Årevis af snak, ingen handling
Hvornår vågner vi op, og begynder at tage os af vore åbenlyse problemer?
EN TREDJEDEL af vore landsmænd bor i Danmark!!
Hvorfor bor de ikke her? Vi har hårdt brug for dem.
De angiver bl.a. ringe velfærd, føler sig ikke velkomne, dårlige skoler, dårlig løn, dårlig boligmasse, mobning, ringe mental sundhed, blandt meget andet.
Hvornår vågner vi politikere op, og begynder og løse vore reelle problemer for befolkningen?
Vi kan ALDRIG give kritik uden straks at beskyldes for alt muligt pladder – men det handler jo i bund og grund om, at kritikken gives og luftes for at ændre tingene til det bedre!
Hvor langt skal vi ud i velfærdsmangel og problemer, før vi for alvor smøger ærmerne op, og arbejder SAMMEN – uanset sprog, etnicitet og personligt fnidder, for at sikre befolkningen en dejlig hverdag?
Vi politikere løber fra den ene enkelt-sag til den næste, i febervildelse og mener, at det næste grandiøse projekt vi vedtager, bliver det saliggørende.
Lufthavne vs. luftkasteller. Telefonrådgivning vs. ingen penge til langvarig terapi til selvmordstruede, eller terapi til ofre for seksuel vold, til psykisk syge. Skimmelboliger vs. hjemløse. Pension vs. Leveomkostningerne.
Peger fingre af befolkningen
De fleste politiske tiltag handler om alt andet end befolkningens grundlæggende behov, og vi politikere trækker selv det – ellers så udskældte – offerkort så snart løsninger skal findes.
”Vi kan ikke skaffe nok penge”, ”Det er dyrt at holde sammen på landet”, ”Vi har brug for xxx for at det kan fungere”. Og så sætter vi os ellers ned og venter på, at vi udhuler velfærden endnu mere.
Imens skriger og demonstrerer befolkningen igen og igen, de siger: Vi har løsningerne.
Ikke et ord fra politisk hold om, at vi selv kan vælge at prioritere anderledes. Når penge kan afsættes til lufthavne, så kan de også afsættes til mennesker. Børn og unge. Handicappede. Hjemløse. Almindelige familier med børn i hundedyre dagsinstitutioner. Lønløft til vore faggrupper der trænger. Til innovation i virksomheder.
Fagforeninger og erhvervssammenslutningerne kommer med den ene opskrift efter den anden, for at hjælpe med at løse problemerne. Men vi belønner dem med absolut ingenting.
Vi kalder krav om flere penge til socialt udsatte, børn og unge, uddannelse, lønløft og sundhedsvæsen ”uansvarlige”, og ”godtroende”, altimens der ikke ytres et ord om uansvarlighed ved en mildest talt usammenhængende, og nu forsinket og afsløret ikke fremtidssikret, gigantisk dyr lufthavnspakke. Eller én af de 30 andre prestigeprojekter som penge har været afsat til, de sidste 40 år.
Det er åbenbart kun uansvarligt at bruge penge på mennesker.
Selv om det er dem der reelt set er vor eneste sikre investering.
Jeg får et tragikomisk billede af, at vi politikere sætter os ned på vores bagdel, stikker fingrene i ørerne, og så ellers kælker derudaf i de samme spor som vi hele tiden har haft.
For man skal godt nok være døv for at overhøre ramaskrigene for de der har det svært, eller som kæmper for deres levebrød, bolig, sundhed eller uddannelse. For deres børn. For andres børn.
Med tilstoppede ører, giver vi så oven i købet befolkningen skylden!
De populære fraser tæller blandt andet: ”Folk der ikke arbejder, er dovne”, ”De skal arbejde mere og længere”, ”De skal ansætte folk der ikke er kompetente, fordi vi siger det politisk”, ”de må betale for velfærd”, ”det er okay at skælde dele af befolkningen ud for noget så banalt som hvor de kommer fra”.
Alt sammen til stor gene for både ansatte, almindelige mennesker her i landet, og virksomhederne.
Hold nu op! Stop op! Puds brillerne og kig ud i snevejret!
Mere af det samme virker ikke!
Hvis ikke du tror mig, så se dig omkring. Velfærden kollapser, folkeskolen knirker, økonomien reddes knap hjem af vore eneste reelle indtægter; Bloktilskuddet og fiskerne.
Og formaster vi os til at sige noget af alt det her højt, risikerer vi udelukkelse af de finere kredse, og fryses ude med sladder eller krav om positivitet. Vi udsættes for social kontrol.
Som er meget omsiggribende. Og som vi aldrig taler om, eksisterer.
Vi bryder tabuer ind af en kant, men ikke tabuet om, at det er svært at finde løsninger – det tager lang tid, og fejler vi undervejs må vi indrømme det og ændre det.
Vi taler ikke om, at det har en høj pris at ville gøre noget fundamentalt godt, hvis vi kritiserer. Forfølgelse på sociale medier, i pressen, usandheder der spredes som en steppebrand, og andet godt følger som regel de der stikker næsen frem med kritik.
Vi betaler en alt for høj pris for politisk døvhed
Tabu. Ikke et ord fra de døve politiske niveauer om, at befolkningen ALLEREDE betaler – en meget høj pris, for at bo her. Både i penge, bolig og velfærd.
Ikke et ord om, at vi forstår at når virkelig traumatiserende hændelser i livet, handicap, sygdom, overgreb, overfald, hjemløshed, fattigdom, seksuel vold, selvmord, eller stress bringer et menneske i knæ, skal de have en hjælpende hånd for at komme på fode igen.
Og den hjælpende hånd får folk bare ikke. Så de ender i en spiral der ender helt derude hvor de bliver en statistik, og skældes så ud på.
Det er ganske enkelt uanstændigt at mobbe hinanden, dele hinanden op på baggrund af etnicitet og tilhørsforhold – hvad enten det er lande, sprog eller byer vi bruger til det. At påstå vi er modsætninger.
Alle mennesker er ligeværdige i vort samfund, uanset hvor de kommer fra og hvilket sprog de taler.
Vi har ærligt talt en Trumpistisk tilgang til, hvor vore problemer kommer fra. Det er politisk blændværk, og forhaler blot løsningerne at dele os i ”os og dem”. Det ældste trick i bogen.
Altimens trasker vore hjemløse rundt i frysende kulde, psykisk syge overlades til deres eget snavs, ældre betegnes som en byrde og børn og unge er efterladt til at kæmpe for sig selv i en grum verden for en ret stor andel af dem.
Blændværk til ære for de store projekter, hold-mund-bolsjer til dem der har det svært, forflytning af
ansvaret for boliger imellem offentlige instanser, en stor fed, mellemfinger til de ældre og nedslidte der har arbejdet i mange år for vort samfund – i form af pludselige pensionsløsninger, og politiske inddrivelsesmyndigheder der stikker fingrene langt ned i kontoene på folk, skattekroner der havner i fedtefad, forbud, påbud, byggerier hvor vi lige synes det giver mest prestige – ikke hvor der er behov.
Vi bedriver en slags lovprisning af alt og alle, bare de er politiske korrekte eller venner med politisk korrekte.
Hvis ikke, lukker vi munden på kritikerne med mobning, fyrværkeri eller ganske enkelt tavshed, og social udefrysning. Social kontrol.
Vore medmennesker er på gaderne, på barrikaderne, på Facebook, hos MIO, hos handicaptalsmanden, i socialvæsnet, på arbejdspladserne – og alle steder de kan komme til, for at råbe op af deres lungers fulde kraft. De prøver at råbe os politikere op. De giver os løsninger vi kan tage fat i her og nu.
Handling tæller mere end ord
Vi er fandeme nødt til at stå sammen for at få det til at lykkes. At melde os under de samme faner. At dele rummet med hinanden, og indse vi er i samme båd.
Det bør være slut med blokpolitik, og at nedstemme hinandens politik, at skændes om ligegyldige ting, at sikre velfærd, uddannelse og reel fremgang ved de rammer vi opstiller.
Vi skal lade være med at stemme for eller imod noget, BARE fordi vi er i hver sin politiske flok. Vi skal tage fingrene ud af ørerne, og høre efter – pudse brillerne og se virkeligheden.
Der er masser af løsninger at tage fat på, for både politikere og almindeligt godtfolk.
Men det kræver en mentalitetsændring af de helt store:
At vi tager skeen i den anden hånd, hinanden i hænderne, og pragmatisk ser på løsninger, også mange år ud i fremtiden.
At vi ser på muligheden for at åbne op for øget samarbejde med Danmark omkring vore sociale problemer, at vi strategisk investerer i uddannelse, sundhed, hjælp til socialt udsatte og boliger.
At vi sikrer en ordentlig indkøringsfase når vi beslutter store ting omkring pensioner, gældsinddrivelse, lukning eller åbning af alkohol eller ændrer på uddannelsesstrukturer. At vi redegør for vore planer, tydeligt, og holdes op på dem.
At vi tager et grundigt kig på vore strukturer som de er i dag.
Og beslutter hvor vi vil hen. Ikke bare skændes.
Hvor starter vi?
Vi kunne glimrende starte med erhvervsliv, socialvæsnet, offentlige ydelser, monopolistiske virksomheder, gennemsigtighed på politisk niveau om beslutninger, forhandlinger med fagforeninger, uddannelsessektoren, arbejdsmarked og sundhedssektoren – gavner vort nuværende system? Er det tilstrækkeligt? Gør vi det godt nok?
Nej? Jamen så må vi sørme se at finde løsninger, og ikke bare pege fingre af befolkningen, skyde skylden på ”fremmede”, bygge mure og håbe på det næste ”store”.
Vi skal et langt, sejt træk igennem. Ikke en masse rejehop for 4 år ad gangen.
Undskyld til rejerne, de er både indbringende og velsmagende, og hopper flot i nettet for tiden.
Modsat de ukønne politiske krumspring der lige nu tages for at skjule vort behov for langsigtet, strategisk tænkning og politisk mod til at sige, at vi har behov for noget andet end det vi gør nu. Og der er ingen quick fixes.
Det kræver mod IKKE at sælge en drøm som ikke kan indfris, og koster måske stemmer.
Men det er nødvendigt vi siger det alligevel. Politikere bør ikke sidde her for vor popularitets skyld, men for hvad vi kunne bidrage reelt, positivt, og stærkt med – som hjalp samfundet og menneskene i den.
Vi, som borgere, som ganske almindelige mennesker, er også nødt til at være med i den nødvendige forandring og prioritering der skal til. Vi skal gøre en positiv forskel nu.
Vi er nødt til at ændre tankegang.
For vores egen skyld, og for vore efterkommeres skyld.