Vi kan godt lide at bryste os af ”at det går den rigtige vej”, på socialområdet.
Det er ikke en skam at det går den rigtige vej, når udgangspunktet er en platform hvor det brænder så kraftigt at alting er forkullet til uigenkendelighed.

Seneste tilsynsrapport fra Kommuneqarfik Sermersooq peger på en række mangler.
Plejefamilier er ikke til at skaffe – hvilket vi sagtens kan forstå, for hjælpen til børnene der sættes i pleje er fortsat nærmest ikke-eksisterende.
Vi overtræder STADIG en masse af FNs punkter i Børnekonventionen, også de helt grelle, som drejer sig om retten til beskyttelse, tryghed, en hverdag fri for vold, mobning og trusler på børnenes udvikling.

Alt sammen begraves og sættes på stand-by med ordene ”på rette vej”.
Det går ganske enkelt for langsomt.
Borgerne har været på gaden mange gange i dette år. Bl.a. for at gøre opmærksom på, at daginstitutioner sejler, at personalet er presset mange steder i omsorgssektoren, at der er for få penge, for få hænder, for få tiltag der virker.

Så er der noget med sagsbehandling, noget med reaktionstid osv.
Det er bare ikke godt nok.

Det nyvalgte Inatsisartut har ikke valgt at prioritere nye og flere penge til forskning i effektivitet af vores tiltag på det sociale område, som vi foreslog på den overståede samling.
Ej heller ekstra penge til de nye tiltag der så søsættes. Ingen af de områder der er i knæ i sektoren; hverken overenskomster, hjælp udefra, ekspertise til behandling af vore lidende børn og unge, eller rammerne for dem, forbedres. Ingen ekstra penge nogen steder i Finansloven.

Det er billigt at kalde det ”Børnenes År”, og endnu billigere at sige, at ”vi er på rette vej”. Det koster ikke noget at tage billeder, og når man så samtidig beskærer kommunernes bloktilskud, og skubber alle sager hen på deres hænder, uden at der følger penge med, så begynder det at halte gelvaldigt, og er kun tomme ord.
Naalakkersuisut; hjælp nu kommunerne med at skaffe ressourcer, at få pengene målrettet det der hjælper BØRNENE, og prioritér samarbejde i den sociale sektor.
Det er ikke lykkedes de sidste 30-40 år at vende skuden. Nu véd vi bedre. Gør nu bedre!