Advarsel: Heavy read – selvmord – kan være triggende. Jeg har siden den dårlige nyhed om det første selvmord der berørte mig indirekte i fredags, tænkt på hvad jeg skulle skrive. Det er let nok at skrive politik, at se de løsninger der lægger lige for, og at udtrykke ønsket om omprioritering af midler. Det er langt mere vanskeligt at udtrykke sig personligt. For mig i hvert fald. I weekenden tog endnu et menneske jeg kender livet af sig. Det er den seneste i en lang række af ansigter som jeg alle sammen husker og holder af, som jeg kender.
Når mennesker vælger at tage herfra, rammes ikke blot de nærmeste, men hele samfundet. Der er altid fare forbundet med, at skrive og tale om selvmord. Er bølgen ovre? Følger flere? Vi, overlevende – os der vælger at blive, nogle gange i livet på trods af de samme problemer – efterlades med minder, tanker om hvor vi kunne have hjulpet mere, spurgt mere, været mere for dem der vælger at tage herfra. Eller ganske enkelt tomhed, eller mangel på ord der kan udtrykke det sammensurium af følelser der følger. Afmagt, ensomhed, skyld, vrede, sorg, mangel, frygt. Kunne vi have set det? Kunne vi have gjort noget? Skal vi gøre noget? Hvad siger man til de efterladte? Hvordan har jeg det egentlig. Hvordan har mine nærmeste det egentlig? Jeg kan af gode grunde skrive – som mange af os kan – som efterladt. Mange gange efterladt.
Da jeg var yngre blev jeg vred, jeg blev hårdere, jeg blev strammere, jeg bar sorgen med indædt modstand, og kunne blive harm over, at folk ville herfra før tid. Da jeg blev ung voksen, følte jeg skyld, og følte jeg burde bære sorgen for dem der tog herfra, og følte jeg skulle bære den med mig. Ikke glemme den. Og var bange for at leve og le, og fortsætte. Jeg følte mig efterladt, valgt fra, bange for at lukke andre ind, fordi sorgen kan være så overvældende når den raser mest.
Efter jeg er blevet ældre; erkender jeg, at jeg ikke kan bære andres byrder. Men jeg kan gøre det lettere at være dem, når vore veje krydses og jeg har overskud til det. Jeg har erkendt, at jeg må fylde mig selv op, og passe på mig selv først – bortset fra enkelte tilfælde, som kalder på at jeg giver den en ekstra skalle, og er indstillet på, at betale prisen i form af hvile og genfinden af kernen i mig selv bagefter. Jeg har endnu mere erkendt, at jo mere jeg rækker hånden ud efter hjælp, beder om et knus, eller ringer op når jeg tuder – så kommer kærligheden og fylder sprækkerne efter dem der har efterladt os. Hvis man lader den.
Det er nemlig meget en tilladelse der skal gives, og en tillid til, at medmennesker der vil dig det godt, nok skal finde dig, og at du skridt for skridt får rejst dig igen efter store slag af sorg i livet. Jeg forstår godt, at folk er bange for, at åbne sig.
Der er mobberi, der er udelukkelse, der er ligegyldighed, og mangel på både forståelse, empati – og de evindelige rygter og dom over andre mennesker man i små samfund slås med som følgevirkninger af andre menneskers sorg, indelukkelse og frygt. Men. Træd forbi disse mennesker, find din egen stamme – hvor mærkelig, skæv og anderledes den end er. Den er derude et sted. I et samfund hvor vi vægter familie så højt, er det endnu sværere at bære, når selvmord sker i familien, eller man ikke har en familie at læne sig op ad, når sorgen rammer.
Det er alt sammen okay. Også at være ked af det, også at være så ked af det at alting går i sort og man ikke synes man kan komme videre. Eller at blive følelsesløs af sorg, eller bange for, at man aldrig når derhen hvor man gerne vil hen. Der er ikke ret mange mennesker, der deler det med hinanden; men vi har alle været der på forskellige tidspunkter i livet.
Livet er ikke altid let, og der kommer modgang. Nogen gange så meget modgang, at man spekulerer på, om det nogensinde holder op. Vi véd det jo godt; mennesker der starter sårbart, eller er kommet i en sårbar spiral, er meget mere udsatte for mere sårbarhed, sygdomme, dårligdomme osv. Derfor betyder det uendeligt meget, for dem der ligger ned, at nogen med varme rækker hånden ned og trækker dem med op. Det kan man gøre med smil og latter, med kram og nærvær, med mad og få ord, med lange samtaler, overnatninger sammen med venner og veninder, eller køreture og kaffe.
Der er mange måder at række ud på, og endnu flere måder at samle op på. Det værste i min erfaring er, at tie stille i evighed. Nogen gange har vi ikke ord der dækker, at sige til de efterladte, og det er okay. Man kan vise sin medfølelse på mange måder. Bare man ikke af frygt helt holder sig væk.
Jeg oplevede dog selv, i denne omgang, at jeg var løbet tør. Tør for kram, tør for ord, og at andres sorg sad mig helt op til halsen. Denne her gang, har jeg ikke ret brede skuldre. Det er jeg ked af. Men til gengæld gjorde det mig opmærksom på, at jeg måske skal samles med nogen der har kram, latter og nærvær i overskud, og det ærer jeg, så jeg kan give mere fremover.
Jeg stod og kiggede på de store snefnug der dalede ned, her i Nuuk, i dag. Alle lyde dæmpes, alting farves hvidt, alting dækkes til, og livet går videre på trods af stor sorg rundt omkring i husene, og i menneskene der er her i Nuuk, og i resten af landet, som er berørte af sorg af alle slags. Det er en underlig fornemmelse, at sidde i Inatsisartuts Sal og småskændes, og se på sure miner, at se bilerne køre forbi, at se børn le, og at fortsætte arbejdet på trods af en stor stilhed indeni.
Jeg føler en stor trang til, at fejre livet. Og bede folk lade være med at gå op i ligegyldigheder. Jeg bliver ekstra træt af bureaukrater, skænderier og ligegyldige mennesker der prøver at fælde andre ned. Og føler samtidig stor trang til stilhed.
Jeg må bede mine venner om kram og nærhed, om samtaler og kærlighed, og sidde i stilhed i den tid der er nødvendig, indtil den tomme følelse træder i baggrunden igen eller fyldes ud. Fyldes med liv, kærlighed, og nærvær. Jeg håber ikke vi skal miste flere, og jeg håber at vi indimellem får stoppet op og set hinanden i øjnene, og erkender at kærlighed må fylde ud, og at hvor den mangler skal den findes. At række ud er livsvigtigt.
At fortsætte livet efter andre har stoppet det, er bydende nødvendigt. Og at huske på, at mange andre har båret tunge byrder før os selv, og at dem kan vi spørge til råds om, hvordan de kom igennem dem – eller lærte at leve med de skavanker det giver.
Livet bør altid vinde. Livet er værdifuldt og vi har alle modgang og trælse mennesker i vores liv. Men hvis vi står sammen, styrkes vi, og kan komme igennem det.
Det var mine tanker, oven på endnu et tab. Igen. De kærligste tanker til alle efterladte, berørte og folk der har det svært. I har min dybeste medfølelse. Lad kærligheden fylde sprækkerne.