Som MIO ganske korrekt påpeger, har vi store problemer på børne-området.
Vi afsætter penge til fiskere og fangere, til store, dyre lufthavne, til vores egne mere eller mindre tossede forslag i Salen, men ingenting til alvorligt at bekæmpe problemerne som børn og unge har.
Og de HAR de problemer. Børn får kønssygdomme. Børn får traumer efter vold i hjemmet, vold mod dem, mobning af dem, sult og omsorgssvigt. Alvorlige omsorgssvigt.
Hvis man kigger i Finansloven, afspejler ønsket om, at løfte børneområdet slet ikke på kroner og ører.
Killiliisa, og alle de andre strategier når knap nok at blive præsenteret, før de ændres.
Politisk niveau vasker hænder, ved at pege tilbage på en forældregruppe der ikke magter opgaven.
I mellemtiden anbringes børn enten via det offentlige, eller via familien i gave-børns anbringelser, på børnehjem, overnattende hos venner og veninder når dagene derhjemme er værst – eller i de værste tilfælde i opgange eller vandrende på gaden hele natten i lønningsweekender, eller når der mangler rusmidler hjemme.
Underretninger og indberetninger håndteres både forkert og langsommeligt, kommunerne kan ikke få hjælp af Selvstyret til at håndtere områderne – ligesom de ikke kan skaffe medarbejdere.
Resultatet bliver selvmord, utilpassede unge, mennesker med ondt i kærligheds,- og uddannelseslivet, og en massiv nedarvet omsorgssvigts-cyklus.
HVORFOR kan vi ikke afsætte flere penge til dette? Tilkalde arbejdskraft der kan stå bag linjerne til at hjælpe vores front-personale?
HVORFOR kan Selvstyret og kommunerne slet ikke samarbejde?
Det virker som om vores system selv lider af dysfunktionalitet, og det er måske ikke helt forkert, at mange må have følgevirkninger efter sociale grumme ting i både behandler-standen og på politisk niveau.
Eller også forstår vi politikere ganske enkelt ikke hvor ufatteligt vigtigt det her er.
Om ganske få år, er der ingen til at drive landet videre, det vil være affolket og kun de svageste medlemmer vil være tilbage, ude af stand til at løfte sig selv og hinanden op mod vækst og udvikling.
Uden børnene har vi ingen fremtid.
Med de problemer vore børn slås med, skal de have massiv hjælp og vi skal omlægge socialsystemet. Nu.
Vi har hverken råd – eller burde have hjerte – til at tabe flere børn.
Ja til nationalt kompromis om handlingsplan. JA til vidensbaseret tilgang. JA til straks-tiltag og flere penge der bruges effektivt til børn og unge.
