.