Det har været en kaotisk start på landets nye styre.
§ 37 spørgsmål besvares i øst og i vest, og ærligt talt lidt arrogant.
Det er som om, at det nye Landsstyre lige skal vænne sig til, at parlamentarisme i sin grundkerne, jo er, at besvare befolkningens og partiernes spørgsmål fyldestgørende, at arbejde for befolkningen – og vi synes vi mangler de varslede brede forlig, og det lovede samarbejde på tværs. Forhåbentlig kommer det.
Samarbejde er grundstenen for at skabe en god udvikling i et land med så lille en befolkning.
Vi, i Samarbejdspartiet, har særligt bemærket, at der er øget fraflytning fra Grønland igen, at der er katastrofal mangel på sundhedspersonale, voldsomt forsinkede overenskomster på flere, kritiske områder, stigende vold på gaderne ses i rapporter – og social armod opleves, uden ret meget hjælp fra landsstyret. Kommunerne efterlades til sig selv. Selvmord, seksuelt misbrug, voldshændelser og overgreb har stadig skyhøje statistikker – og befolkningen har brug for krisehjælp, kompetent og uddannet hjælp og opsamling. Mange går i årevis og har kæmpe traumer, en ond cirkel vi alle sammen lovede under valgkampen at bryde, men vi har endnu ikke set skyggen af planer, oprids til samarbejde eller andet konkret for at påbegynde arbejdet for vor befolkning der er ramt af disse horrible hændelser. De får stadig ikke hjælp.
Vi håber at Naalakkersuisut er på vej med nogle forslag og tværpolitisk samarbejde for at komme befolkningen til undsætning på disse områder, og ved andre sociale og sundhedsmæssige problemer.
Vi er klar til at samarbejde.
Samtidig er der rod i både fiskerilov, finansiering af lufthavne, samt udenrigs,- og Rigsfællesskabspolitikken.
Naalakkersuisut er tavse med løsninger, og henviser ofte blot til eksisterende, utilstrækkelige tiltag.
Vi skal ikke have stramninger overfor tilflyttere, tværtimod er vi nødt til at skabe grobund for at tilflyttere, trives her, og føler sig velkomne – og bliver her, og bliver lokale. Vi har hårdt brug for uddannede i sundhedsvæsen, tandpleje, i uddannelsessystemet, i offentlige og private virksomheder og sågar i vuggestuer, børnehaver og andre steder.
Vi har brug for flere skatteydere, og flere veluddannede – vi har ikke råd til affolkning.
Ligeledes skal vi holde op med at spille hasard med børns fremtid, og se at få arbejdet benhårdt på børn og unges vilkår. Særligt i skolelivet skal vi virkelig til at lave langsigtede løsninger der sikrer ungerne en god uddannelse i fremtiden, 3 sprog til både at uddanne sig med, bevare sin kultur og orientere sig mod omverdenen med.
Kun sådan sikrer vi en sund, international grobund, men med solide rødder i egen kultur og sprog – for at skabe fremtidens ledere. Der er ikke varslet særligt mange gode tiltag på uddannelsesområdet.
Det ser vi frem til.
Børn og unge, og udsatte borgere, som har sociale problemer, er handicappede, har psykiatriske problemer, og deres familier, har hårdt brug for hjælp – også i forhold til sundhed generelt og udvikling og pleje af de pædagogiske behov. Vi håber der kommer gode, tværpolitiske, og tværsektoriale løsninger hvor vi ser meget mere reelt samarbejde mellem Landsstyre og kommuner – og indenfor Rigsfællesskabet.
Lad os nu for pokker bruge de fora vi har til stede allerede.
Hidtige svar på § 37 spørgsmål antyder at der ikke er kontakt mellem kommuner og landsstyre. Hvem taber på det? Det gør de udsatte borgere vi har.
Der er, stadig, voldsom mangel på kollegiepladser i uddannelsesbyerne, særligt Nuuk, og voldsomt behov for kompetent erhvervsudvikling i mindre byer og bygder, der tørster efter udvikling. Reel udvikling.
Vi har set, hvordan tidligere udvikling, som nærmest kunne kategoriseres som Landskasse-finansieret beskæftigelse, ikke holder ved og holder fast – og ikke giver indbyggerne i de mindre byer og bygder nogen rigtig glæde, stolthed, udvikling – eller producerer nogen rigdom til dem.
Det får de sociale problemer vi slås med alle steder i landet, til at blive dybere de steder.
Bolig-området har vi ikke hørt et pip om, til trods for, at boligmanglen.
Sanerings-modne og skimmelramte boliger og institutioner er en landeplage der driver familier til sygdom, mistede arbejdsdage, og folk ud i boligmangel og hjemløshed. Intet er endnu præsenteret for at rette op på dette.
Her er da mere end rigeligt arbejde til vore lokale firmaer også – næsen kan ikke kun være sat op efter lufthavnspakker og overfiskeri. Bæredygtighed, langsigtet planlægning samt grøn omstilling mangler vi at høre planer for.
Afgifter, inddrivelser og udgifter er der nok af, men ingen samlet plan for hvad borgerne har behov for, og en langsigtet finansieringsplan. Vi har et kæmpe efterslæb på bolig,- og bygningsområdet, fordi vi har sjoflet renovering og vedligeholdelse. Her skal der sættes massivt ind, men der er tavst endnu omkring disse behov. Vi mangler klare udmeldinger fra Naalakkersuisut.
Samarbejdspartiet mener ikke, at det er særligt smart at flirte med kinesiske, store investeringer. Det kræver blot at google hvordan Kina har det med menneske-rettigheder, hvordan Kina agerer overfor Tibet, samt hvordan de økonomisk presser sig ind i mindre lande, som så sidder i ”gældssaksen”, at skabe en betænkelighed overfor kinesiske investeringer.
Særligt når vi véd at vi formentlig har en del større forekomster af sjældne jordarter, der formentlig bliver målet for afdrag af gælden…
Lad os nu bruge vores gode, vestlige samarbejdspartnere, samt Rigsfællesskabet meget mere i denne sammenhæng.
Naalakkersuisut bør tage det langt mere alvorligt end de gør, og ikke sætte sig på bagbenene, blot for at værne om deres egne, allerede fasttømrede idéer. Det er ingen skam at tage fejl, når man har en hel befolkning at beskytte.
Naalakkersuisut skal have ros for, gerne at ville noget – vi mangler blot samarbejde, faktabaserede beslutninger og pejlemærker. Det ville klæde Naalakkersuisut at være langt mere folkelige, at åbne op, og se at få skabt samarbejde. Grønland har hårdt brug for det.
Ja, det er vanskeligt, men lad os nu indse, at vi arbejder for folket, og ikke omvendt.
Folket tager velvilligt imod de fleste gode initiativer, og det er faktisk vore borgere der hver eneste dag holder landet i gang.
Vi lytter gerne, og deltager gerne. Vi skal blot inviteres.
