Det er beskæmmende dårlig styring af overenskomst-områderne vi i disse dage og år er vidner til.
Pædagoger og socialpædagoger må kæmpe for at få en hverdag til at hænge sammen, og få kampgejst ind i egen fagforening, grundet flugten fra fagene. De kæmper en brav kamp og passer på vore børn hver dag.
SIK kritiserer – med rette – os politikeres prioriteringer, og udspil der er helt håbløst lave.
Sundhedskartellets fagforeninger, PK og PPK, har råbt højt og længe om grusomt forsinkede overenskomster der holder sygeplejersker, sundhedsassistenter, bioanalytikere, fysioterapeuter og radiografer, kender ikke engang ordlyden af deres egen overenskomst – der er mange måneder forsinket – og har heller ikke set en krone endnu af det de mangler…
Anstaltsbetjente og politfolkenes overenskomster har vi ikke hørt, om der er påbegyndt drøftelser med danske politikere endnu – blot at man ”ville mødes”, af den daværende ansvarlige Naalakkersuisoq, Anton Frederiksen, der som bekendt er udskiftet et par gange siden.
Til trods for ovenstående, har der været tilbagevendende vage svar fra Naalakkersuisut, bl.a. at overenskomsterne ”ikke er forsinkede” (Se § 37 spørgsmål vedr. PK, PPK vedlagt mail).
Hvorfor er det så problematisk?
Fordi overenskomster er et andet ord for ”aftale”. Altså aftaler der skal indgås rettidigt, mellem aftaleparterne, og i ovenstående tilfælde, er der behov for rettidige indsatser, og at være på forkant.
I tilfældet med PK, og PPK har faggrupperne ikke kunnet lave konflikt, fordi de er blevet forgøglet, at der i mange måneder var en aftale ”lige på trapperne”.
Kollektive overenskomster, er bogstaveligt talt vitale for vort land, de dækker virkelig store faggrupper, som i den grad har behov for lønløft, men allerførst; rettidige indgåelse af aftalerne der dækker deres arbejdsløn.
Vi mangler sygeplejersker, sundhedsvæsnet er meget pressede, anstaltsbetjente får en latterligt lav løn sammen med pædagoger og SIK-medlemmer.
Men kan vi overhovedet stole på Selvstyret, hvis de ikke formå at tage ansvar for deres fejltagelser, og at sikre rettidige overenskomstforhandlinger?
Som den største arbejdsgiver i Grønland, burde der lyde ramaskrig over hele landet fordi det simpelthen ikke lykkes rettidigt eller i tilstrækkelig grad.
Det er ganske enkelt for dårligt.
Arbejdere bør kunne stole på deres arbejdsgiver, ligesom landet skal kunne stole på Naalakkersuisut.
§ 37 – SAM: PK, PPK:
https://ina.gl/documents/para3637/2018/svar/119_2018_Overenskomst_sundhedsvaesnet_TMAR_svar.pdf
§ 37 – politiet og anstaltsbetjente i GL:
https://ina.gl/documents/para3637/2018/svar/147_2018_Politiet_i_Groenland_TMAR_svar.pdf
§ 37 – Pædagogernes vilkår:
https://ina.gl/documents/para3637/2018/svar/242_2018_paedagogernes_vilkaar_TMAR_svar.pdf
§ 37 – pædagogmangel nationalt, uden svar endnu:
https://ina.gl/documents/para3637/2018/spm/275_2018_Foerskoleomraadet_personalemangel_TMAR_da.pdf