Få nu permanent og joint committees op at køre gnidningsfrit på alle områder der er mulige.
Vi er alt for bange for samarbejde med udlandet, og det er kun os selv der taber – big time.
Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at USA nu siger på et arktisk råds topmøde, at de ønsker at være mere til stede i Arktis. Det kan betyde, at vi kan sikre eksterne investeringer til en række ting, ved god forhandling. Herunder muligvis til infrastruktur.
Egen indflydelse på udenrigspolitik
Nu har vi selv forladt Igaliku-aftalens Joint Committee, som er samarbejdsorganet mellem Danmark, USA og Grønland. Vi holdt op med at komme til en række møder, i 2014 efter balladen med Thule-kontrakterne, og har siden ikke genoptaget dem. Vi fik i øvrigt aldrig at vide, hvad der gik galt i forhandlingerne.
Det er ærgeligt, for på disse møder, får vi faktisk alt det vi har behov for, af viden, mulige samarbejdsplatforme mm.
Én ting er, at være utilfreds med diverse forhandlinger – noget helt andet er, at forlade forhandlingerne permanent.
Hvis vi ønsker at hjemtage flere kompetence-områder, skal vi opbygge viden og diplomati, forhandlingsevner, og dygtige folk som er lokale.
Lad os gøre det i samarbejde med Danmark, og dernæst i kommiteer som Permanent og Joint committee.
Det bør ikke være op til fornærmet tavshed, hvis vi ønsker at opbygge et offentligt og politisk apparat der ikke kun er baseret på tilfældige politikeres luner, men bygger på reel viden, dygtig forhandling og gode aftaler og samarbejder for Grønland.
Samarbejdspartiet har aldrig forstået den vægring ved at begynde på systematisk, at lære og opsamle viden fra udlandet der har århundredes erfaringer med at opbygge viden og diplomati. I samarbejde med hinanden. Det er jo galskab.
Vi skal dygtiggøre os, for at sidde med ved de tunge forhandlingsborde – og få noget ud af det!
Vi har behov for, at vi får et langt dygtigere, og smidigere politisk apparat til at håndtere forhandlinger, at forstå bilaterale aftaler, forsvarsaftaler, udenrigs-emner m.fl.
Det kan da KUN styrke os, at lære så meget som muligt af Rigsfællesskabet, samt vore allierede og venner rundt omkring i verden.
Det er i høj grad et håndværk, et håndværk vi burde dyrke i vor egen embedsstand, og politiske apparat.
Tænk at lille Paninnguaq eller Josenius kan drømme om en fremtid som top-forhandler, og rådgiver for de mest fremtrædende politikere i landet, og kan rejse ud i verden på vore vegne? Det er da en karriere vej vi også skal have fremelsket.
Vi har lang vej at gå endnu, med at forstå og opbygge diplomatiske evner, samt forhandlingsevner. Men det er vi jo nødt til i en stigende globaliseret verden, og særligt henset til, at man på verdensplan pt. taler om en ny kold krig.
Den udkæmpes bl.a. på internettet, igennem handelskrige, og på andre måder, end da verden så anderledes ud – da ”mor var dreng”.
Joint committee og Permanent Committee
Joint committee er stedet hvor vi kan begynde på at opbygge viden og forskning, samarbejde og samhandel indenfor f.eks. turisme, forurening, samhandel, forskning i alt muligt, samt mange andre gode ting.
Vi har behov for, at vore unge mennesker kan få stærke uddannelser, de så
kan anvende her i vores administration, i landet, til gavn for os alle.
Det starter naturligvis med folkeskolen, men det ender altså med bred viden, forskningsmuligheder, åbne døre i udlandet, praktikant-pladser i udlandet osv., osv. Alt sammen noget vi kan søge i de her kommiteer.
Ligeledes kan politikere, og embedsværk bruge disse til at få bedre, dygtigere og bredere aftaler på alt muligt. Man kan teste idéer om samarbejder, samt lufte og diskutere ting som man er utilfreds med her i Grønland, i disse fora.
Det virker derfor ganske svagt, at man ikke har formået at få slæbt politikernes bagdele til forhandlingsbordene disse steder, til fordel for vor befolkning.
Det er et sted der er hårdt og svært at vedligeholde, men er nødvendigt, og ganske givtigt hvis man søger at anvende det rigtigt.
Det er ikke det samme som at sige, at vi er enige i alting hverken Danmark eller USA siger, men det betyder at vi har et forhandlingsforum hvor vi kan opbygge kompetencer, brokke os over miljøpåvirkninger, eller manglende oplysninger og forhandlinger. Samt fora hvor vor embedsstand, vor forskningsstand osv. har muligheder ved indgåede aftaler, samarbejder og konferencer m.v. for at opbygge og indhente viden – men også for at dele vor viden og vores land med resten af verden.
Det virker helt hjernedødt at vi ikke deltager i dette arbejde konstant.
Grønland har behov for ny infrastruktur.
Det virker nærliggende at indgå aftaler med hinanden om, at udbygge infrastruktur, hvis der eller er interesse for det. Ifølge Memorandum of Understanding af 2002, vedrørende forskningssamarbejder, tekniske samarbejder osv., virker det indlysende, at et godt samarbejde kan være til fordel for både USA; NATO (vi har forpligtet os til samarbejde med NATO over mange omgange, hvilket er ganske fornuftigt), og Danmark.
Der er ingen tvivl om, at vor geopolitiske betydning qua vor placering på kloden, samt afsmeltning af is og bedre vejr, åbner op for nye sejlruter, der er interessante for både allierede venner i verden, samt for stater og firmaer vi ikke ønsker at hjælpe på vej.
Det er ganske givet, at alene dette bør gøre, at vi søger samarbejder.
Hvad enten det er lufthavne eller nøgle-havne, hvad enten det er sømile, eller territoriet i Norgrønland, som skal overvåges, monitoreres, og besejles, samt forhandles om overflyvninger, landingstilladelser, samt andre sikkerheds,- og udenrigspolitiske emner, så skal vi være med ved forhandlingsbordet.
Og ingen forhindrer os, og vi bør sætte os til bordene med det samme.
På denne måde, ender vi ikke med at halte bagefter i spørgsmål som miljø-oprydninger, cyber-sikkerhed, oprustning af kolde krige, udenrigspolitiske emner der truer den vestlige, frie verden m.fl.
Og vi véd hvis der sker indberetninger fra fiskere eller andre sejlere, om ”fremmede” skibe, samt kan oplyse befolkningen om forsknings-overflyvninger, som f.eks. NASA’s ice cap program.
Investeringer i infrastruktur?
Dette gør jo, at vi ikke kan lade være med at spørge Naalakkersuisut, og da også har gjort det, om ikke der er samarbejder, investeringer og samarbejde der kan søges på f.eks. lufthavne, så vi får billigere, bedre og mere sammenhængende projekter til ny infrastruktur, og dermed flere penge til vore
folkeskoler, lærere, socialvæsen, boligmasse og bedre turisme-aftaler mm.
Kom nu i gang. Vi skal da afsøge alle muligheder, inden vi kaster os ud i det her latterligt dyre, og ikke fremtidssikrede lufthavne, samt de afledte effekter af gældssætning i mange, mange år.
Ligeledes omkring import af arbejdskraft og deres indkvartering, samt en lang række andre ting.
Det er ingen skam at vente med at investere enorme summer, når det drejer sig om lufthavne der er så dyre at de aldrig kan betale sig hjem, men som har behov for flere midler udefra.
Det er ingen skam at søge samarbejder, finansieringer, og flere partnerskaber med firmaer og lande udefra, som vi i forvejen er allierede med.
Især når det drejer sig om internationale lufthavne med adgang til Forsvars personnel i både Danmark og USA. Det burde kunne kaste bedre aftaler af sig, end det vi ser nu, som hverken er rentabelt – og dermed aldrig tjener sig selv hjem, og som er bygget på ekstremt dårlige business-modeller.
Det kan vi sagtens gøre bedre, og vi bør klart afsøge alle alternativer inden vi kaster os ud i disse massive investeringer.
F.eks. samarbejder med vore allierede.