Vi har netop kunne læse i nyhederne, at mændene er bagefter på uddannelsesområdet, særligt ved længere videregående uddannelser.
Ligeledes kan vi konstatere, at mange unge mænd tager sig af dage i utide, og at størstedelen af kriminalitet foretages af mænd – særligt den grove kriminalitet.
Der er stadig meget tabu omkring, at mænd og drenge også får ondt i livet.
Mænd er følelsesmæssigt ofte overladt til sig selv. Som drengebørn får de at vide at de skal mande sig op, ikke må græde, ikke må være vrede – og som unge drages de ind i fællesskaber hvor den sejeste er ”den der aldrig græder”, eller dem der er ”hårde som sten”, hvis de viser følelser får de at vide at de er svage.
I skolerne skældes de udad-reagerende drenge ud, de gøres besværlige – og deres behov overses fuldstændigt. De straffes i stedet, og får derfor mere afstand til egne følelser, og ultimativt samfundet. De lærer at lukke ned.
De helt stille og indadvendte drenge overses, og overlades til sig selv.
Vi fastholder et tabu for drenge og mænd, omkring følelser og sunde måder at komme af med dem på ved vort sprog, vore udtryksformer og vore fordomme om hvad drenge og mænd skal være – og er.
Vore mænd synes mere sårbare og udsatte end kvinderne, da de er overrepræsenterede i vore kriminalstatistikker. Vi skal have fat i dem inden det er for sent.
Vi møder dem først i husspektakler, i anstalten eller i misbrugsmiljøet som voksne.
Drenge og unge mænd, som ikke har nogen steder eller fællesskaber at vende sig mod, når de har behov for at få talt ud om dårlig opvækst, få styr på vreden, når de oplever problemer i hjemmet, eller problemer med kærestesorger. Og det er et problem.
Først og fremmest for de udsatte, dernæst for samfundet.
Kunsten at samtale, og bevare sin manddom
Det er i vort samfund ikke udtryk for, at vore mænd ikke kan eller vil, men et udtryk for, at vi har et gammeldags kønsrollemønster vi skal have brudt med. Vi har fordomme om vore mænd og drenge, de ender med at leve op til.
Mænd behøver ikke at være stærke, tavse figurer der brummer og tager alting i stiv arm – og klarer sig selv for at være ”rigtige mænd”.
Manddom er en udfoldelse af det at være menneske, med alt hvad dertil hører – men vi har et adfærdsmønster hvor vi ser manddom på en meget firkantet og rigid måde.
Stærke mænd og stærke drenge, græder også. De har også ondt.
Styrke er også sårbarhed, at være klar i sine følelser, udviklet mentalt, at bede om hjælp når man ikke kan overskue verden mere, og styrke er, at lære at være sig selv, og indgå i sunde fælleskaber.
Mænd og drenge skal have lov at bede om, at de får behandling der er bedst tilpasset deres virkelighed, deres hverdag og de mønstre og fællesskaber de går rundt i.
Som samfund mangler vi denne debat.
Mænd er naturligvis også omsorgsfulde, kærlige, stærke, bløde og alt det andet, som alle vi mennesker rummer. De får bare ikke altid anerkendelse for, at være dem de er.
Fordi vi, også kvinderne, sidder fast i gammeldags opdragelsesmønstre, adfærdsmønstre, og gamle kønsrolle-billeder af hvad mænd er og bør være. Fra drenge er helt små, lærer de hvad vi synes rigtige mænd er, og skal være.
Det bliver en spændetrøje for mange unge mænd, som ender med at prøve at passe ind i fællesskaber der er giftige for deres udvikling, eller skjule hvem de er og hvordan de har det.
Ønsker vi at vende udviklingen omkring kriminalitet, husspektakler, misbrug og selvmord for mænd, er det nødvendigt at vi tager denne debat.
Vi mangler ærligt talt henvisningsmuligheder til drenge og unge mænd, hvis hjerte og liv går i stykker.
Mulighed for samtaler på en anden måde
Vi skal have brudt tabuet om, at drenge og mænd, også har behov for terapi og psykolog hvis livet går helt skævt. At de også har behov for at lære at samtale i stedet for at lukke ned, eller bare reagere.
Vi har behov for at stimulere fællesskaber hvor mænd og drenge kan udfolde deres følelser, få snakket om tingene – allerede i børnehaver og folkeskolen.
Vi har behov for en samfundsændring i måden vi ser vore drengebørn på.
Vi skal have opmærksomhed på, at behandle dem korrekt, og få drengene set tydeligt når de reagerer i børneårene.
Vi må sikre tidlige indsatser, i folkeskolerne og senere i uddannelsessystemerne. Vi må anvende rehabilitering og terapi når de ender i misbrug, i anstalterne og i husspektakler.
Vi skal have målrettede, terapeutiske tilbud til drenge og mænd der ender i kriminalitet.
Med det samme de begynder at reagere, og helst så tidligt som muligt, inden vejen bliver slået helt skævt for en stor andel af vore sårede børn.
Vi har behov for flere terapeutiske mandegrupper, ledet af mænd, tilpasset mænd. Vi har behov for, at mænd former flere positive fysiske aktiviteter og stimulerer kønsbaserede gode sammenhold.
Vi mangler terapi specielt målrettet at få styr på vrede.
Vi overser fuldstændigt dette tabu, fordi vi har skabt et samfund som anser mænd og drenge for naturligt tavse, hårde, og seje. Vi ser dem måske endda besværlige eller svage – når de prøver at give udtryk for deres smerte.
Det er naturligvis en myte, og fuldstændigt gammeldags. Drenge og mænd skal ikke føle sig forkerte, når de har smerte, eller giver udtryk for den.
Vi mangler en måde at snakke med drenge og mænd om følelser på, startende fra folkeskolen.
Positive fællesskaber, og kønsbaserede samtaler om sex, kærlighed, smerte, vrede, og livet.
Vi mangler evnerne til at vejlede når drenge går i stykker i skolerne, og bl.a. at anerkende, at udadreagerende adfærd er tegn på smerte.
Og at det måske ikke altid skal snakkes væk i ”du-stilling”, på et kontor, men nogle gange skal være samtaler omkring aktiviteter, ved eksempler fra stærke fædre og mænd – og vi skal udvikle sikre steder at komme af med smerten på for mænd og drenge. I stærkere fællesskaber for mænd.
Det får vi stærke drenge, fædre og mænd ud af.
