Handicaplovgivningen der skulle have været færdig i 2017, blev udskudt til 2018, og så er der ikke de store udsigter til at den færdiggøres i 2019. Eller hvad?
Danmark og Grønland, skal lige om lidt eksamineres af Forenede Nationer (FN), omkring deres rettigheder til handicappede medborgere.
Tillioq, Handicaptalsmanden, og en række andre handicaporganisationer herhjemme, har været med til at afgive svar til brug for rapporten der sendes til FN’s handicapkomité i denne måned.
Konklusionerne er klare: Handicap anses for et juridisk og politisk perifert problem i Grønland, og får derfor ikke den opmærksomhed det fortjener.
I mellemtiden er vore handicappede landsmænd nødt til at flytte, nogen gange sammen med deres familier, for at kunne få den mest nødvendige, basale hjælp de har behov for.
Der mangler i dén grad fokus på alle de forskellige slags handicaps der nu engang findes; fysiske som psykiske.
Ingen korrekt behandling – ingen kommunikation
En del af problemet er – også – manglende tilgængelighed i samfundet, for mennesker med fysiske handicap.
Ligeledes mangler vi hjælperedskaber til at håndtere handicappede i skoler, samt læse,- og skriveredskaber, kommunikationsredskaber og korrekt adfærd overfor mennesker med f.eks. autisme, ADD, skrive,- og læsevanskeligheder med mange flere.
Mest kritisk i hverdagen, er måske den manglende specialpædagogiske indsats, mange børn, unge og voksne har behov for. Der er voldsom mangel på kvalificeret personale til støttepersons-ordninger, hjælpelærere med gode kvalifikationer i specialklasser.
Der mangler reelle muligheder for kurser for lærere og pædagoger, som kan opkvalificere dem.
Vi mangler ligeledes kursustilbud til ufaglærte, der gør, at de kan klædes på til at arbejde som støttepersoner for nogle mennesker med handicap, ligesom kurser for aflastningsfamilier og aflastningspersonale er vigtigt.
Vi kan heller ikke tilbyde supervision; altså rådgivende og terapeutiske forløb – for forældre og pårørende, samt personale, som har traumer eller tung sorg de bærer rundt på.
Det er ganske enkelt meget mere udbredt end man overhovedet antager her i landet.
Der er ikke noget mere hjerteskærende, end at vi ikke kan hjælpe sine familiemedlemmer, sit barn, sin mor eller far, søskende, eller andre vi elsker. Ligeledes, når vi ikke kan skaffe hjælp til de mennesker vi elsker.
Selvfølgelig flytter familierne! Det er i mange tilfælde at gamble med de handicappede og psykisk udfordrede at blive i landet. Og for deres familiers psyke.
Organisationerne peger på, at der på et meget kritisk niveau, typisk ingen kommunikation er, mellem de instanser som den handicappede har behov for, at der kommunikeres mellem.
Det kan f.eks. være fra sagsbehandlere til skole, fra Selvstyre til kommunerne eller omvendt, og fra f.eks. hospitalet og en diagnose til skole, – eller socialvæsnet, således de rette foranstaltninger kan sættes i værk.
Kommunikation er den træg, eller ikke eksisterende, og bæres oftest af i forvejen meget belastede forældre eller pårørende, der banker på døre, ringer rundt i systemet – og igen og igen løber panden mod en mur.
Det er mere reglen end undtagelsen, at forældre og pårørende selv ender med at forsøge at søge på lovgivning, rettigheder, og hvad deres børn eller pårørende har ret til – eller mulighed for at få – af støtte.
Lad os lige slå fast én gang for alle, at det er en ufattelig smertefuld og traumatiserende cyklus for pårørende, og de handicappede selv, at cykle rundt i systemet, uden udsigt til hjælp.
Det er offentlig omsorgssvigt, på samme linje som vi gør på børn og unge, og vi anviser alt for ringe, – eller ingen – hjælp til de handicappede og deres pårørende.
Mange handicappede kan arbejde, i skånejobs – og nogen endda i fuldtidsjobs, men det er en for krævende proces at starte arbejdet op uden rette støtte-instanser.
Det er for omfattende – rent faktisk – at pege på, i et enkelt indlæg, på hvor mange områder vi har behov for at tage os sammen, politisk, på handicapområdet, men vi skal starte et sted.
Et sted at starte
Handicappede skal behandles uden diskrimination, så vi kan starte med, at vedtage lovgivning der sikrer handicappede, udviklingshæmmede og folk med udviklings,- eller psykiatriske problemer diskriminationsfrie liv.
Vi kan også se at blive færdige med den handicaplovgivning der har ventet i årevis på at blive færdigbehandlet!
Der er en række mennesker der har siddet yderst på deres stol, og ventet på denne lovgivning for at kunne få hjælp til fysioterapi, til fysisk udredende og hjælpende foranstaltninger – noget der kan redde deres førlighed. De må antages at have forladt landet, eller være voldsomt fysisk handicappede nu, hvis de ikke har penge til at betale for deres behandling. Loven giver nemlig personer ret til behandling.
Andre venter på et handicaptillæg til deres alderspension. Andre igen venter på, at lovgivningen siger at der er PLIGT til at hjælpe personer med handicap, og at dette er en rettighed, og ikke et valg fra det offentliges side.
Loven giver hjemmel til koordinationsstillinger, og sikrer kommunikation mellem instanser, samt sikrer lovpligtige handlingsplaner – og som noget nyt: udviklingsplaner.
Aflastning og støttepersoner kan tilbydes i videre omfang, og gøres også lovpligtige.
Og en lang række andre tiltag.
Den lovgivning har nu været syltet siden 2017. Hvor er det pinligt. Hvor siger det bare noget grundlæggende om vores menneskesyn i landet, at vore handicappede og psykisk udfordrede (og udsatte børn og unge) igen ikke prioriteres.
Vi har ellers haft glimrende tid til at diskutere både alkohollovgivning, lufthavne, elbiler, og fisk.
Som sædvanligt.
Vi skal være gearede til at tage hånd om handicappedes behov, og anbefale de bedste behandlings, – eller anvisningsmuligheder; samt aflastnings, – og vedligeholdelsestrænings, – eller genoptræningsmuligheder.
Hvad enten det er inden for skolevæsen i specialklasserne der lider ret grumt, om det er inden for arbejdsmarkedet, eller om det er i forhold til hvor de kan bo og arbejde når de bliver voksne. Hjemmehjælp, og tilsyn med sårbare borgere er der også behov for i en del tilfælde – intet af det sker systematisk, velfungerende og godt endnu her i landet.
Underprioriterede handicappede for tid og evighed
Handicappede og deres forældre sættes bagerst i køen, ved alle politiske diskussioner, vi vægter andre emner ganske meget højere end dette, og det kan vi ikke være bekendt politisk.
Ingen har sagt, at vi skal flytte bjerge de første par dage, men langsomt skal vi have bygget et system der duer.
Vi kan glimrende starte med, at sikre at sagsbehandling og kommunikation mellem instanser følges til dørs, og sker rettidigt, samt vedtage den lovgivning så mange venter på. Det skaber ikke ret meget i praksis, men det betyder at vi forpligter os til at sikre, at praksis kommer up to speed. Hurtigst muligt.
Det er ikke realistisk at vi kan få hjælpeforanstaltninger til alle typer handicap i landet, og nogle steder er det slet ikke muligt at skabe forsvarlige institutioner eller beskyttede hjem, til personer med bestemte handicap.
Alene fordi der typisk er meget høj udskiftning af personale, samt mangel på faguddannede.
Endnu et område, hvor vi ville have godt af, at samarbejde med de nordiske lande om, at tiltrække faglært arbejdskraft der f.eks. kan være støttepersoner for familier og børn og voksne med handicaps.
Det er en ærlig sag, at vi ikke kan specialisere os i mange retninger pga. et for lille befolkningsgrundlag. Men så lad os gøre hvad vi kan!
Lad os samarbejde indenfor Rigsfællesskabet både i organisationer, i rådgivnings,- eller uddannelsesretninger på netop dette område.
Lad so gøre det attraktivt at være støtteperson, eller arbejde med mennesker!
Vi kan dæleme godt sikre os, at forløb og anvisningsmuligheder er klare og tydelige, at kommunikation mellem instanser sikres, og at mennesker der pludseligt bliver handicappede af en hjerneblødning eller andre sygdomme, OGSÅ kan sikres hjælp – hurtigt.
Vi kan også sagtens sikre os opkvalificerende, og hjælpe-kurser til mennesker der skal arbejde med handicappede.
Vi kan ligeledes gøre det attraktivt for pædagoger, socialpædagoger, og pædagoger med andre specialer, samt lærere med aspirationer til at blive specialklasselærere, at arbejde her i landet. Det kræver et lønløft af de store – muligheden er gylden til næste år!
Vi kan sikre os vedvarende fokus, og skridt for skridt, sikre os, at vi tager handicaporganisationerne, samt Handicaptalsmandens ord til os, og begynder at udbedre forholdene for handicappede.
Det hele behøver ikke at ske på en nat, men vi skal begynde der hvor vi hjælper folk mest. De folk der har handicaps, deres familier og deres pårørende.
Kom nu i gang!
Det kan kun gå for langsomt.